Rektor: Øvelsesskoler skal forbedre læreruddannelsen

Læreruddannelsen og folkeskolen skal hænge bedre sammen. De studerende skal mere ud på skolerne, og læreruddannelsen skal invitere lærerne ind for bl.a. at mindske praksischokket. Rektorerne vil genoplive øvelsesskolerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Murene mellem læreruddannelsen og folkeskolen skal brydes ned. I stedet skal der bygges en stor og bred dør, som lærerstuderende, undervisere og folkeskolelærere kan vandre ind og ud af for at gøre hinanden bedre.  

"Vi skal genoplive det, man havde en gang under betegnelsen øvelsesskoler. Hvor man i alle kommunerne havde skoler med et særligt tæt samarbejde med læreruddannelsen. Hvor de studerende legitimt kan henvende sig til folkeskolen og indgå i undervisningen. Hvor folkeskolelærere og undervisere i læreruddannelsen også kan gå mere frem og tilbage i hinandens praksis og være ressourcer for hinanden", sådan lyder visionen fra rektor på professionshøjskolen Absalon Camilla Wang, der står i spidsen for Danske Professionshøjskolers indsats Fremtidens læreruddannelse.

Starthjælp til nye lærere er et særsyn

Læreruddannelsen kan byde på ny forskning til læreruddannelsens lærere, og folkeskolelærerne kan give en enorm viden fra praksis, der kan forme læreruddannelsen:

"For eksempel ville folkeskolelærerne komme med konkrete forslag til, hvordan man organiserer en klasse, hvad er klasseledelse, og hvordan laver man skole-hjem-samarbejde. Det er jo noget af det, som vores nye lærere taler om giver praksischokket. Vi skal have alt det med, man ikke kan læse i en bog ind".

Mange nye lærerstuderende oplever et praksischok. Hver fjerde nyuddannede lærer overvejer at hoppe fra, og 16 procent af de nyuddannede gør alvor af overvejelsen og fravælger folkeskolen. Hvis de nye lærere ikke skal springe fra tidligt i lærerlivet, skal grænserne mellem læreruddannelsen og folkeskolen udviskes, mener Camilla Wang:

"Hvis man vil have bedre lærere og forhindre lærermangel, er man er nødt til at kigge på, hvordan læreruddannelsen kan hænge bedre sammen med praksis, så de nye er bedre forberedt på virkeligheden. Man kan forestille sig en studerende ønske: 'Jeg er ved at læse dansk som undervisningsfag, jeg vil gerne følge litteraturundervisning på mellemtrinnet, og så følge en klasse i de næste tre uger'".

Universitets­skoler« skal udvikle læreruddannelsen og skolerne 

Men forslaget gælder ikke alle skoler:

"Hvis alle kommune udpeger nogle skoler, der har en åben adgang til praksis, kan de skoler videregive erfaring til andre skoler. Derved får alle glæde af den viden, der indsamles".

Øvelsesskolerne skal stadig sørge for at eleverne kommer ud i den klassiske praktik. For at få kendskab til den almindelige form for skole, understreger Camilla Wang.

"Vi skal tænke mere visionært omkring, hvordan læreruddannelsen og folkeskolen hænger sammen", siger hun, og fortæller at hun gerne inviterer DLF og KL til kaffe og kage, for at tale om, hvordan man kan få læreruddannelsen og folkeskolen tættere sammen om at uddannede dygtige lærere, der kan holde til virkeligheden.

Hun understreger, at selvom det er et skridt på vejen at få læreruddannelsen og folkeskolen tættere sammen, er det også vigtigt at KL og Christiansborg arbejder på at finde en overordnet ramme for, hvordan man modtager og hjælper nye lærere i folkeskolen.

Evaluering af læreruddannelsen: Kravene til studerende bør skærpes 

 

Powered by Labrador CMS