Esther er 16 måneder og i dagpleje. Da moren, Anna Windfeld Lund, kommer for at hente hende, fortæller dagplejemoren, at Esther nyder at sidde roligt og nusse med tingene. "Hun er vist en rigtig pige", siger hun. Hjemme foran opgangen man i gang med at rive asfalten op, så gravkøer og kraner larmer, så Esther vifter med armene og hviner af fryd. En arbejder smiler anerkendende til hende og siger: "Han er da vist en rigtig dreng".

Et eksperiment i 1970'erne viste, at når voksne skal tolke en babys reaktioner, gør de det ud fra kønnet, fortæller Anna Windfeld: Nogle voksne blev delt i to grupper; den ene fik at vide, at babyen var en pige, den anden, at det var en dreng. Resultatet var entydigt: Når babyen reagerede ambivalent på en trold, der sprang frem fra en æske, vurderede forsøgspersonerne babyens reaktioner ud fra kønnet. De, som troede, at babyen var en dreng, mente, at barnet blev vredt, mens de som troede, babyen var en pige, vurderede at reaktionen var udtryk for frygt.

"Til trods for at forsøget er 40 år gammelt, vil jeg påstå, at resultaterne er lige så relevante i dag, som de var dengang. Det er de samme reaktioner, der er i spil, når folk tænker min datters adfærd og interesser ind i en kønnet sammenhæng", siger Anna Windfeld i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aalborg ved University College Nordjylland.

En kønnet skole

I den offentlige skoledebat har der i flere år eksisteret en kritik af "den feminiserede skole", der svigter drengene, som har brug for mere fysisk udfoldelse, end skolen skaber mulighed for. Vi ser det som åbenlyst og utvivlsomt, at piger er mere egnede til stillesiddende aktiviteter. Men sådan har det ikke altid været, siger Anna Windfeld og citerer rektoren for Aarhus Katedralskole, da de første kvindelige studenter dimitterede i 1906, sagde han: "Ved at give Piger adgang til skolen er alvoren i skolens Arbejde blevet ringere. Nogen af vores bedste elever er ganske vist Piger, men gennemgående mangler Piger den rette Opfattelse af begrebet Disciplin, hvad enten det nu kommer af, at de i hele taget er livligere end Drengene, eller det bunder i Kvindekønnets almene Ringeagt for Regler".

Hvis drenge og pigers skoleadfærd kan ændre sig så drastisk på 111 år, hvordan kan vi så med nogen form for sikkerhed vide, at de kønsforskelle, vi kan observere, er medfødte og determineret af biologien? spøger Anna Windfeld.

Kønnet adfærd må være noget vi lærer gennem socialisering og interaktion, og med den præmis bliver fokus på kønnet diskurs yderst relevant for lærergerningen, idet skolen er en særdeles vigtig socialiseringsarena for børn, og i den kontekst er det interessant at undersøge, hvordan vi som lærere bruger sproget samt, hvordan det sprog, der benyttes i vores læremidler, italesætter kønnede forestillinger, siger hun.

I det frie, demokratiske og generelt ligestillede samfund, vil vi, som lærere, gerne forstå os selv som nogen, der kan se hele barnet og ikke kun barnets køn. Men spørgsmålet er, om dansklærere i dag er i stand til det, lyder Anna Windfelds overvejelse. "Hvordan kan den kønnede diskurs i danskundervisningen have indflydelse på elevernes identitetsudvikling", spørger hun i projektets problemformulering.

Noget man er eller noget man gør

Grundlæggende er der to måder at forstå begrebet køn på: 1: En biologisk-essentialistisk kønsforståelse, hvor køn helt og holdent kan udledes, forstås og bestemmes af de indre, biologiske omstændigheder. Her interesserer man sig for biologiske forskelle som for eksempel kønshormoner. 2: En anti-essentialistisk opfattelse, der afviser, at individer er i besiddelse af en kerne, der udgør deres grundlæggende indhold.

I projektet benytter Anna Windfeld en socialkonstruktionistisk tilgang til køn, som siger, at man gør i modsætning til noget, man er. "I denne ydre forståelse af begrebet ses omgivelserne som formende for individets 'kønnethed', og individets kønsidentitet befinder sig her i en konstant, kontinuerligt skabende proces. Ved at anlægge denne forståelsesramme er det muligt for mig at analysere, hvordan sproget og diskurser om køn, kan påvirke elevers identitetsudvikling", skriver hun.

Spørgeskema om kønsfordomme

For at få svar på, hvilke holdninger til elevers køn, der eksisterer blandt folkeskolens dansklærere gennemførte hun en spørgeskemaundersøgelse, som blev offentliggjort via Facebook og folkeskolen.dk. Skemaet havde ni spørgsmål, der kunne svares enten "ja", "nej" eller "ved ikke" til, og hvor informanterne kunne uddybe deres svar.

"Det sidste var strategisk valgt, da jeg i virkeligheden var mest interesseret i de holdninger, der givetvis lå bag ved de svar, som lærerne gav på mine spørgsmål. Jeg havde en hypotese om, at der eksisterer en del fordomme og forventninger om piger og drenges opførsel, personlighed og faglige kompetencer, og det var dem, jeg ønskede at få frem i lyset", fortæller Anna Windfeld.

Da holdningsundersøgelser om fordomme sjældent kan bruges til at afspejle virkeligheden, fordi de færreste har lyst til at stå ved deres fordomme, formulere hun spørgsmål, som hun mente kunne give anledning til, at man uddybede i vendinger, der kunne afsløre eventuelle fordomme og forventninger til kønnet opførsel og udtryk.

For kunne spørge direkte, målrettet og i samtaleform til elevernes kønsopfattelser gennemførte hun to   fokusgruppeinterviewet. "Jeg håbede, at jeg kunne få eleverne til at diskutere og reflektere over egne og andres fordomme og tanker om køn og disses betydning for deres personlige liv".

Det første interview blev gennemført i sidste uge af praktikforløbet i en 7. klasse. Hun bad eleverne om at melde sig frivilligt og fik ti elever til at deltage, fire drenge og seks piger.

Lærere og elevers kønsopfattelser

"Ved grundig granskning af mine elevbesvarelser (både fra spørgeskema og interviews) samt de 170 svar på spørgeskemaundersøgelsen rettet mod dansklærere, blev det tydeligt, at der findes dominerende diskurser om køn både blandt lærere og elever. Med 'dominerende' mener jeg, at der findes diskurser, der gentages af adskillige lærere/elever i forbindelse med flere af spørgeskemaernes spørgsmål", skriver Anna Windfeldt.

Sådan siger dansklærere

• Drenge er mere fysisk aktive og har derfor brug for mere bevægelse end piger,

• Drenge larmer mere end pigerne,

• Piger er mere stillesiddende og kan koncentrere sig længere tid i en stillesiddende læringssituation, end drenge kan,

• Piger er mere perfektionistiske og "bekræftelsessyge" end drenge,

• Piger er mere omsorgsfulde og empatiske end drenge,

• Drenge er bedre til computere end piger,

• Piger er intrigante og udspekulerede og holder en konflikt i gang i længere tid, end drenge (der bruges ord som "pigefnidder" og "tøsefornærmet"),

• Piger er forfængelige og går mere op i deres udseende end drenge,

• Piger og drenge interesserer sig for forskellige ting (Piger: emner som kærlighed, makeup og tøj. Drenge: emner som computerspil, sport og sex).

Sådan siger elever i 7.klasse

• Piger ser ud på en bestemt måde (de går i kjoler, har langt hår, bruger sminke og går i høje hæle),

• Piger taler mere sammen end drenge,

• Piger er mere følsomme end drenge,

• Drenge græder ikke så ofte som piger,

• Drenge er mere dumdristige end piger,

• Piger er mere fornuftige end drenge,

• Drenge tænker på sex, piger tænker på deres udseende.

Sådansk - så kønnet

For at styrke projektets danskfaglige fokus har Anna Windfeldt analyseret et læremiddel med fokus på de kønnede diskurser. Valget faldt på materialet 'Sådansk 4 - Skriftlig dansk', da det ifølge Center For Undervisningsmidler er populært blandt dansklærere i Aalborg.  Analysen viser, at drenge beskrives med tillægsord som: stærk, hurtig, modig, vild og klog, men piger beskrives med som: sød, yndig, dejlig, flot og pæn.

I en af materialets opgaver skal eleverne skrive en pralevise og de to eksempler, der gives, er lavet ud fra køn. Drengenes pralevise bruger ord som: stærkeste, snildeste, modigste, vildeste, klogeste, kløgtigste og dygtigste. De ord, der bruges i pigernes vise, er: sødeste, yndigste, mildeste, dejligste, vildeste og snildeste. Drenge beskrives oftere i sammenhænge, der handler om fysisk styrke og sportslige aktiviteter. Når piger beskrives, sker det oftere i relation til udseende.

Eleverne skal i en opgave gradbøje tillægsordet "stærk", og til at illustrere opgaven ses tre mandlige bodybuildere. I en anden opgave skal eleverne finde 12 tillægsord på en liste og sætte dem ind i de sætninger, de passer ind i. Det giver følgende sætninger: 1) Drengen har en stærk hånd. 2) Pigen har et langt, rødt hår. 3) Drenge er tungere og højere end piger. 4) Piger er flottest og sødest.

• På de illustrationer, hvor piger og drenge er afbildede sammen, illustreres piger ofte passivt og observerende i forhold, men drenge illustreres som aktive og dominerende. Eleverne skal for eksempel beskrive, hvad der sker på et billede af et svømmebassin. På billedet ses fem drenge i aktiv leg. Den eneste pige ses i baggrunden, hvor hun krummer ryggen og "gør sig lille" for at undgå en dreng, som forsøger at hælde vand på hende fra en spand. I en anden opgave skal eleverne skrive et eventyr ud fra de billeder, der findes på siderne. På billederne ses en dreng (helten), som undergår flere prøvelser for til sidst at redde prinsessen ned fra et højt fangetårn. Drengen slås, spiller fløjte, finder skatkisten og taler med sin far. Prinsessen sidder i tårnet, bæres ud af tårnet og kysser til sidst med drengen.

• Der er signifikant flere historier og tekststykker, der har drenge som hovedperson (16 drenge, 7 piger).

• Der er signifikant flere illustrationer der indeholder afbildninger af drenge/mænd (22 mænd/drenge, 13 piger/kvinder).

De ser nok porno…

Da eleverne i en spørgeskemaundersøgelse skulle kommentere materialets kønsbilleder, var der bred enighed om, at det var rigtigt nok, selvom der var en del der mente, at det ikke nødvendigvis altid var sådan, fortæller Anna Windfeld.

En pige fortalte i et af interviewene, hvordan hendes drengevenner fra en anden skole oplever at blive mødt med drillende kommentarer fra deres dansklærer. Når drengene sidder og kigger på deres computere eller telefoner, må det være fordi, de ser porno. Den historie blev bekræftet af en anden pige, der oplevede det samme på sit dramahold. Hun tilføjede, at drengene tit griner med og siger, at det passer, selvom det ikke er tilfældet. Det gør de, fordi det er "smart", mente hun.

Ingen siger fra over for lærerne, enten griner de med eller også "siger de bare ingenting", som det blev formuleret af pigen. "Da jeg spurgte drengene i klassen, om det var noget, de personligt havde prøvet, svarede de ja, men ingen ønskede at uddybe, hvilket jeg forestiller mig har noget at gøre med, at deres lærer var til stede i lokalet. Når denne diskurs om de sexfikserede drenge både optræder blandt dansklærere i folkeskolen og opleves af elever, kan det givetvis konkluderes, at den er udtryk for en generel diskurs i samfundet", skriver Anna Windfeld. (Se hele analysen side 19-27.)

Lærere kan gøre en forskel

"Konklusionen er den, at de diskurser om køn, som eleverne hver dag møder i skolen, kan have stor betydning for deres forståelse af dem selv og andre", siger hun og skriver: Diskursens påvirkning af elevernes identitet kom tydeligt til udtryk i min analyse blandt andet via eksempler på, hvordan elever afstår fra at udfordre de gængse måder at gøre køn på. Eleverne frygter ganske enkelt omgivelsernes reaktioner på den normudfordrende adfærd, og de går meget op i ikke at blive adskilt fra det, de fleste forstår som en "rigtig" pige eller dreng. Diskurser definerer nemlig ikke kun det socialt acceptable køn men også det uforståelige, uacceptable køn.

"Diskurser om køn påvirker utvivlsomt elevers identitetsudvikling, og det skal man som lærer være bevidst om. Lærere lever også i en verden, der reproducerer stereotype diskurser om køn, og vi vil også selv stå i situationer, hvor vi positionerer os inden for en bestemt diskurs om køn. Det betyder, at vi bevidstgøres i sådanne situationer. At vi får øjne for, hvordan vi faktisk kan gøre en stor forskel bare ved at ændre den måde, vi taler om køn på", siger hun.

"Som lærere er vi i en magtposition over for eleverne, derfor har den måde, vi forholder os til og taler om køn, umådeligt stor betydning for elevernes positioneringsmuligheder og identitetsudvikling", siger Anna

Windfeld og understreger, at det er særdeles relevant og vigtigt, at man som lærer overvejer, hvordan man taler og handler på baggrund af ens egne eventuelle stereotype og indlejrede forestillinger om køn.

Det er vigtigt i alle aspekter i ens lærervirksomhed, men måske særligt inden for områder som didaktik, klasseledelse og relationsarbejde, som er kompetenceområder for praktikfaget på læreruddannelsen.  Derfor er de af afgørende betydning for den enkelte lærers praksisudvikling, mener hun.

- Didaktiske spørgsmål man kan stille sig selv kan for eksempel være, om man planlægger sin undervisning ud fra forestillinger om, hvad drenge og piger er og kan. Har man andre forventninger til drenge, når det gælder koncentrationsevne, og gennemfører man ud fra det sin undervisning på en måde, som eleverne bemærker?

- I henhold til klasseledelse kan man overveje om ens ledelse af klassen er influeret af uhensigtsmæssige og eventuelt ubevidste forestillinger om køn. "Her kan man spørge sig selv om man, som eleverne i min indsamlede empiri oplevede, sætter hårdere ind over for drenge, når de larmer, end når piger gør det. Eller om man forventer at pigerne holder deres (drenge)sidekammerater i ro i løbet af undervisningen".

- I relationsarbejdet, som handler om kontakt og relationer til elever, forældre og kolleger, er det relevant at spørge sig selv om ens indlejrede forestillinger om køn har betydning for, hvordan man møder det enkelte menneske.

"Jeg vil vove at påstå, at det også er vores ansvar, at gøre eleverne bevidste om den rolle, de selv spiller i reproduktionen af uhensigtsmæssige og ekskluderende diskurser om køn", siger Anna Windfeldt. "Det kan være vanskeligt, at udfordre sine egne og samfundets stereotype forestillinger om køn, netop fordi spørgsmål om køn er så tæt forbundet med vores egen identitet".

Køn, kultur og kønsroller

I praktikken udarbejdede og gennemførte hun et undervisningsforløb i dansk i 7. klasse med titlen 'Køn, kultur og kønsroller'.

"Uden at være bevidst om at min tilgang var socialkonstruktionistisk, havde jeg helt fra planlægningsfasen en hypotese om, at sproget skaber virkelighed. Mit mål var at skabe en mere tolerant og nuanceret måde, at diskutere køn på, da jeg mente, at de dominerende fortællinger om de "rigtige" piger og drenge, gør verden vanskelig for de børn, der ikke kan genkende sig selv i disse fortællinger. Det udgangspunkt kan man kalde normkritisk idet jeg i mange aspekter af min lærerpraksis - både i forbindelse med relationsarbejde, materialevalg og generel planlægning og gennemførsel af undervisningen - søgte at stille spørgsmål til, og udfordre, eksisterende normer om køn og seksualitet", skriver hun.

"Jeg gjorde meget ud af at benytte et nuanceret sprog om køn i mit arbejde med 7. klasse. Jeg formulerede mig for eksempel aldrig i absolutter som: "Piger er mere stille end drenge". I stedet brugte jeg formuleringer som: "Nogen vil mene, at piger er mere stille end drenge", fortæller hun.

"Når jeg så ønskede, at få elevernes bud på, hvordan de generelt opfatter drenge og piger, gjorde jeg meget ud af at beskrive aktiviteten som netop en diskussion præget af generalisering. Det synliggjorde, at der altid vil være undtagelser og at elevernes ytringer givetvis kunne være udtryk for holdninger, der var funderet i fordomme. Den måde at tale om køn på, dannede kultur for, hvordan vi som klasse diskuterede emnet gennem hele forløbet. Jeg observerede, hvordan elever blev mere og mere nuancerede og fik øje på deres egne sproglige generaliseringer og fordomme om køn. Formuleringer som "Det er nok en lidt stereotyp forestilling det her, men…" viste mig, at de begyndte at overveje, om noget også virkelig var sandt, eller om der var brug for et ekstra kritisk blik", skriver Anne Windfeldt Lund og gengiver hvad hun kalder "et enkelt, næsten umærkeligt, men alligevel meget interessant eksempel:

En dreng i et fokusgruppeinterview fortalte om, at der "faktisk" var en kvinde i hans familie, der var bodybuilder. Det lille ord "faktisk" indikerer anderledeshed. Det lagde han mærke til, da han havde sagt sætningen, derfor sagde han med det samme: Nej, der er en kvinde, der er bodybuilder".

"Han ville fortælle historien for at bryde med forestillingen om drenge som stærke og piger som pyntesyge, og i den sammenhæng vurderede han, at hans eget brug af ordet "faktisk" var malplaceret".

Opretholdelse og reproduktion af kønnede diskurser er en risiko, man konstant må være bevidst om i sin lærergerning, siger Anna Windfeld Lund. Læs hendes perspektivering side 31-31, og se hele professionsbachelorprojektet her: