Ghettopakken

"Jeg tror ikke, der er nogle, der er uvidende om, hvad vi mener om den sag”, siger Regitze Flannov (til højre på billedet).

DLF har sagt det igen og igen, men det får ikke regeringen til at ændre holdning

Alle skolefolk vil af med fraværsstraffen og muligheden for at dumpe børnehaveklassen, men i regeringen mener man, at fraværsstraffen er at "tage børnenes parti", lyder forklaringen. 

Offentliggjort

Forskerne kan ikke sige, om fraværsstraffen virker, og samtlige organisationer i og omkring skolen mener, at den bør ophøre. 

Alligevel vil SVM-regeringen med opbakning fra højrefløjen have fraværsstraffen og muligheden for at dumpe børnehaveklassen gjort permanent.

Det er frustrerende, lyder det fra forkvinde for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening Regitze Flannov.

”Vi oplever det nogle gange. Som fagforening har vi en fornem opgave med at formidle vores holdninger og viden til dem, som har beslutningskompetencerne. Men nogle gange tager de andre beslutninger, end man kunne forvente". 

"Viden- og forskningsrummet er ikke det samme som beslutningsrummet – og det kan være enormt frustrerende”, siger hun.

”Det handler jo om politiske handler"

Loven om fraværsstraf trådte i kraft ved sommerens skolestart i 2019 og siden den første gang kom på tale, har Danmarks Lærerforening været modstander af, at det skal være muligt at kunne trække familiernes børnecheck. 

”Det handler jo om politiske handler, som nogle gange træder ind og styrer de processer. Jeg tænker, at det her ikke kun handler om skolepolitik, men også om social politik og indvandrerpolitik. Hvis det alene var skolepolitisk, ville man nok ikke gøre det”, vurderer Regitze Flannov.

S: Straffen er at tage børnenes parti

Folkeskolen har forsøgt at få en kommentar fra lærer og folkeskoleordfører for Socialdemokratiet Sara Emil Baaring og Venstres undervisningsordfører Anni Mattiesen. 

Sara Emil Baaring henviste til sine svar fra førstebehandlingen af loven, som fandt sted i Folketinget tidligere på måneden.

”Det grundlag, som lovgivningen blev til på, mener vi ikke har ændret sig”, sagde hun her. 

På et spørgsmål om, hvordan Socialdemokratiet kan se fraværsstraffen som en støtte, svarede hun: 

”Det er en støtte, når børnene ikke bliver støttet i at komme af sted om morgenen. Når en forælder vælger ikke at melde afbud i 10-12 dage og forklare, hvorfor barnet ikke er i skole, så er det at støtte op at tage børnenes parti i det her, og det gør vi ved at sikre, at der bliver taget et ansvar”.

V: ”Kald mig bare gammeldags"

Venstres Anni Mattiesen har svaret på Folkeskolens spørgsmål på mail. Hun ryster heller ikke på hånden, når hun trods den store modstand stemmer ja til forslaget.

”Kald mig bare gammeldags, men for mig er det helt afgørende for elevernes læring, trivsel og muligheder videre i livet, at de møder op i skolen og deltager i undervisningen". 

"Formålet med de nye regler er at sende et klart signal til forældrene om, at det er deres ansvar at sørge for, at børnene kommer i skole, og hvis de ikke løfter det ansvar, så er der en økonomisk konsekvens”, skriver Anni Mattiesen.

Hun fremhæver, at fraværsstraffen skal sikre, at skolerne sætter ind så tidligt som muligt på skolerne for at nedbringe fraværet og håndtere de bagvedliggende årsager til fraværet.

”Jeg er helt med på, at det for lærerne er vigtigt, at skole-hjem-samarbejdet fungerer, men vi skal huske på, at vi ikke driver skolen for hverken lærerne eller forældrenes skyld – vi gør det for børnenes skyld”.

DLF: Straffen mudrer vores relationer til elever og forældre

Regitze Flannov er ikke enig. Hun mener, at loven kan spænde ben for relationen mellem lærere, elever og forældre.

”Lærernes fornemste opgave er at have gode relationer til deres elever og elevernes forældre. Derfor er der nogle myndighedsopgaver, man ikke skal lægge ud i skolen. Men det gør man, når manglende fremmøde får økonomiske konsekvenser for forældrene. Det har vi ikke brug for i skolen. Sådanne myndighedsopgaver mudrer relationerne til”, siger Regitze Flannov.

Selv om politikerne ikke lytter, vil DLF blive ved med at råbe højt, understreger udvalgsforkvinden.

”Vi har på alle kanaler gjort opmærksom på, hvad der sker i skolen, og hvad sådanne regler gør ved skolen og skolens muligheder for at lykkes med opgaverne. Det bliver vi ved med at gøre". 

"Jeg tror ikke, der er nogle, der er uvidende om, hvad vi mener om den sag”, siger Regitze Flannov.

Lovforslaget om at permanentgøre fraværsstraffen og muligheden for at dumpe børnehaveklassen 2. behandles på tirsdag og 3. behandles torsdag.