»Det er svært for mig at være præcis«

Folkeskolereformen betyder i de fleste kommuner, at lærerne skal undervise to timer mere om ugen. Mange steder ansætter man også nye lærere. Men i Odense er der lagt op til fyringer. Hvordan det skal gå op, ved børne- og ungerådmanden, Brian Dybro, ikke.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fyringsrunde: Færre lærere skal undervise flere timer i Odense

? For at kunne finansiere reformen er det eksempelvis i Vejle blevet til, at hver lærer skal undervise 2,5 timer mere. Hvordan kommer det til at se ud i Odense, når der samtidig skal fyres lærere?

! »Vi har skruet på de knapper, som regeringen med skolereformen drejer på, nemlig højere undervisningstid. Vi har med 'den sammenhængende skoledag' i Odense et gennemsnit på 735 undervisningstimer per lærer, i reformen hedder det 733. Men så er der jo lige det forbehold, at skolelederne har friheden til at skrue tingene anderledes sammen ude på den enkelte skole, hvis de kan få det til at hænge sammen. Så hvad er den reelle undervisningstid? Det tal har jeg faktisk ikke lige nu. Men jeg har ikke nogen intention om, at undervisningstimetallet skal endnu højere op«.

2,5 times ekstra undervisning per Vejle-lærer

? Nej, men kan man forestille sig andet, når der bliver færre lærere?

! »Det er svært for mig at give et meget præcist billede. Men så er vi tilbage til, hvordan vi prioriterer pengene helt generelt i Odense. Sagen er: Jeg har kæmpet for nogle penge til folkeskolen, men det kom jeg jo ikke igennem med. Det var der ikke flertal for i byrådet. Altså, jeg er ikke interesseret i, at lærerne skal undervise mere, men vi får jo en udfordring, når et flertal i byrådet ikke har villet sætte flere penge af til børn og unge. Der udestår en diskussion om, hvordan tingene skal hænge sammen - ikke kun i forhold til skolereformen, men helt generelt«.

? Jamen har du ikke stillet det spørgsmål til dine politiske kolleger i byrådet?

! »Jo altså, jeg har sagt, at der er en udfordring her, at vi er hårdt spændt for. Jeg har sagt, at der med en folkeskolereform bliver flere timer i folkeskolen. Alle de ting har jeg sagt. Jeg har argumenteret for, at det er vigtigt at afsæt

te flere penge til området. Men jeg er jo ikke større end et flertal«.

? Kan man forestille sig andet, end at lærerne i Odense kommer til at undervise i hvert fald to timer mere?

! »Det er relevante spørgsmål, du stiller, men der er nogle løse ender i øjeblikket. De sidder på højtryk og regner på det. Du er ikke den eneste, der spørger, men det er svært for mig at være præcis«.

? Hvornår forestiller du dig, at du kan være mere klar på, hvor mange flere timer lærerne skal undervise næste år?

! »Jamen, mit udgangspunkt er, at lærerne i Odense i forvejen underviser rigtig meget af deres arbejdstid. Jeg har svært ved at se, at man kan skrue mere på den knap. Det er i hvert fald ikke mit ønske. Men på et tidspunkt skal byrådet forholde sig til, hvordan man får økonomien til at hænge sammen på skoleområdet, når nu man ikke ville sende flere penge. Muligheden var der ellers«, siger han og henviser til, at der i kommunen var skabt et overskud på 80-90 millioner. Men byrådet indgik den 19. september et budgetforlig, der vil investere 100 millioner kroner i vækstinitiativer og spare 135 millioner på børne- og ungeområdet.

Leder: En fynsk Aarhushistorie