Debat

Brug af pædagoguddannede som undervisere

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Min søn går i 3. klasse på en skole i Næstved Kommune. I kølvandet på skolereformen er fagene musik og billedkunst nu henlagt til SFO-regi, dvs. at undervisning i disse fag varetages af pædagoguddannet personale. Jeg har bedt skolens ledelse om at redegøre for, hvordan man vil sikre, at de faglige formål og mål overholdes i disse fag. Jeg har spurgt efter, hvilke kvalificerede fagpersonale, der har det didaktiske overblik og faglige ansvar, og hvordan denne opgave løses, rent praktisk. Det fremgår af ledelsens svar, at pædagoguddannet SFO-personale står for hele undervisningsopgaven i de pågældende fag. 

En sådan reduktion af skolefag til SFO-aktiviteter er dybt kritisabel af flere hensyn: Eleverne har krav på didaktisk tilrettelagt undervisning, sigtet mod skolefagenes faglige krav. En sådan politik harmonerer på ingen måde med regeringens erklærede intention om 'et fagligt løft', eller ambitionen om at øge brug af lærere med linjefagskompetencer i netop de fag, de underviser i.

Der er også et spørgsmål om respekt for de berørte faggruppers kompetencer: Lærere og pædagoger er ikke gensidigt udskiftelige, hvilket afspejles i to forskellig uddannelser med hver sit perspektiv: Læreren er didaktiker med fagets faglighed som mål i sig selv. Pædagogens faglighed i kraft af et linjefag er et middel, der kan anvendes til at skabe aktiviteter, hvis sigte er socialt og ikke fagligt. Denne forskel mellem de to faggrupper fastholdes i de kompetencekrav, der er vedtaget i folkeskoleloven.  

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg oplever, at der florerer en myte om, at skolereformen har åbnet for brug af pædagoger som ansvarlige for undervisning af skolefag. Det er ikke tilfældet. Den nye §29a, der åbnede denne kattelem i lovforslaget L51 blev ændret efter hæftig kritik fra bl.a. Dansk Lærerforening sidste år. Den endelige lovtekst:

§29a: Personale med lærer- eller pædagoguddannelse, jf. §§ 28 og 29, kan varetage undervisning i børnehaveklassen og på 1.-3. klassetrin. Det er en betingelse, at pædagogen på 1.-3. klassetrin varetager afgrænsede undervisningsopgaver inden for sine kompetencer og kvalifikationer i øvrigt. 

Betingelsen vedr. 'afgrænsede undervisningsopgaver' er vigtig. Lovgivernes intention fremgår tydeligt af bemærkningerne til lovforslaget: "Ved afgrænsede undervisningsopgaver forstås, at en pædagog fx ikke efter den foreslåede bestemmelse vil kunne varetage undervisningen i et helt fag gennem et helt skoleår." (Til nr. 69, s. 55)

At pædagoguddannede ikke er kvalificeret til at undervise skolefag fremgår tydeligt af §28:

For at kunne varetage undervisningen i folkeskolens 1.-10. klasse skal underviseren have gennemført uddannelsen til lærer i folkeskolen eller anden læreruddannelse, der er godkendt af undervisningsministeren i denne henseende, jf. dog stk. 2, § 29 a og § 30. Godkendelsen kan betinges af, at de uddannede består en prøve ved en professionshøjskole, der af undervisningsministeren er godkendt til at uddanne lærere i folkeskolen.

Derfor mener jeg, at skoler, der lader pædagoguddannede varetage undervisning i andet end afgrænsede, understøttende roller, bryder folkskoleloven. Jeg har bedt min lokale kommunalbestyrelse om at redegøre for sin position, hvad denne praksis angår.Jeg spekulerer på, hvorvidt tendensen er udbredt på andre skoler og i andre kommuner, idet den ligner en spareøvelse, hvormed discount-skoletid i discount-fag lader ressourcekabalen gå op.  Man lader vist pædagoger overtage læreres opgaver, således at lærerstillinger kan spares væk.Det forekommer mig, at det bliver pinligt for skoleforliget og KL, hvis man erfarer, at skolereformen er bevilliget så få ressourcer, at den reelt finansieres via lovbrud.  

Powered by Labrador CMS