#inklusion
5   67

Rikkes søn blev bedt om at blive væk fra skolen

Han slog og var uregerlig, fordi han som autist ikke kunne være i inklusionen i folkeskolen. I dag går Rikkes søn på privat specialskole, og han reagerer ikke voldsomt mere.

I børnehaven begyndte Rikke Jørgensens søn at reagere voldsomt, så han fik nogle støttetimer med til starten i børnehaveklassen. Men da der var alt for få timer til en fuldtidsstilling, blev støtten aldrig sat i gang - og samtidig gik det helt galt for drengen. Han var ked af det, han løb væk, slog de andre børn og voksne.

Artiklen fortsætter under banneret

»Dér ender han med at være låst inde i et glasrum med en anden elev og en voksen i undervisningen. Det er forskellige elever, men en, han har det godt med«, fortæller Rikke Jørgensen.

Familien beslutter at flytte, og deres søn skal så skifte til en mindre skole med færre børn og voksne. Et skifte, de tror vil hjælpe ham. Men det går slet ikke. Fra 0. til 2. klasse går han i to folkeskoler og en gruppeordning, og hver gang ender det med, at skolen en dag siger, at han ikke skal komme igen i morgen.

»Han har i mellemtiden fået en diagnose i autismespektret - atypisk autisme med lidt ADHD. Indtil slutningen af 2. klasse slår han, sparker, bider og er helt uregerlig, når han har det dårligt. Han har flækket et øjenbryn på en lærer, slået andre børn, så de har blodtud og blå mærker, taget kvælertag på én. Fagligt er han dygtig, men der skal jo ske noget. Ellers ender han med at få en voldsdom«, siger Rikke Jørgensen.

I dag går hendes søn på den private specialskole Fjordskolen i Lejre, og når han har det skidt, kan han nu sige, at han har det dårligt, fordi … Han kan sætte ord på og reagerer faktisk aldrig voldsomt mere.

Rikke Jørgensen fortæller sin historie som mor, men hun er også lærer, har selv fire ugentlige timer som inklusionslærer, og så er hun ellers frikøbt, fordi hun er kredsformand i Brøndby Lærerforening.

»Jeres søn er for farlig«

Hun kalder de seneste år for en angstfyldt rutsjetur. Da sønnen gik i 2. klasse, blev han jævnligt gennem et par måneder ringet hjem. Det betød, at hans far blev fyret fra sit job som jord- og betonarbejder.

»Vi er en almindelig familie med job og to børn. Der er også en storebror, som det er hårdt for. Der må ligge en stor udgift samfundsmæssigt i alle de forældre, der går hjemme på grund af børn, der ikke klarer inklusionen«, mener Rikke Jørgensen.

#INKLUSION

Hvorfor er vold og verbale overgreb blevet normalt i folkeskolen? Hvem hjælper lærere, elever og forældre, når den inkluderende folkeskole fejler?

I en ny serie giver Folkeskolen ordet til dem, der er kommet i klemme i folkets skole - og til dem, der har et bud på en løsning.

Undervejs i forløbet har hun og hendes mand flere gange siddet den ene uge til et møde på skolen om, hvordan indsatsen over for sønnen skulle se ud, og så ugen efter blive ringet op med beskeden: »Jeres søn skal ikke møde op her mere - han er for farlig«.

»Noget, jeg stadig ikke kan forstå. Man er ikke farlig, når man er så lille. Man mistrives. Heldigvis reagerede han, og det blev han ved med, indtil kommunen ikke havde flere skoletilbud. Jeg fandt selv en plads på en privatskole, der har speciale i udadreagerende børn med autismespektrumforstyrrelser, og det var dét, der gjorde forskellen. De ved rent faktisk, hvad de arbejder med, og børnene bliver ikke blandet på tværs af kognitivt niveau og diagnoser«, siger Rikke Jørgensen.

»Børn med autisme har brug for en helt særlig tilgang. De har brug for, at der er få elever i klassen og gennemgående nære voksenrelationer. For dem er inklusion oftest et helvede, for de rummer ikke os, og de tager skade af almenskolens miljø«.

Hun fortæller, at inklusion ofte bliver en dyr og dårlig løsning, hvor elever mistrives voldsomt, forældre risikerer at miste deres arbejde og gå i stykker, mens lærere og pædagoger knækker i arbejdet. Det ser hun også tydeligt i den rapport, som DLF udsendte sidste år, om lærerliv, hvor inklusion nævnes som en meget svær opgave og noget, der ofte slet ikke lykkes, men bare har store omkostninger for den enkelte.

Inklusion er en besparelse

Rikke Jørgensen efterlyser, hvornår vi begynder at tale om det, der er svært - for eksempel inklusion.

»Det er nærmest et tabu - lærerne siger altid, at de ikke ønsker at ekskludere elever. Det ønsker jeg heller ikke, men så skal vi være mange voksne inde i det klasserum, hvis inklusion skal foregå godt«.

»Som forælder til et af disse børn er det absurd at høre politikere tale om inklusion som noget, der er til alles bedste. Jeg ved, at det ikke passer, og jeg ved, at der er tale om en besparelse, når man vil inkludere så mange. Min søn koster lige nu det samme om måneden, som en almindelig elev koster om året. Men jeg ved også, at prisen bliver langt højere for hele samfundet på sigt, hvis man fortsat holder inklusionens fane højt«, siger Rikke Jørgensen.

Hun fortæller, at for hendes søn er inklusion kun noget negativt. Børn som ham får ikke den skolegang, de har brug for og krav på, hvis de skal inkluderes i folkeskolen.

»De går mentalt til grunde og kommer aldrig videre i uddannelsessystemet, hvilket er en medvirkende årsag til, at forbruget på det specialiserede voksenområde løber løbsk i kommunerne«.

Hendes bedste råd til lærere og skoleledere er: »Råb op, kæmp med os for disse børn. I kan ikke løse den opgave, for vi taler ikke om børn, der har gavn af det store fællesskab i almenskolen«.

Kommunen skal betale

I en periode overvejede familien, om de kunne blive ved med at have deres søn hjemme, eller om han var for voldsom og derfor skulle på døgninstitution. På det tidspunkt har drengen skåneskema i skolen, hvor en af forældrene er med i skole. Og han må slet ikke komme i skolefritidsordningen. Familien får så at vide, at nu vil hjemmeundervisning i ti timer om ugen blive iværksat. Det vil de ikke acceptere og finder selv den private specialskole.

»Skolelederen spørger mig, hvem jeg forestiller mig skal betale for dét. Jeg svarer, at det skal Høje Taastrup Kommune, hvor vi bor«.

Rikke Jørgensen fortæller, at det kun er de familier, der har overskud til at tage kampene, der får noget ud af det.

»Dem, der slås, de får noget. Som udgangspunkt bliver alle sager afvist, og så er vi 25 procent, som har kræfter til at slås, og vi får medhold. Det er tydeligt at se i Viso (Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation)«.

Børn på tålt ophold

»Nogle børn kan selvfølgelig inkluderes, hvis der for eksempel er to lærere på - hvis der er hænder nok til at handle, og hvis de voksne har den viden, der skal til. Det er ikke, fordi jeg ønsker amtsskolerne tilbage, men dér havde man den rette viden«, siger Rikke Jørgensen.

Hun mener, at skolen er blevet så fagligt orienteret, at der selv for hende som inklusionslærer er for lidt tid til social træning med eleverne. Hun har oplevet at stå med en elev svarende til sin søn i skolen - uden at kunne løse den opgave.

»Andre børn resignerer i stedet for at slå. Der er børn, der lukker helt af, sidder under bordet eller sidder helt stille i klassen. Det er så trist. De er jo heller ikke inkluderet - de er på tålt ophold i klassen«.

Hun mener, at en del børn med en klar ADHD-diagnose vil kunne være i en almindelig klasse, hvis der er specialpædagogiske tiltag og voksne nok. Det er børn med socio-emotionelle problemer, der ikke kan være i en almen klasse, fordi de slet ikke kan aflæse, hvad der sker i fællesskabet.

Oplevede skolen som utryg

Da hendes søn kom på Fjordskolen i begyndelsen af 3. klasse, tog det et helt år at få ham til at stresse af. Først fra starten af 4. klasse kunne de begynde at arbejde med drengen.

Rikke Jørgensen fortæller, at hendes søn oplevede folkeskolen som utryg. Han er temmelig perfektionistisk, og han fik angst i skolen. Alle vidste, at han har brug for tætte relationer, men når det brænder sammen for ham, er hans reaktion at slå og sparke.

»Når han har været voldsom, går han helt i stykker bagefter. Han er meget bevidst om, at han er anderledes. Han har tidligere talt om ikke at have lyst til at leve mere. I dag kan han forklare, hvorfor han har det dårligt, og han kan indgå i fællesskaber, når han ved, hvad han skal. Han bliver hentet i bus hver dag af den samme chauffør og en mere fra skolen, og vi har et ideelt samarbejde med skolen. De kan godt ringe og bede en af os om at komme, fordi han for eksempel ikke vil rydde op, men vi kan tale godt sammen, og vi samarbejder«.

I sit arbejde som inklusionslærer tager Rikke Jørgensen selv jævnligt den svære samtale med forældre.

»Fordi vi er nødt til at sige, at voldsom adfærd ikke er almindeligt, og vi vil ikke acceptere den. Jeg kan fortælle forældrene, hvad jeg ser, og jeg kan bruge min viden fra min egen søn. Det handler ikke om, at barnet er forkert, eller at forældrene er forkerte. Men det handler om, at barnet er så højt oppe i akut stress på stressbarometret, at det slet ikke kan fungere. Noget andet må ske«.

Koster dyrt menneskeligt

På DLF's kongres i år gik Rikke Jørgensen på talerstolen, da diskussionen handlede om professionsidealet. For hvad er idealet? Hvad kan vi, og hvad vil vi med disse børn? spørger hun.

»Folkeskolen burde have plads til alle børn, men tilbuddet er efterhånden udvandet. Vi har nogle løsninger, men de koster noget, og der mangler resurser. Lige nu er vi faktisk endt med at være en behandlingsskole. Vi står med børn, som vi skal sørge for får deres medicin hver morgen, og nogle af dem er dagbehandlingskrævende. Det er børn med diagnoser, de har brug for noget helt særligt for at lære at være sammen med andre. Alle gør, hvad de kan, men ingen taler om resurser. Vi er alt for loyale. Jeg forstår slet ikke, at KL ikke slår opad i systemet«.

Rikke Jørgensen mener, at nogle helt klart lukker øjnene for problemerne. Det er svært at løse problemerne, men det går slet ikke uden voksne nok, viden og resurser.

»Mange ser det offentlige som en udgift og ikke som en nødvendighed. Det er en underlig tankegang. Jeg mener, at et samfund skal måles på, hvordan man behandler de syge, de handicappede og de dårligt stillede. Økonomi handler ikke om at tjene nye penge - skolen er ikke en god forretning som sådan. Man ser jo først afkastet cirka 20 år senere. Men det koster dyrt både menneskeligt og pengemæssigt, hvis man ikke gør det godt«.

Hun gik selv i skole i Jægerspris i en klasse med 17 elever. Flere var anbragt på børnehjem, og netop fordi klassen var belastet, havde de tre lærere i mange af timerne.

»Jeg ved, at de fleste i min klasse kom videre, fik uddannelse og job. Folkeskolen burde have plads til alle børn«.

Af hensyn til de involverede parter kan der være detaljer, redaktionen har valgt at udelade.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.186 andre er allerede tilmeldt
HVAD HAR DU OPLEVET?

Er du selv som lærer eller kender du elever, som er kommet i klemme? Hjælp Folkeskolen med at kaste lys over inklusion - del din personlige oplevelse eller send os et tip på inklusion@folkeskolen.dk  eller via formularen:

Del din oplevelse her