Ordblind/læsesvag
0   480

Ny pc-tablet sparer ordblinde elever for kostbar spildtid

Den teknologiske udvikling gør det lettere for ordblinde at præstere i et normalt undervisningsmiljø. I Aarhus har Kompetencecenter for Læsning høje forventninger til en kombineret tablet og pc, som er hurtig og let at anvende Cd-ord og Dictus på. Det værdsætter eleverne, for deres tid er kostbar.

Malou Boye Krieg fra Gammelgaardsskolen i Aabyhøj og Taha Markanti fra Samsøgades Skole i Aarhus midtby klikker sig ubesværet rundt på deres nye Surface Pro 2-maskiner, som både er en tablet og en pc. De går i henholdsvis 8. og 9. klasse og er tilknyttet Kompetencecenter for Læsning i Aarhus, hvor de er blandt de første ordblinde elever, som er blevet udstyret med den nye tablet.

I det næste halvandet år skal 11 elever bedømme, hvordan det er at arbejde med den i stedet for en traditionel pc-båret it-rygsæk, som de har været vant til.  Det er for eksempel lettere at bruge ordforslagsprogrammet cd-ord og talegenkendelsesprogrammet Dictus på den nye maskine, der styres af Windows Pro 2.

"Vi kommer hen til programmerne med ét tryk", understreger Taha Markanti.

Tabletten bliver ens bedste ven

Artiklen fortsætter under banneret

Som andre tablets starter Surface Pro 2 lynhurtigt, og det er vigtigt, når man kæmper med bogstaverne.

"Vi skal bruge længere tid på at læse og skrive, så vi kommer lynhurtigt bagud i forhold til klassekammeraterne. Vores tid er alt for kostbar til, at vi kan vente på, at computeren bliver klar", siger Taha Markanti.

Det er ikke fedt altid at være den, der er sidst færdig, tilføjer Malou Boye Krieg.

"Så begynder jeg at tænke, om der mon er nogle, som gider være i gruppe med mig", siger hun.

Den hurtige opstart gør det let at tage tabletten med, når man skal lave gruppearbejde eller skifte lokale.

"Med en bærbar pc skal man nærmest pakke sammen midt i timen. Den her klapper man bare sammen og tager med sig. Det er min nye bedste ven. Jeg har den med overalt, så jeg bliver knyttet til den", siger hun.

Nu skal der nødig gå romantik i den, advarer Taha Markanti. Men så alligevel.

"Det er rigtig nok - tabletten bliver ens bedste ven", konstaterer han.

Cd-ord for besværligt at bruge på iPad og android tablets

Mange skoler og kommuner har investeret i iPad's til eleverne, og nogle har benyttet lejligheden til at omdøbe iPad'en til en it-rygsæk. Men på Kompetencecenter for Læsning i Aarhus betragter man ikke tabletten fra Apple som et vidunder, når det gælder ordblinde elever.

"Et program som Cd-ord er universelt. Alligevel er det alt for besværligt at bruge Cd-ord på både iPad og android-tablets. Hvis ordblinde skal kunne lære på lige vilkår med andre elever, må det ikke være besværligt at få læst en tekst op. Vores elever har typisk gang i fem-seks processorer, og det kan Windows 8 Pro klare", siger Visti Søvsø Hansen, der er afdelingsleder på Kompetencecenter for Læsning i Aarhus.

Kompetencecenter for Læsning i Aarhus

Kompetencecenter for Læsning i Aarhus ligger på Rosenvangskolen i Viby og blev oprettet i 2009 ud fra erfaringen om, at man godt kan lære ordblinde elever at anvende en it-rygsæk, men når de er i deres klasse, bruger de den ikke optimalt.

Centret tager 30 elever fra 4. til 10. klasse ind to gange om året. Derudover optages der årligt 30-40 elever fra 0. til 3. klasse. Visiteringen sker gennem PPR, når det ikke lykkes skolerne at hjælpe eleverne igennem deres egne støttesystemer. Elever fra 0. til 3. klasse bliver i deres klasser, mens elever fra 4. til 10. klasse begynder med ti ugers undervisning i centret efter normalt skema og vender så tilbage til deres klasser, hvor de i halvandet år får støtte og vejledning af centrets ti konsulenter. Centret har således hele tiden 175 elever i forløb.

Målet er at gøre eleverne i stand til at begå sig i et almindeligt læringsmiljø med en it-rygsæk. Derfor arbejder centret med praktisk brug af it-redskaber som Cd-ord og Dictus, så eleverne får lettere adgang til skriftsproget. Centret ser også på den mentale del. Eleverne har i den grad brugt resurser på afkodning fremfor at tilegne sig viden, og det skal vendes til, at de ser sig selv som nogle, der er i stand til at handle.

Det kræver blandt andet, at både elevernes sædvanlige lærere og   forældrene får et nyt syn på eleven. De skal droppe tanken om, at eleverne skal have hjælp til at knække læsekoden, for det kan de ikke. De har derimod brug for en lang og konstant træning af ord-lyd-forbindelser for at blive bedre til det skriftsproglige arbejde. Det kan de få med digital hjælp til at læse. Derfor laver kompetencecentret kurser for både lærere og forældre om, hvad eleverne lærer af centrets undervisning.

Med andre ord: I stedet for at tale om elevens begrænsninger skal man se på elevens kompetencer. Forældrene skal blandt andet vænne sig til, at deres børn selv klarer lektierne, som ofte har været et konfliktfyldt område. I stedet kan forældrene tale med deres børn om, hvad de har lært.                 

 

Centret er et tilbud til stærkt ordblinde elever i Aarhus Kommune. De begynder med ti ugers undervisning i centret efter normalt skema og fortsætter derefter i deres egne klasser med støtte og vejledning af centrets ti konsulenter igennem halvandet år.

Eleverne vil i højere grad tage den nye tablet frem

Eleverne har deres it-rygsæk med, når de begynder på centret. Men erfaringen i både Danmark og internationalt er, at de ofte ikke bruger den.

"It-rygsækken er født som et kompenserende redskab til voksne, men børn udvikler hjernen til langt op i 20'erne, så vi arbejder med it som et kvalificerende redskab. Eleverne kommer typisk igennem meget mere læse- og skrivestof ved hjælp af it end i konventionel træning", siger Visti Søvsø Hansen.

Det har hjulpet på elevernes brug af it-rygsækken, at Aarhus Kommune er gået fra en bærbar pc med en skærm på 15 tommer til én med 12 tommer skærm. Men den kommer stadig ikke med, når de skifter plads, så nu forsøger kompetencecentret sig med Surface Pro 2 med Windows 8 Pro som styresystem til 11 elever fra 7., 8. og 9. klasse.

"Vi tror på, at tabletten kommer med eleverne rundt, fordi de bare kan klappe den sammen. Den tænder og slukker lynhurtigt, og fordi den både er en pc-, tablet- og mobilløsning, er det hurtigt og nemt at arbejde med programmer som Cd-ord og Dictus. Derfor tror vi, at Windows 8 Pro bliver fremtiden".

Den nye tablet har mere apeal

I det næste halvandet år følger centret nøje med i, hvordan de 11 elever bruger tabletten.

"Lige nu har tabletten nyhedens interesse, men vi ved, at det betyder meget for eleverne, hvilken maskine de har. Alene det, at de gik fra en 15 til 12 tommers skærm, betød, at it-rygsækken i højere grad kom på bordet. Vi tror, at den nye tablet har endnu mere appeal. Man skal vænne sig til skærmen og til en anden opsætning, men Cd-ord og Dictus fungerer på præcis den måde, eleverne kender", siger Visti Søvsø Hansen.

Så vidt han ved, er kompetencecentret i Aarhus det første, der giver tabletten til et helt hold elever med læsevanskeligheder.

"Der findes tilsvarende tablets fra andre firmaer, men styresystemet Windows 8 Pro er vores bud på, hvad der skal til for, at eleverne kan lære på lige vilkår med deres kammerater", siger Visti Søvsø Hansen.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.423 andre er allerede tilmeldt

It-netværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for it i folkeskolen. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
11.544 andre er allerede tilmeldt