Ordsky lavet af nogle af ordene i overskrifterne på de syv bloggeres indlæg.

Mød syv nye sprogbloggere på folkeskolen.dk

I maj og juni har folkeskolen.dk’s bloggerunivers fået syv nye skribenter, som alle skriver om sprogfagene – dansk, tysk, fransk, engelsk og dansk som andetsprog. Læs om dem her og besøg deres blogs.

Publiceret

BLIV BLOGGER PÅ FOLKESKOLEN.DK

Har du også lyst til at blogge påfolkeskolen.dk? Ansøg om en blog her.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ann-Kristin Henriksen, cand. mag., lærer på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole

Blog: Er ny skribent på Tyskbloggen

Hvad kommer dine indlæg til at handle om?

"Udgangspunktet er undervisning i sprog. For mig leder det ofte til tanker om, hvordan man hjælper elevernes motivation på vej. I praksis betyder det, at dele af min didaktik har eksperimenterende eller kreativ karakter - med det mål for øje, at eleverne har udbytte af deres aktiviteter. Jeg arbejder gerne med kolleger andre steder i Europa, og dette arbejde giver jævnligt anledning til eftertanke."

Hvorfor vil du gerne blogge på folkeskolen.dk?

"Der bliver på folkeskolen.dk taget mange interessante temaer op. Jeg synes om det relativt korte format, hvor folk deler viden eller synspunkter, og om mulighed for dialog mellem folk der ser problematikker forskelligt. Jeg vil gerne bidrage til denne udveksling. Jeg glæder mig til at få nogle af de praksisnære spørgsmål løftet ud af den nærmest intime sammenhæng på en lille skole og ud i et større forum, måske tænke sammen med andre."

Andreas Ravn Skovse, lærer, Tovshøjskolen i Aarhus

Blog: Virkelighedens Vestby

Hvad kommer din blog til at handle om?

"Jeg arbejder på en skole med tæt på 100 procent tosprogede og ønsker at komme med et virkelighedsnært indspark i debatten om tosprogede elever, dansk som andetsprog og relaterede emner. Jeg vil skrive både om de politiske strømninger og dele historier fra hverdagen."

Hvorfor vil du gerne blogge på folkeskolen.dk?

"Jeg oplever ofte, at diskussionen om tosprogede elever bliver ført uden at inddrage erfaringer fra virkeligheden. Selvom erfaringer fra en enkelt skole jo ikke gælder hele den danske skoleverden, synes jeg alligevel jeg kan komme med relevante indspark."

Lise Bostrup, Formand for Den Danske Sprogkreds

Blog: Den Danske Sprogkreds

Den Danske Sprogkreds arbejder med dansk sprog og sprogpolitik. Her vil sprogkredsens formand, Lise Bostrup, der er cand. mag. i dansk og tysk, forfatter til en række lærebøger i dansk for udenlandske studerende og leder af Forlaget Bostrup, med ujævne mellemrum bringe mindre indlæg som inspiration til diskussion i klasserne og blandt kollegerne.

Susanne Karen Jacobsen, Cand. pæd i engelsk og didaktik, lektor ved Københavns Professionshøjskole, og Mona Kjær, lærer

Blog: Nye skribenter på fællesbloggen Tidligere sprogstart - ny begynderdidaktik med fokus på flersprogethed

Susanne Karen Jacobsen svarer:

Hvad kommer din blog til at handle om?

"Bloggen, jeg skriver på, er en fælles blog, der handler om tidlig sprogstart. Mine indlæg vil primært komme til at handle om, hvordan man kan tilrettelægge meningsfuld engelskundervisning for de yngste elever med afsæt i en funktionel tilgang til grammatik og 'autentiske' tekster."

Hvorfor vil du gerne blogge på folkeskolen.dk?

"Det ligger mig på sinde, at de små elever bevarer gejsten for at lære sprog, og at de allerede fra første undervisningsgang bliver i stand til at kommunikere om ting, der optager dem. For mig er de didaktisk pejlemærker meningsfuldhed, glæde og at give eleverne følelsen af at kunne noget."

Karin Rosenbom, lærer på Hellerup Skole og medlem af Fransklærerforeningens bestyrelse og folkeskolefraktion

Blog: Ny skribent på Franskbloggen

På Franskbloggen blogger på skift medlemmer af Fransk Fagudvalg i Sproglærerforeningen og folkeskolefraktionen af Fransklærerforeningen.

Birgitte Therkildsen, danskkonsulent og tidligere lærer og fagkonsulent i UVM. Nu selvstændig i Greb om Dansk.

Blog: Birgittes danskblog

Hvad kommer din blog til at handle om?

"Min blog har fokus på danskfaget - og især den del af det, der involverer de afsluttende prøver. Hvad skal vi være opmærksomme på, hvordan støtter vi eleverne - og hinanden og ikke mindst, hvordan gør vi det så rigtigt og retfærdigt som muligt."

Hvorfor vil du gerne blogge på folkeskolen.dk?

"Jeg vil gerne bidrage med vinkler og synspunkter på danskfaget og prøverne, så billedet, debatten og udviklingen får flere nuancer. Mest af alt vil jeg holde fast i, at fagene og fagligheden ikke må forsvinde i brede politiske og pædagogiske pennestrøg."