Som lærer kan den være fristende at hive computerspillene ind i historieundervisningen, og der er endda didaktikere, der siger at spilbaseret læring er den bedste læring. Men Jens Pietras, underviser i historie på Læreruddannelsen UCSJ og medforfatter til bogen Historiedidaktik, opfordrer til, at man som lærer tænker sig om en ekstra gang. Også selv om han ser masser af pædagogiske fordele ved spil- og konkurrencemomentet, blandt andet i forhold til elevernes motivation. "Men kommercielle computerspil er generelt ikke særligt velegnede til undervisning" siger han. "Dels er de dyre og tidskrævende, og skolens computere kan måske slet ikke køre spillene".

Hvad kan it gøre for og ved historie?

Når det kommer til de kommercielle computerspil, beskriver Jens Pietras sig selv som en interesseret skeptiker. Noget af det, han er skeptisk overfor er det aspekt, at mange af de kommercielle computerspil er centreret omkring virtuel voldsudøvelse.  "Og jeg synes på ingen måde at det er skolens opgave at lade elever øve sig i at slå ihjel".

Minecraft motiverer til at arbejde med matematik

Kritisk tilgang påkrævet  Hvis man alligevel vælger at inddrage de kommercielle computerspil i undervisningen, skal man også lære eleverne at forholde sig kritisk til dem som medie. "På mange måder er vi med computerspil i undervisningen der, hvor vi var for 20 år siden med film" siger Jens Pietras og fortsætter:

"Dengang ville man måske sætte eleverne til at se en film som en slags belønning for et veloverstået forløb i undervisningen eller man ville starte forløbet med en film for at lade børnene få nogle billeder på perioden. I dag er de fleste lærere meget mere bevidste om at lade eleverne forhold sig kritisk til filmen og analysere for eksempel dens historiesyn. Det kræver, at man låner nogle metoder fra danskfaget", siger han og peger på, at historiefaget har altid lånt fra andre fagområder.

Læringsspil har deres egne problemer Men hvad så med læringsspil? Er det vejen frem? Ja, men kun delvist, hvis man spørger Jens Pietras. "Problemet er, at læringsspil ikke er så gode, rent spilmæssigt, som de kommercielle, der jo har enorme budgetter bag sig" siger han.

"På en måde prøver man jo at snyde eleverne til at lære noget ved at hive et element fra deres fritid ind i undervisningen, og det gennemskuer de lynhurtigt. Så når man skal sælge det til eleverne, er det vigtigt at man sælger det som: 'Nu skal vi arbejde med kilder' og ikke 'Nu skal vi spille computerspil'". For der er potentiale i de didaktiserede læringsspil, mener Jens Pietras. For eksempel dilemmaspil, som ikke er afhængige af for tung grafik og derfor kan udvikles billigere og ikke forældes så hurtigt.

Elever hjælper museum med at udvikle dilemmaspil

Lad eleverne lave deres egne spil Så hvad skal man egentlig gøre, hvis man som lærer gerne vil udnytte elevernes indre spillefugle? Jens Pietras forslår at man lader eleverne lave deres egne, helt gammeldags analoge, spil. Det kan helt banalt være at lave spørgsmål til en omgang Jeopady som en form for evaluering, men det kan også være at tage et kendt brætspil og lave sine egne regler. "Jeg har været med til at udvikle et spil om kolonisering, som skulle spilles på en kinaskak-plade" fortæller Jens Pietras.

"Så fik de forskellige farver kugler tildelt forskellige værdier med ulige bytteforhold, således at det kom til at afspejle koloniseringsprocessen".

Blog: Brætspil i undervisningen

Det kræver selvfølgelig en del viden at kunne gøre det, men netop derfor er det en god afslutning på et undervisningsforløb at lade eleverne gøre sådan noget, mener han.

"Man kan bevare spil- og konkurrenceelementet, men på en måde, så det bliver på fagets præmisser".