"Helt overordnet er jeg tilfreds. Selvfølgelig kan det altid blive bedre, men når vi skulle holde os inden for de økonomiske rammer, synes jeg, at vi er nået langt", siger formand for Hillerød Lærerkreds Zacharias Jensen

Hillerød har fået en arbejdstidsaftale

Siden 2014 har man i Hillerød haft et fælles forståelsespapir. Nu har de landet en aftale med et loft over timetallet. ”Jeg er særligt glad for, at aftalen understreger, at ledelsen skal være tydelig om, hvad lærerne skal, og hvad de eventuelt ikke længere skal”, siger kredsformanden.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er for første gang siden konflikten i 2013 lykkedes den lokale lærerkreds og kommunen at blive enige om en arbejdstidsaftale. Hidtil har man kun haft et fælles forståelsespapir. Begge sider ser aftalen som startskuddet på et nyt samarbejde.

"Den lokale aftale har det bedste fra det fælles forståelsespapir, suppleret med bedre rammer for den daglige indsats. Det kan være med til at sikre eleverne den bedste kvalitet i undervisningen, og så understreger den også det betydningsfulde i samarbejdet mellem ledere og tillidsmand", siger formand for Hillerød Lærerkreds Zacharias Jensen.

Forhandlingerne har skullet holdes inden for det eksisterende budget, og det vil derfor fortsat give udfordringer for både leder og medarbejdere, mener Zacharias Jensen. Derfor er han også særligt glad for en af formuleringerne i aftalen.

Hillerød-budget: Lærerne skal undervise mere og blive mindre syge

"Arbejdsopgaverne i forbindelsen med undervisningen er ikke blevet mindre gennem de sidste år. Det kræver et stadigt fokus på prioriteringer og derfor er jeg meget tilfreds med, at det i vores lokale aftale slås fast, at 'ledelsen har ansvar for, på baggrund af ressourcerammen, at være tydelige omkring, hvad lærerne skal og kan og dermed være tydelige omkring, hvad lærerne eventuelt ikke længere skal'", citerer han.

Fast maksimalt timetal

Aftalen indeholder blandt andet et maksimalt timetal på 810 for lærere og 780, hvis man også er klasselærer. I den ledelsesaftale, der hørte til det tidligere fælles forståelsespapir var timetallet 850.

"Det synes jeg godt, vi kan være tilfredse med, for det er helt klart en forbedring. Der er forskel på vilkårene på skolerne i vores kommune, og for nogle vil det dreje sig om en lektion mindre om ugen - det kan godt mærkes", siger han.

Hillerød trækker skolebesparelse tilbage

Han ser det, at de har fået aftale i hus som et tegn på, at politikerne har fokus på børnehaveklasseledernes og lærernes kerneopgave.

"Det er helt sikkert min oplevelse, at Hillerød Kommune og lærerkredsens underskrift på vores lokale arbejdstidsaftale kun kan understøtte børnehaveklasseledernes og lærernes mulighed for at give eleverne den bedste skoledag."

Borgmester i Hillerød Kirsten Jensen tror også, at den lokale aftale vil gøre Hillerøds skolevæsen endnu stærkere.

"Vi er glade for vores mange dygtige og dedikerede lærere i Hillerød. Men som langt de fleste andre kommuner begynder vi også at kunne mærke, at det bliver lidt sværere at kunne rekruttere nye lærere. Når vi har indgået denne nye aftale med lærerkredsen, så kan nye lærere læse, at vi har en aftale sammen med lærerne, som betyder noget i forhold til deres arbejdstid, og viser, hvordan vi sammen ønsker at udvikle vores skolevæsen," siger hun i en pressemeddelelse.