Der bliver kigget godt og grundigt på de 17 nye verdensmål, da eleverne på Amager Fælled Skole skulle afgøre, hvilke der var de fem bedste.

Dansk elev præsenterer de unges bud på en bedre verden for verdens ledere

Der var tempo på, da 15-årige Lina Al-Ansary var i New York for at præsentere de danske elevers bud på de vigtigste verdensmål. Men det ændrede ikke på, at formanden for FN’s Generalforsamling tog godt imod de unges bud, fortæller hun.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi var ret meget under tidspres. Vi havde kun 30 sekunder hver, fordi vi var så mange, så jeg var ret nervøs over, at jeg ikke kunne nå at få alt med. Det betød, at jeg måtte skære lidt ned på det, jeg havde tænkt mig at sige. Men det gik alligevel ret godt". Sådan beskriver 15-årige Lina Al-Ansary sit møde i New York med formanden for FN's Generalforsamling, Mogens Lykketoft, der var arrangeret af Red Barnet.

Sammen med 15 unge fra 15 lande præsenterede hun torsdag de mål, verdens unge mener er vigtigst, at de voksne ledere skal arbejde henimod indtil 2030. Hver især havde de unge udvalgt ét af de 17 mål, der dagen efter blev endeligt valgt som de nye Verdensmål. Danske Lina Al-Ansary brugte sine 30 sekunder på at tale om FN's mål om at sikre alle børn en god skolegang. Og Lykketoft virkede til at være interesseret i, hvad hun og de andre unge havde at sige, fortæller hun.

"Jeg snakkede om, at der er nogle lande, hvor man ikke har lærere nok, og så er det også et problem, at mange skoler er lukkede i Syrien på grund af borgerkrigen. Mogens Lykketoft sagde, at vores forslag var gode. Det var tydeligt, at han lyttede til hver eneste af os, for han kommenterede på alle fremlæggelserne", fortæller hun. 

Paven og Malala

Dagen efter mødet med Mogens Lykketoft var Lina Al-Ansary og de andre unge med til den officielle åbningsceremoni, som blev indledt med en tale af paven. Senere spillede hun og de øvrige unge en rolle i nobelprisvinderen Malala Yousafzais tale, da de under talen bar blå fakler, der symboliserede alle verdens unges håb. Trods en hektisk uge i New York har hun fået en oplevelse for livet, fortæller hun.

Verdens elever skal undervises i FN's Verdensmål

"Det har været en fantastisk oplevelse, og jeg er rigtigt glad for at have fået chancen for at komme af sted og se det her. Det har givet mig et rigtigt godt indblik i, hvordan hele systemet fungerer, og så er jeg rigtigt glad for at møde de andre unge. Selvom vi kun har været sammen i en uge, er vi blevet gode venner, og vi har tænkt os at holde kontakt, når vi er kommet hjem igen".

Til hverdag går Lina Al-Ansary i skole på Amager Fælled Skole, og hjemme i Danmark afholdt klassekammeraterne tidligere på ugen deres eget topmøde på skolen. Her brugte alle skolens 9.-klasser en dag på at finde de fem mål, de synes er vigtigst for at skabe en bedre verden. De udvalgte mål sendte de efterfølgende til Lina Al-Ansary i New York.

Efter at havde diskuteret og forhandlet i grupper, kulminderede topmødet på Amager Fælled Skole med en afstemning om de fem mål, der er vigtigst. At de store elever på skolen på Amager fik mulighed for at diskutere verdens problemer på samme måde som verdens ledere, gør at eleverne får meget mere ud af, lyder det fra Lina Al-Ansary samfundsfagslærer, Camilla Muusmann.

Elever fortæller Lykketoft om en bedre verden 

"Mine elever er ikke nødvendigvis vokset op i politiske hjem, hvor man stemmer til valgene. Det er godt, at eleverne lærer, at det er en rettighed, men også en pligt at gøre en forskel for andre. Det er jo en tid, hvor det går meget op i 'mig, mig, mig og min Facebook-profil', så hvis de herigennem kan lære, at de faktisk kan gøre en forskel i verden, så er vi nået langt", siger Camilla Muusmann.

Amager Fælled Skole er en blandt fem skoler, der har holdt topmøde blandt skolernes ældste elever arrangeret af Red Barnet, og når Red Barnet inviterer landets skoler til børnerettighedsdagen den 20. november, vil de nye verdensmål være årets tema.

Se Red Barnets video fra topmødet på Amager Fælled Skole: