Skolechef i Viborg Kommune Chris Rævsgaard Hansen kan ikke se nogen grund til at sætte en pædagog til at undervise i kristendom og vil nu have omfanget undersøgt.

Pædagoger underviser alene i Viborg

Pædagoger varetager undervisning på egen hånd på skoler i Viborg, viser en undersøgelse blandt tillidsrepræsentanterne. Det er efter alt at dømme ulovligt, og det vækker også harme blandt lærere, der føler sig angrebet på deres faglige stolthed.

Publiceret

GÆLDENDE REGLER FORUNDERVISNING MED PÆDAGOGER

Undervisning i fagene:

- I indskolingen må pædagoger varetage afgrænsedeundervisningsopgaver inden for deres kompetencer ogkvalifikationer. Pædagogen må ikke stå for hele undervisningen i ethelt fag gennem et helt skoleår, men må gerne i kortere ellerlængere perioder stå alene i undervisningssituationen. Der skalvære en lærer involveret i faget for at sikre, at de Fælles Målbliver nået.

- Pædagoger må ikke undervise i klassetrin over indskolingen -det vil sige fra 4.-10. klasse. Dog må pædagogen gerne have enhjælpelærerfunktion. Dette er dog med undtagelse af, hvis pædagogeneksempelvis er den tredje underviser, når tre klasser er slåetsammen i idræt. Dette er fordi, de to andre lærere er med til atsikre undervisningens faglighed. 

Understøttende undervisning:

- Pædagoger må gerne stå for afviklingen af den understøttendeundervisning alene hele året, såfremt der er en lærer involveret itilrettelæggelsen, som kan sikre, at undervisningen understøtter defaglige mål i Fælles Mål.

Kilde: Undervisningsministeriet

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er ikke for at underkende pædagogerne, at vi går ind i det her. Men folkeskolereformen skal jo give et fagligt løft, og så virker det som et paradoks, når det er pædagoger, der bliver bedt om at varetage undervisningen i fagene". 

Sådan siger formanden for Viborg Lærerkreds, Flemming Kjeldsen, om at der på flere af kommunens skoler er pædagoger, der står alene med undervisningen af elever - også over 3. klassetrin.

Viborg Lærerkreds lavede i august en undersøgelse af, hvor mange skoler der benytter sig af pædagoger til at stå for elevernes undervisning i fagene. Den viser, at der på 13 af kommunens 26 skoler er pædagoger, der varetager undervisningen i konkrete skolefag, og det har nu fået Viborg Lærerkreds til at igangsætte en større undersøgelse i samarbejde med forvaltningen, der skal afdække, hvilke bevæggrunde der ligger bag, når skolelederne sætter pædagogerne til at stå for undervisning, de ikke er uddannet til. Også undervisningsminister Christine Antorini bliver inddraget i sagen, da Liberal Alliances Merete Riisager har kaldt hende i samråd. Merete Riisager vil have redegjort for, hvor mange steder i landet, pædagoger står for undervisningen.

Debat: Brug af pædagoguddannede som undervisere

Kredsformanden er ikke sikker på, hvorfor skoleledelserne har prioriteret, som de har, og han mener, at det i flere tilfælde er på kant med loven.

"Man kan måske tænke, at det er fordi, at de ikke har nok lærere til at varetage undervisningen i visse fag. Men jeg tror også, at økonomi spiller ind her", siger Flemming Kjeldsen. Ulovligt og uforsvarligt I Viborg Stifts Folkeblad kan man læse om en pædagog, der er sat til at varetage en 4. klasses undervisning i kristendom og musik hele skoleåret 2014/15. Ifølge avisen har pædagogen ikke lyst til at stå for undervisningen. Pædagogen har ingen særlige forudsætninger for at undervise i de to fag, hvilket er forudsætningen for at blive ansat efter folkeskolelovens paragraf om faglærere. 

Ifølge kredsformand Flemming Kjeldsen er det hverken i overensstemmelse med loven eller forsvarligt at lade en pædagog, der ikke har de fornødne kompetencer, undervise elever i 4. klasse.

Skolechef i Viborg Kommune Chris Rævsgaard Hansen afviser, at skolelederne aktivt har prioriteret pædagoger til at afvikle undervisning. Han kender ikke til den specifikke situation fra skolen i Viborg Stifts Folkeblad, men siger, at der ikke er nogen tænkelig grund til at ansætte en pædagog under de nævnte vilkår.

"Det er derfor, vi nu skal have en undersøgelse i gang, hvor vi finder ud af, om der er pædagoger ansat under vilkår, hvor de ikke kan være ansat", siger Chris Rævsgaard Hansen om situationen.

Det er skolechefens indtryk, at pædagogernes deltagelse i undervisningen i langt de fleste tilfælde følger lovgivningen. Ifølge Undervisningsministeriet må pædagoger gerne afvikle og stå for undervisningen i 0.-3. klassetrin, når bare en lærer har været involveret til at sikre, at de Fælles Mål bliver nået. Den regel mener kredsformand Flemming Kjeldsen ikke er fair:

"Dermed skal lærerne jo lave dobbeltarbejde, når de udover at planlægge deres egen undervisning også skal sikre, at de Fælles Mål nås i et fag, de ikke selv - men en pædagog - underviser i".

Lovforslag: Pædagoger kan ikke varetage undervisningen i et helt fag

"Det handler om min faglige stolthed!" Houlkærskolen i Viborg er en af de skoler, hvor der er pædagoger, der varetager undervisning, de ikke er uddannet til. Ifølge skolens tillidsrepræsentant, Søs Staun, er der flere tilfælde, hvor pædagoger har overtaget lærerfunktionen. Blandt andet i kristendom på 5. klassetrin, hvor en pædagog skal undervise skoleåret ud. Søs Staun kan også nævne eksempler fra indskolingen, hvor pædagogerne selv står for at tilrettelægge undervisningen, selvom det burde ske med hjælp fra en lærer. Heller ikke den model kan tillidsrepræsentanten dog støtte.

"Jeg ville ikke have det godt med at skulle stå med ansvaret for en undervisning, en anden skal udføre", fortæller Søs Staun.

Det har været svært at få skemaerne til at gå op i en højere enhed på Houlkærskolen, hvilket har efterladt huller, fordi der ikke er timer nok til at ansætte en lærer på fuld tid. Derfor er pædagogerne blevet en slags lappeløsninger, fortæller Søs Staun. Hun tror samtidig, det er svært for pædagogerne at sige nej til at tage undervisningen på sig i en tid med færre timer og fyringer.

Ligesom Flemming Kjeldsen ser Søs Staun en problematik i, at lærerne skal have linjefagskompetencer for at undervise, men stadig kan blive erstattet af pædagoger.

"For mit vedkommende handler det om min faglige stolthed! Det har taget mig fire års uddannelse at blive lærer, og det kan en pædagog ikke erstatte. Det er to forskellige uddannelser", siger Søs Staun.

Fælles forståelse om samarbejde og opgaveoversigt i Viborg 

Undersøgelsen fra Viborg Lærerkreds, der satte fokus på pædagoger i lærerklæder, har ifølge Søs Staun fået ledelsen på Houlkærskolen til at sætte ind for at finde en løsning i dette skoleår. Og det starter med lærernes skemaer:

"Lederne vil se, om de kan foretage rokeringer i lærernes skemaer - men jeg kan ikke se, hvordan det skal kunne lykkes at finde mere tid der. Lærerne her er hårdt spændt for."