I skrivende stund (uge 32) sidder der på landets grundskoler mere end 60,000 skolelærere med sved på panden, som kæmper en brav kamp for at nå det hele i denne uge. Som I vil vide, er der meget, der skal falde i hak, inden skoleåret begynder for eleverne på mandag. Der skal holdes (alt for) mange møder, der skal laves fælles årsplaner, bestilles bøger og andre materialer - foruden den egentlige planlægning af undervisningen. Altså der, hvor man sætter sig ned og beslutter undervisningens indhold, hvordan man skal undervise i det og med hvilke læremidler, samt naturligvis hvordan eleverne skal arbejde med emnet for undervisningen.

Den sidste del af det ovenfor beskrevne er den del, der ligger vore hjerter nærmest. Vi er jo lærere og således uddannet til at træffe den slags beslutninger. Det er dog samtidigt den af mine arbejdsopgaver, jeg nu ønsker mig fri for. Sagen er nemlig den, at vores spillerum for at vælge indhold, midler og metode i undervisningen i praksis efterhånden er så indskrænket, at det egentlig kan være ligemeget.

Undervisningens indhold er i fag som dansk og historie nøje udspecificeret fra centralt hold i form af nationale kanoner. Indholdet i resten af fagene styres via de nye såkaldt forenklede Fælles Mål. Som alle landets lærere vil vide, går øvelsen ud på at foregøgle os lærere en form for valgfrihed, når vi i disse dage sammensætter titusindvis af årsplaner, hvor vi for hvert enkelt undervisningsforløb skal pinde ud, hvilke færdigheds-, videns- og kompetencemål det nu drejer sig om at arbejde hen imod, at eleverne tilegner sig. Som om alt dette ikke var styring nok, er vi også bundne af, at undervisningen skal være differentieret, varieret, inkluderende og - som det sidste nye - fuld af bevægelse.

Jeg ved ikke, hvad man forestiller sig i Undervisningsministeriet, men i praksis foregår tilrettelæggelsen af undervisningen i denne tid efter devisen “det muliges kunst”. Vi har simpelthen ikke tilstrækkeligt tid til rådighed til at vi lærere hver især kan “opfinde den dybe tallerken” og tilrettelægge de forkromede undervisningsforløb, der kan leve op til alle de ovenstående krav.

Nødvendigheden tvinger os desværre til i stedet at vælge de lette løsninger og nøjes med fx de gamle klassesæt i depotet i stedet for den bog, man egentlig gerne ville præsentere eleverne for, men som skolens økonomi eller cfu’s bookingsystem ikke kan stille til rådighed. Nødvendigheden tvinger os desværre også til at udarbejde årsplanerne i omvendt rækkefølge af intentionerne bag Fælles Mål, da vi ikke kan vælge og vrage blandt materiale, men må bruge, hvad der er tilgængeligt, og af bar tidsnød vælge de arbejdsformer, vi i forvejen kender.

Hvis vi lærere havde de nødvendige arbejdsbetingelser kunne vi sagtens opfinde nye og spændende måder at undervise og arbejde med stoffet på. Som betingelserne er nu, kan jeg bare ikke se, hvem der får noget ud af, at så mange tusinde lærere sidder og laver det samme arbejde - samme mål, samme kanonpunkter, samme arbejdsformer - og så skal stå personligt på mål for kvaliteten af det.

Må jeg i stedet foreslå, at DLF fremfor at bruge kræfter på alskens mere eller mindre meningsløse kampagner for at højne lærerstandens anseelse begynder at kæmpe for, at man fra Undervisningsministeriets side så hurtigt som muligt samler landets klogeste lærere og får dem til at udarbejde en centraliseret læreplan fuld af spændende og anderledes undervisning med bevægelse, inklusion og differentiering. Samtidigt kunne man fra centralt hold betale regningen for undervisningsmaterialerne og de læringsportaler, der skal bruges i undervisningen. Det kunne frigøre lærernes tid til mere presserende opgaver samt ikke mindst spare hver enkelt skole og kommune kæmperegninger i form af udgifter til websites, bøger og andre materialer - en udgift, der vist kun kommer landets bogforlag til gode.

En centraliseret læseplan er langt fra at foretrække frem for den enkelte lærers grundigt forberedte og gennemtænkte undervisning, men i forhold til de hovsa-løsninger, vi lærere nu tvinges ud i, er det et mindre onde. Hvis Undervisningsministeriet udarbejdede undervisningsmateriale, der kan leve op til målene, og gjorde det tilgængeligt for landets skoler, ville det være et stort skridt frem imod rent faktisk at tage ansvar for den folkeskolereform, man har tvunget igennem.