To tænkte eksempler på design af et dashboard til en elev

Én indgang til skolens it-løsninger fra skoleåret 16/17

Det nye brugerportalinitiativ fra KL og Undervisningsministeriet kan sammenlignes med en paraply, kommunerne hver især kan placere tilpassede it-løsninger under. Skolekom bliver ikke aflivet, og alle skoler i landet bliver ikke tvunget til at bruge de samme it-værktøjer, lover parterne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kommunerne og staten er enige om, at alle landets skoler inden udgangen af 2017 skal have samlet deres it-løsninger under den paraply, der kaldes for brugerportalen. Den aftale kom allerede på plads ved økonomiforhandlingerne i juni.

LIS er åben - se om din skole når målene

Jakob Harder, vicedirektør i Styrelsen for It og Læring under Undervisningsministeriet, fortæller om ideen bag brugerportalinitiativet:

"Ideen er, at der skal være én indgang til den digitale skole. Altså en indgang til digitale læremidler, til de forskellige planlægningsværktøjer og til kommunikationen lærerne imellem og kommunikationen med eleverne, forældrene og ledelsen".

I KL lægger man særlig vægt på den digitale understøttelse af elevens læringsproces.

"Lærerne kan forvente at få en digital understøttelse af blandt andet elevens læringsproces, idet det pædagogiske personale vil kunne gå ind og følge elevens fremskridt og give feedback løbende og struktureret. Derudover vil forældrene kunne kigge med. De vil få bedre mulighed for at støtte deres barn i læringsprocessen, når de ved, hvad deres barn arbejder med", siger Kirsten Jørgensen, der er chefkonsulent i KL's center for børn og uddannelse.

Det er noget andet og mere, end man hidtil har kunnet i diverse elevplansværktøjer, mener hun. 

 "Til forskel fra en elevplan, får du med brugerportalinitiativet samlet hele elevens læringsproces. Det bliver sådan, at du nemt kan trække Fælles Mål over i elevens læringsproces og som lærer kan du sidde sammen med eleven og aftale de individuelle mål for at nå de overordnede mål", forklarer Kirsten Jørgensen.

Forskellige elevplansværktøjer afprøves i København

Plads til forskellighed

Det er imidlertid en misforståelse, at alle it-løsninger på alle skoler i landet ensrettes med brugerportalinitiativet.

"Vi har lagt vægt på, at man lokalt kan vælge de it-systemer, der passer til den måde, man gør tingene i kommunen. Men it-systemerne, som kommunerne anskaffer, skal også hænge sammen. Derfor udvikles en fælles infrastruktur og fastlægges standarder. På den måde kan det 'dashboard', som skolerne skal etablere, udgøre en samlet digital adgang", forklarer Jakob Harder.

De fastlagte standarder og kravene til de it-systemer, kommunerne skal ud at købe, hvis de ikke har dem i forvejen, er beskrevet i aftaleteksten mellem Undervisningsministeriet, Finansministeriet, KL, Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold og Økonomi- og Indenrigsministeriet. (Se link til højre for artiklen ) 

Et af de væsentligste krav, der stilles, er ifølge Jakob Harder, at it-løsningerne, som Kirsten Jørgensen også er inde på, understøtter lærernes arbejde med Fælles Mål.

"Det er en fordel for lærerne, der skal planlægge undervisning ud fra Fælles Mål, at de ikke skal logge ind flere forskellige steder. Hvis de for eksempel vil dele et godt undervisningsforløb eller give eleverne feedback, så kommer det hele til at foregå via én samlet digital adgang", understreger Jakob Harder.

"I dag er det ikke alle kommuner og dermed ikke alle lærere, der har adgang til et LMS-system, hvor de kan dele undervisningsmateriale mm. Men det er nu en aftale, at alle kommuner får opbygget en læringsplatform", supplerer Kirsten Jørgensen.

Skolekom overlever

Analysebureauet Rambøll Management Consulting og Implement Consulting Group har forud for portalinitiativets mere konkrete udformning foretaget to foranalyser og blandt andet undersøgt, hvad der var lærernes behov og hvad markedet ville kunne levere. (Se links til begge analyser til højre for artiklen).

"Med afsæt i resultaterne fra foranalyserne har vi sammen med KL aftalt en række kernefunktionaliteter for de lokale it-løsninger, der skal digitalt understøttes på alle folkeskoler", fortæller Jakob Harder. 

Derudover kommer analyserne med en lang række anbefalinger, som kommunerne kan lade sig guide af i anskaffelsen af it-løsninger.

Blog: Er det aflivingen af Skolekom m.v.?

En af anbefalingerne er at købe it-løsninger, der understøtter multimodal kommunikation. Det vil sige, at man skal kunne kommunikere på andre måder end blot ved at sende hinanden en mail med tekst. Eleverne skal kunne aflevere video og lyd og få en indtalt feedback fremfor kun en skriftlig. Det er der allerede mange systemer, der kan. 

Med brugerportalinitiativet bliver det muligt at integrere forskellige eksisterende løsninger bl.a. Skolekom, elevplaner og digitale læremidler. Brugerportalen medfører altså ikke en lukning af Skolekom.

"Ligeså intuitiv som Facebook"

Brugerportalen vil ifølge KL's Kirsten Jørgensen skabe overblik for lærerne.

"Man vil ikke længere behøve at systematisere alting selv. Det er der nogen, der har gjort for en. Og så får man nemt ved at videreformidle - ikke bare til én elev, men til mange og man vil få en helt anderledes mulighed for kontakt med eleven og forældrene", fremhæver hun. 

Kirsten Jørgensen forventer ikke, at lærerne skal bruge tid på at sætte forældrene og eleverne ind i systemerne.

"Det er tanken, at det bliver ligeså intuitivt som når man går på Facebook. Det er der jo ikke nogen, der har fået undervisning i", siger hun.

Hvordan brugerportalen kommer til at se ud og om designet bliver det samme i hele landet, ved man endnu ikke. Det ligger fast, at alle kommuner skal have etableret et såkaldt dashboard, dvs. en indgang eller en forside til underprogrammerne. Men højst sandsynligt bliver det op til kommunerne hver især at bestemme, hvordan dashboardet præsenteres.

Vist er det, at portalen skal kunne køre på de gængse platforme, det vil sige, at det bliver ligegyldigt - også for samarbejdet - om man har pc, mac-computer eller andre almindelige devices, fortæller Kirsten Jørgensen. 

KL vil frem mod udgangen af 2017, hvor brugerportalen skal være etableret og oppe at køre alle steder, rådgive kommunerne om indkøbsproces og samtidig vejlede om, at det ikke er nok at sætte strøm til noget.

"Brugerportalinitiativet er en brik til at understøtte hele det pædagogiske arbejde med omstilling af folkeskolen og jeg forventer, at der allerede er en kompetenceudvikling i gang i kommunerne i forbindelse med reformens fokus på elevens læringsproces", siger Kirsten Jørgensen.

Læs mere

Læs aftaleteksten her

Læs bilaget til aftaleteksten om initiativets finansiering

Læs foranalyse 1

Læs foranalyse 2

Læs faktaark om brugerportalinitiativet