Forskning Skoleledelse
5   659

Ny bog: Folkeskolen er på vej til at blive en OECD-skole

Læringsmålstyringen kan tage livet af folkeskolens demokratiske formål, siger skoleforskeren Lejf Moos,

Betyder den nye, læringsmålstyrede skole døden for pædagogisk ledelse?

Det er det oplagte spørgsmål at stille til den garvede skoleforsker, lektor Lejf Moos, DPU. Han udgiver nemlig i denne uge en fagbog med titlen "Pædagogisk ledelse i en læringsmålstyret skole?"

Artiklen fortsætter under banneret

Det er spørgsmålstegnet, man skal lægge mærke til.

Kan det overhovedet lade sig gøre at udføre pædagogisk ledelse i en læringsmålstyret skole?

"Ja", svarer Lejf Moos.

Hvordan, så?

Det kan lektoren ikke svare på. Og han vil heller ikke. Det må lærerne og skolelederne selv finde ud af, siger han. Og i det arbejde kan de bruge bogen. Den blotlægger nemlig det rum, som den danske folkeskole befinder sig i i dag, efter 2014-skolereformen og lov 409, historisk og internationalt.

Lejf Moos

Lejf Moos er lektor på DPU, Aarhus Universitet.  Før det var han folkeskolelærer i 25 år, uddannet på Haderslev Seminarium. Hans nye bog, "Pædagogisk ledelse i en læringsmålstyret skole?", er udkommet på Hans Reitzels Forlag. Han har en stor produktion om skoleledelse bag sig, for eksempel bogen "Pædagogisk ledelse - om ledelsesopgaven og relationerne i uddannelsesinstitutioner", Børsens Forlag, og artiklen "Hard and Soft Governance: the journey from transnational agencies to school ledadership" i European Educational Research Journal. 

To modsatrettede tendenser

Det rum er kendetegnet af to modsatrettede kræfter - med skoleforskerens ord: Læringsdiskursen og dannelsesdiskursen.

Og skolens lærere og ledere må så vælge, om de vil lægge sig op ad den ene tendens eller den anden, og så trække skolen den vej, mener Lejf Moos.

Vælger ledere og lærere læringstænkningen, bliver skolen en slags OECD-skole, vurderer han. Vælger de dannelsesvejen, bliver skolen en demokratisk skole, som vi kender den i Danmark.

Er den pædagogiske ledelse en saga blot?

Men lad os begynde med hovedspørgsmålet:

Er den pædagogiske ledelse død i en læringsmålstyret skole?

"Det er op ad bakke, men den er ikke død, nødvendigvis. For selv om lov 409 og skolereformen har intentioner om at kører én vej (nemlig læringsvejen, redaktionen), så vil jeg påstå, at der ude på skolerne, ude i praksis, stadig er mulighed for at fortolke lovene og vejledninger, så det bliver mere fornuftigt, siger Lejf Moos.

"Lederen kan vælge at fokusere på testresultater, men lederen kan også vælge at sætte fokus på en bredere pædagogik, som jeg kalder demokratisk dannelse, og sørge for, at den får lov til at leve på skolen".

"Det er derfor, jeg har skrevet bogen - for at vise de veje, der kan være. De statslige reformer kører én vej, og dén kan praktikerne ikke gå imod, for så bliver de fyret - men de kan tolke reformerne på fornuftig vis, så de gode relationer, der traditionelt er mellem lærer og elever i danske klasselokaler, ikke går tabt".

Tvedelt formålsparagraf

Og den traditionelle danske forståelsen af, at skolen også skal tage sig af elevernes personlige og sociale udvikling, kan tilsvarende stadig lade sig gøre, uden at lærere og ledere kommer på kant med loven, mener Lejf Moos.

Formålsparagraffen rummer nemlig stadig begge aspekter, altså både de fag-faglige kompetencer og de sociale og personlige kompetencer. Både læringsdiskursen og dannelsesdiskursen.

"Formålsparagraffen er tvedelt, og mange beklager sig over, at den ikke hænger sammen, men man skal hellere glæde sig over dobbeltheden, for den åbner for, at praktikerne kan udvikle deres skole i den retning, som, de mener, er den bedste", siger Lejf Moos.

Folkeskole versus OECD-skole

Og de retninger er, firkantet sagt: En demokratisk, dansk folkeskole versus en effektiv OECD-skole.

Du analyserer dig i bogen frem til, at folkeskolen er ved at blive en OECD-skole?

"Skolepolitikken er ved at blive en OECD-skolepolitik. Og når man laver en politik, har man selvfølgelig et håb om, at den bliver til virkelighed".

Hvad kendetegner en OECD-skole?

"Sagt kort: At skolen skal leve op til nationale standarder, som skal leve op til Pisa-standarder.  Eleverne skal måles og testes og sammenlignes internationalt. Vi ser en ensliggørelse af skolepolitikker tværs over landene i OECD, som får god hjælp af store konsulenthuse som Pearson og McKinsey. Processen med lov 409 og skolereformen har været en god træning i McKinsey".

Edu-business

Et nyt, skræmmende begreb er dukket op, påpeger Lejf Moos - 'edubusiness':

Konsulenthuse som Pearson og McKinsey ønsker at producere standardiserede uddannelsesprogrammer, så de kan sælge dem på det globale marked, som var det sodavand og burgere. Men der skal jo være en efterspørgsel, og derfor er det i konsulenthusenes interesse, at skolesystemet er ens i så mange lande som muligt, verden over.

"Konsulenthusene er glade for standarder, og det er skræmmende - fordi uddannelsespolitik og undervisning og læring glider fra de nationale parlamenter til konsulenthuse. Det er demokratisk problematisk. Konsulenthusene lader sig jo ikke styre demokratisk, men skolerne er stadig vores vigtigste kulturinstitution".

Men formelt er skolerne vel ikke underlagt OECD og EU?

"Skolerne kom ind med Lissabon-aftalen. Men det er rigtig - EU lovgiver ikke om landenes skoler. Men EU udformer 'sociale teknologier', som er lige så virkningsfulde som lovgivning. Det kaldes 'blød styring' - soft government -, og den er virkningsfuld".

Men OECD og EU laver vel ikke standardiseret uddannelsespolitik for konsulenthusenes skyld?

"Nej, men OECD arbejder lige nu på at udforme det 21. århundredes kompetencer, som skal afløse de nuværende kompetencer i Pisa, og det gør OECD sammen med Pearson - og det er meget komfortabelt for Pearson".

'Økonomierne'

OECD skal vel hjælpe medlemslandene, så de kan få en højere levestand?

"Som jeg tolker det, så er OECD sat i verden for at styrke og befordre globaliseringen, og det gør OECD ved at gøre det hele til en markedsplads - til ét stort marked, hvor 'økonomierne' kan samarbejde. OECD skriver ikke engang 'landene', de skriver 'økonomierne'".

"Og i '90'erne fandt OECD så ud af, at hvis man skal udvikle det store samarbejde, kommer man ikke uden om uddannelse".

Pisa er 'blød styring'

Og metoden er altså 'blød styring', for eksempel Pisa, fastslår Lejf Moos.

"Men den bløde styring bliver 'hård styring' i landene - når Danmark siger ja til at deltage i Pisa, så er det ikke frivilligt for skolerne, om de vil deltage".

"Og det er et demokratisk problem, for så bliver skolen og skolepolitikken løftet ud af kommunerne og Folketinget og ud af professionen".

"Diskussionen kommer ikke til at handle om formål, men om mål. Om hvor godt det går i Pisa. Og så kan den eventulle velstandsstigning bliver dyr - hvis den koster demokratiet".

Demokratisk underskud

Et demokratisk underskud har allerede sat sig igennem forskellige steder, siger Lejf Moos - se for eksempel på det misforhold, der er imellem lovteksten og de vejledninger og andre materialer, der kommer fra Undervisningsministeriet og KL:

Ordet 'læring' er således kun nævnt ét sted i folkeskoleloven, mens ordet er gennemgående i vejledninger fra ministeriet og udspil fra kommunerne, der til gengæld ikke bruger ordet 'undervisning', som er det gennemgående ord i skoleloven.

Er embedsmændene i Undervisningsministeriet og KL ved at aflive folkeskolen som dannelsesmæssig kulturinstitution?

"Embedsmændene har forstand på styring, ikke på pædagogik, og derfor bliver styring kernen i OECD-skolen. De er ved at ændre folkeskolen til en OECD-skole. Og det er politikerne også".

"OECD siger, at skolelederne skal lede på data - og det er Pisa-data -, men disse data er ikke pædagogiske værktøjer, de er styringsværktøjer. Testresultaterne bliver ikke givet til dem, der kan handle pædagogisk på dem, lærerne".

'Læring' er et styringsredskab

Læringsdiskursen er i den forstand en styringsdiskurs, sigr Lejf Moos. Politologi mere end pædagogik.

Men lærere og ledere kan stadig holde fast i de demokratiske elementer i formålsparagraffen, hvis de vil, mener han. Men det er med det yderste af neglene, for noget grundlæggende er ændret.

"Lov 409 betyder, at leder-og-lærer relationen er ændret. Loven ønsker at se på lærerne som lønarbejdere, hvor tilstedeværelse på arbejdspladsen er vigtigere end engagement. Lovgiverne betragter ikke lærerne som selvstændige og autonome. Det er ellers sådan, lærerne selv ser sig".

"Det er et ledelsessyn og et syn på læreren, der hænger fint sammen med kernen i reformen, som er, at de statslige mål er mere detaljerede end nogensinde. Altså: Den detaljerede statslige styring overruler lærerens professionelle skøn, i nogen udstrækning".

Lederens nye udfordring: At motivere lærerne

I det perspektiv er motivation af lærerne den store udfordring for lederne her og nu, mener Lejf Moos. Og Arbejdsrettens dom forleden peger i samme retning.

Sådan her lød det blandt andet i domsafsigelsen: "(...)ledelsen og læreren i forbindelse med udarbejdelsen af opgaveoversigten skal drøfte, om der er en fornuftig balance mellem de opgaver, der skal udføres i løbet af året, og den arbejdstid, der er til rådighed, når undervisningstiden fratrækkes".

"Dommen betyder, at forhandlinger om arbejdsvilkår ligger individuelt mellem leder og lærer. Hvis der ikke er et godt forhandlingsklima mellem leder og lærer, kan det gå helt galt", siger Lejf Moos.

For den særligt interesserede læser:

Nedenfor kan du læse den sammenfatning af sin analyse af den aktuelle skolepolitiske situation, som Lejf Moos selv laver i sin bog:

Folkeskolens formålsparagraf er bipolær. Man kan tolke to meget forskellige retninger ind i den. Den ene er den velkendte dannelsesforestilling om gennem undervisning at udvikle aktiv medleven i et demokrati med åndsfrihed og rettigheder.

Den anden retning, er, at skolen handler om forberedelse af de unge til uddannelse og arbejdsliv ved at fokusere på læring og grundlæggende kundskaber.

Hvis man ser 2014-skolereformen med formålsparagraffens øjne, så kan man se reformen som en lov om den velkendte skole med fokus på undervisning, stort set. Der står som sagt ikke læring et eneste sted - bortset fra i paragraffen om kompetencemål - mens undervisning er beskrevet mange steder.

Det er derfor lidt overraskende, at der i vejledninger og andre tekster fra Undervisningsministeriet og KL slet ikke står noget om undervisning, men udelukkende noget om læring og læringsledelse. Læringen kommer på banen senere end selve skoleloven.

Kernen i folkeskoleloven er altså stadig dannelse og undervisning, ligesom den er det i formålsparagraffen. Så de efterfølgende tekster kan kun betragtes som politiske forsøg på at ændre på dominerende diskurser om skolen.

Det er i og for sig ikke nyt, for politikere og meningsdannere har i adskillige år forberedt skiftet i diskurs. Men når man nu lavede et paradigmeskift til en læringsmålstyret skole, som undervisningsminister Christine Antorini ofte har udråbt initiativet til at være, er det overraskende, at man ikke gjorde arbejdet færdigt med formålsparagraffen, men lod 2006-versionen overleve.

Ikke desto mindre giver diskursarbejdet god mening, for det skal være med til at ændre den danske forståelse af skolen på grundlæggende vis:

Fra at være en kulturinstitution til at være en del af forberedelserne til arbejdsmarkedet.

Dermed skal den være en del af ændringen af staten fra velfærdsstatens rettighedsforståelse til konkurrencestatens pligtforståelse.

Det giver også mening, at man forsøger at få læringsdiskursen som dominerende diskurs, så tæt sammenvævet den jo er med globale styringstendenser. Man skal alene producere det, der umiddelbart er økonomisk brugbart, effektivt, og som kan resultatmåles og dermed styres fra toppen af systemet.

Tendensen ligger helt på linje med OECD's, Europakommissionens og McKinseys globaliserings- og styringsinitiativer.

Med folkeskolereformen kan folkeskolen ende som en rigtig god, effektiv OECD-skole. McKinsey skal således følge og styre implementeringen af skolereformerne og rapportere til Moderniseringsstyrelsen i Finansministeriet.

McKinsey har for eksempel også udarbejdet Moderniseringsstyrelsens pjece om "God arbejdsgiveradfærd". Nogle af de kæmpestore konsulentfirmaer - såsom Pearson - har allerede overtaget eksaminationerne i nogle lande, ligesom nogle af dem sælger skole- og uddannelsespakker over hele verden. Godt hjulpet af den globale standardisering omkring kompetencemålene.

Når uddannelse er blevet interessant for de store konsulenthuse, er det fordi uddannelsesindustrien er blevet så globalt standardiseret, at produkterne - tjenesteydelserne - som de leverer, kan sælges overalt som standardvarer ligesom pizzaer og sodavand.

Et tegn på denne udvikling er også, at store dele af reformen og Lov 409 er udformet i Moderniseringsstyrelsen med støtte fra McKinsey og andre konsulenthuse.

Den viden, der er opsamlet og udviklet i denne proces, er nyttig for både de globalt interesserede konsulenthuse og de politiske deltagere, der vælger ansættelse i konsulentbranchen - skriver altså Lejf Moos i sin bog.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ