Det er Rådmandsgades Skole (billedet) og Nørre Fælled Skole, der er de folkeskoler, der ligger nærmest Iqra Privatskole på Nørrebro.

København: Vi er klar til at tage imod 280 elever, hvis privatskole må lukke

280 af eleverne på Iqra Privatskole bor i København. Skolen mister sit statstilskud, og kommunen melder sig klar til at tage imod eleverne. Men skolerne får brug for støtte fra forvaltningen, understreger formanden for Københavns Lærerforening Lars Sørensen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har sendt et brev ud til forældre bosat i København, hvor vi informerer dem om, hvilke muligheder de har, hvis de ønsker, at deres barn skal gå i folkeskolen", oplyser Københavns børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).

Og han lover også hjælp til de folkeskoler, som potentielt kan få et meget stort antal ekstra elever med meget kort varsel.

"Ved lukninger af privatskoler står vi klar til at hjælpe vores skoler med at løse den fælles opgave, så børnene kan få den undervisning, som de har krav på", siger han i en skriftlig udmelding fra forvaltningen og understreger, at han håber, at Iqra-forældrene vil vælge folkeskolen, hvis privatskolen på Nørrebro lukker ned.

"Integrationen lykkes kun, hvis vores børn går i skole sammen, og børn og forældre mødes på tværs af tro, etnicitet og social baggrund".

Hvor fri- og privatskoler kan sætte loft over, hvor mange elever, de vil rumme, må folkeskolerne være parate til at tage imod de børn, der bor i distriktet, også selvom det er midt i et skoleår, og der kommer mange på en gang.

"Selvfølgelig skal vi kunne rumme dem, men det er vigtigt, at skolerne kan fortsætte som de skoler, de har været hidtil", siger formanden for Københavns Lærerforening Lars Sørensen.

Der har været andre fri- og privatskoler, som er lukket i København tidligere, men dels er Iqra Privatskole en temmelig stor skole, dels har det tidligere været sådan, at forældrene på lukkede muslimske friskoler har valgt andre muslimske friskoler til deres børn. Så det er ikke sikkert, Rådmandsgades Skole får pladsproblemer, hvis Iqra lukker ned.

Men Lars Sørensen vil tage kontakt til borgmesteren, for:

"Det er vigtigt, at folkeskolerne får hjælp af forvaltningen centralt og lokalt, så det ikke er den enkelte skole, der står med opgaven".

Sen besked

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har stoppet statstilskuddet til Iqra med den begrundelse, at man ikke vurderer, at skolens økonomi hænger sammen for 2019. Skolens økonomi er blandt andet ramt af, at styrelsen i februar pålagde skolen at tilbagebetale 16 millioner kroner over fire år, efter at ministeriets tilsyn havde afdækket en række lovbrud. Iqra privatskole har mistet sit statstilskud allerede per 1. december, og Københavns Kommune fik først besked om det i fredags, den 30. november.

"Det undrer mig, at ministeriet venter med sådan en beslutning til dagen før et månedsskifte. Det sikrer ikke børnenes tarv. Nu risikerer børnene at stå uden undervisning fra begyndelsen af måneden, og der kan gå ugevis, før de har fundet sig en ny skole. Hvis beslutningen blev meldt ud i begyndelsen af en måned, ville skolen have finansiering måneden ud og kunne fortsætte sin undervisning resten af måneden. Så ville forældrene, børnene og vores folkeskoler have bedre tid til at forberede sig", siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen.   

Læs mere

uvm.dk: Iqra Privatskole mister sittilskud