Med afslaget skaber undervisningsministeren en usikkerhed, som afholder læsevejledere fra at teste og finde de mellem 12.000 og 20.000 ordblinde elever i indskolingen, mener Visti Søvsø Hansen fra ad hoc-gruppen i ROAL.

Riisager afviser fortsat at give indskolingselever adgang til Nota

Undervisningsminister Merete Riisager har en gang tidligere sagt nej til at give indskolingselever, der er i risiko for at udvikle ordblindhed, adgang til nationalbiblioteket Nota. Det holder hun fast i. Afslaget skaber usikkerhed, mener forslagsstiller.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For en måned siden fik en hoc-gruppe under Samråd for ordblindhed og andre læsevanskeligheder, ROAL, foretræde for Folketingets undervisningsudvalg. Her argumenterede gruppen for, at de mellem 12.000 og 20.000 ordblinde elever i indskolingen får adgang til digitale tekster hos nationalbiblioteket Nota.

Udvalg vil give indskolingselever adgang til Nota via risikotesten for ordblindhed

Af hensyn til loven om ophavsret kan kun mennesker med et dokumenteret læsehandicap få adgang til Nota, men trekløveret foreslår, at indskolingselever får adgang via risikotesten for ordblindhed, indtil den nationale ordblindetest i slutningen af 3. klasse afgør, om de rent faktisk er ordblinde.

Henvendelsen fik efterfølgende undervisningsudvalget til at spørge undervisningsminister Merete Riisager (LA) om, hvad der skal til for at give disse elever adgang til Notas materialer.

Elever i risikogruppen opfylder ikke lovens krav til handicap

ROAL-gruppen præsenterede allerede forslaget om at give indskolingselever adgang til Nota i et åbent brev til undervisningsministeriet og undervisningsudvalget i slutningen af 2017. Da Merete Riisager svarede i februar i år, afviste hun det som en mulighed. Det gør hun stadig.

Riisager skal genoverveje sit afslag på at give indskolingselever adgang til Nota

"Det er fortsat Undervisningsministeriets vurdering, at risikotesten for ordblindhed ikke er egnet som indmeldelsesgrundlag af de grunde, der fremgår af mit svar af 5. februar 2018", skriver Merete Riisager i svaret til undervisningsudvalget.

I februar henviste hun til, at der i Notas samarbejdsaftaler med rettighedshaverne ikke er hjemmel til at give elever i risikogruppen adgang til Nota, da de ikke opfylder lovens krav til handicap.

"Der er tale om en test, som afdækker risiko for ordblindhed og ikke om en diagnosticerende test som for eksempel ordblindetesten, der kan anvendes fra slutningen af 3. klassetrin", lød det dengang fra Merete Riisager.

Et synspunkt hun altså holder fast i.

Svært at sætte pris på udgifterne til indskolingselever

Undervisningsudvalget har også spurgt ministeren, hvad det vil koste at give indskolingselever i risiko for ordblind adgang til Nota. Den sag har Merete Riisager vendt med Kulturministeriet, som Nota hører under.

Kulturministeriet peger ligesom Merete Riisager på, at der skal indgås samarbejdsaftaler med rettighedshaverne. Det vil derfor blive dyrere i vederlag, og det vil også koste at omlægge Notas system til en ny brugergruppe.

"Da samarbejdsaftaler med rettighedshaverne beror på forhandlinger, er det ikke muligt på forhånd at oplyse, hvad det vil koste at give de pågældende elever adgang til Notas materialer", skriver Kulturministeriet og tilføjer, at det ikke er givet, at de forskellige rettighedshavere vil indgå de nødvendige aftaler med Nota. Desuden kan der være begrænsninger i visse aftaler, som betyder, at ikke alt materiale vil kunne stilles til rådighed.

Afslaget skaber usikkerhed blandt læsevejledere

Forslagsstillerne fra ROAL har kun kort drøftet Merete Riisagers afslag og har endnu ikke taget stilling til, hvad deres næste skridt skal være. Men ministerens svar giver i hvert fald ikke svar på det dilemma, som læsevejlederne står i, konstaterer en af dem.

"Hvis man som læsevejleder har et konsekvent værktøj som risikotesten til at afdække ordblindhed i 0. til 3. klasse, kan man som fagperson være på sikker grund, men med afslaget skaber ministeren en usikkerhed, som afholder læsevejledere fra at teste og finde de mellem 12.000 og 20.000 ordblinde elever i indskolingen. Og så får eleverne en svær skolestart", siger Visti Søvsø Hansen fra ad hoc gruppen. Til daglig er han leder af Kompetencecenter for Læsning i Aarhus.

Visti Søvsø Hansen ved ikke, hvor mange elever, der bliver afdækket som ordblinde i 0. til 3. klasse i dag, men han tror, det er forsvindende få.

"Hvis vi melder indskolingselever ind i Nota, som er erklæret ordblinde, bliver de optaget, så de må være omfattet af Notas nuværende aftaler", siger Visti Søvsø Hansen.

Ordblinde indskolingselever kan findes med andre test

Indskolingselever kan blive erklæret ordblinde med andre test end den nationale risikotest. Disse test bygger på de samme elementer som risikotesten, så man kunne lige så godt lade risikotesten give adgang til Nota, mener Visti Søvsø Hansen.  

"Så ville vi skabe en ensartet fremgangsmåde og fjerne forvirringen blandt læsevejlederne, så vi ville få indkredset de ordblinde elever fra 0. klasse. Vi vil gerne gå på to ben, så vi understøtter, at eleverne både bliver inkluderet og får en metodisk og systematisk læseindlæring".

Merete Riisager slutter sit svar af med en bemærkning om, at adgangen til Notas tekster for elever med diagnosticeret ordblindhed bliver styrket fra 1. august 2019, idet Notas forpligtelse til produktion af digitale tekster udvides til også at omfatte elever med ordblindhed i grundskolen.

"Det må betyde, at Nota også overtager børn fra 0. til 3. klasse", siger Visti Søvsø Hansen, som udgør ad hoc-gruppen i ROAL sammen med Karen Bangert fra Ordblindeforeningen og læsekonsulent Annette Klint fra Kalundborg Kommune.

Du kan læse undervisningsministerens svar via dette link:

Læs mere

Merete Riisagers svar