En lørdag i silende regn var omkring 40 historielærere og museumsfolk mødt op på Jernbanemuseet i Odense for at tale om hvordan digitaliseringen påvirker historiefaget i folkeskolen og formidlingen på museerne.

Ph.d.-stipendiat Brian Degn Mårtensson, centerleder for HistorieLab Peter Yding Brunbech og Mie Ellekilde fra Museernes videncenter for digital formidling sad i panelet, og Brian Degn Mårtensson lagde hårdt ud med at erklære, at han nok var blevet bedt om at stille op fordi han engang havde sagt noget grimt om digitalisering. Han er blandt andet kritisk overfor den udvikling, historiefaget gennemgår, hvor elever i højere og højere grad selv skal producere for eksempel podcasts eller film med historiesk indhold.

Hvad kan it gøre for og ved historie?

"Når eleverne skal til selv at producere historie, som tilfældet er i dag, ændrer det faget. Det gør det fælles til noget individuelt. Det er 'socialkonstruktivisme gone wild', hvis vi ikke er fælles om historie" sagde Brian Degn Mårtensson og uddybede:

"Det er blevet sådan et vedtaget faktum, at fremtiden er digital. Men vi kan ikke forudse fremtiden så præcist. Nogle af de tilstedeværende kan måske huske ellerten og mp3-afspilleren, som begge blev udråbt til at være fremtiden. Det blev så ikke tilfældet", sagde han, inden han satte trumf på:

"Folkeskolen bør give sig selv en fem-årig pause fra digitaliseringen. Brug tiden på at udvikle god undervisning og derefter begynde at inddrage ipad'en hvor det giver mening".

Kileskrift - en parallel til digitalisering

Peter Yding Brunbech fra HistorieLab var mindre teknologi-afvisende:

"Jeg kan ikke lade være med at tænke på at hvis det her havde været det gamle Babylon, så havde vi siddet og diskuteret hvad vi skulle stille op med det der kileskrift - er det nu ondt eller godt?",mente han.

"Og så snakker vi om digitalisering, som om det er enten-eller, for eksempel til afgangsprøverne - det er faktisk en meget binær tankegang.  Vi skal i stedet fokusere på, hvad vi vil med faget og så bruge digitale redskaber til at understøtte det".

Også Mie Ellekilde kunne se potentialet, ikke mindst i forhold til at undervisningsdifferentiere og imødekomme forskellige læringsstile. "Og så synes jeg faktisk, at vi skal rose de kommuner, der sørger for iPads til alle elever. Det er en demokratisering sådan at sørge for lige adgang for alle" sagde hun.

'Det blå oceans drenge'

Men debatten var ikke begrænset til paneldeltagerne. Mange af tilhørerne havde også noget at byde ind med. Falihos' næstformand Rasmus Welling argumenterede for, at det at arbejde digitalt har den fordel,at slutproduktet kommer til at se bedre ud, end hvis eleverne selv skal tegne for eksempel plancher med mere.

"Og det kan i selv virke motiverende", mente han. "På den måde kan min perfektionisme tilgodeses".

Rasmus Welling blev bakket op af en anden tilhører, der mente, at man med de rette værktøjer kunne undgå det, han kaldte 'det store blå oceans drenge' - de elever, der i plancheproduktionen bliver sat til at male havet blåt, "for så laver de da ingen ulykker imens".

Men en tredje indvendte, at de elever så bare vil blive sat til at "skrive overskrifter fire lektioner i træk, og så er man jo lige vidt", hvilket medførte spredt latter blandt publikum.

Historiedidaktiker: Computerspil i undervisningen kræver kritisk tilgang

På trods - eller måske på grund - af de meget debatlystne tilhørere, nåede diskussionen aldrig en egentlig konklusion.

Alle kunne blive enige om, at man ikke skal bruge it for it's egen skyld, men hvordan man skal undgå at gøre det, ja, det var straks mere vanskeligt at finde fælles fodslag omkring. Det virkede dog ikke som om, mange mente at det er en realistisk løsning at gøre som Brian Degn Mårtensson forwslog og bandlyse alt digitalt i fem år. Heller ikke Brian Degn Mårtensson selv. Og så var det tid til frokost.

Historiedidaktiker: Computerspil i undervisningen kræver kritisk tilgang