Undervisningsministeren vil ikke forholde sig til BDO-rapportens konklusioner, men hun understreger, at inklusionen ikke må blive en spareøvelse.

Ministeriet generaliserer om resurser til inklusion

Resurserne er fulgt med over i normalundervisningen, konkluderer Christine Antorini på baggrund af en netop offentliggjort evaluering af inklusionen fra ministeriet. Men konklusionen bygger kun på et skøn fra rapportens 12 kommuner. Tal fra en frisk BDO-rapport peger derimod på en besparelse også på normalområdet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Selv hvor inklusionsprocessen har været mest omfattende, er den fulgt af, at man har ladet ressourcer følge med over i den almene undervisning. Nogle steder har man ligefrem relativt set tilført ressourcer". Sådan lyder det i en netop offentliggjort undersøgelse af kommunernes omstilling til øget inklusion foretaget af Aarhus Universitet og SFI for Ministeriet for Børn og Undervisning.

Ministeriets eveluring: Lærerne er ikke klædt på til inklusionen

Det får ministeriet til i sin pressemeddelelse at konkludere, at:

"Undersøgelsen viser, at der er fulgt ressourcer med over i den almindelige undervisning, og de supplerende data om inklusion på landsplan, der offentliggøres sammen med undersøgelsen viser, at udgifterne til folkeskolen pr elev er øget fra 2011 til 2012".

De supplerende tal fra KL viser, at de samlede udgifter per elev i folkeskolen er steget fra 66.200 i 2011 til 66.900 i 2013.

Og børne- og undervisningsminister Christine Antorini siger:

"Jeg kan glæde mig over, at rapporten viser, at alle kommuner har foretaget et kompetenceløft og har ladet økonomien følge med over".

Men præcis den konklusion kan man ifølge ministeriets egen økonomiekspert ikke drage, for selv om de gennemsnitlige tal er steget, ved man endnu ikke, hvordan pengene bliver fordelt ude i kommunerne.

"Vi kan ikke ud fra de tal sige noget om, at pengene er flyttet med fra specialundervisningen over i normalundervisningen", siger chefkonsulent Ebbe Kern.

BDO-rapport viser besparelser på normalundervisningen

I sidste uge kunne folkeskolen.dk fortælle om en helt ny opgørelse fra BDO Kommunernes Revision, som er baseret på tal fra Danmarks Statistik, som er renset, så de kan sammenlignes med året før. Den viser, at udgifterne til specialundervisning er faldet med 4,7 procent fra 2011 til 2012. I samme periode er udgifterne til normalundervisningen faldet med 1,1 procent.

Disse tal tyder altså snarere på, at kommunerne har benyttet lejligheden til at spare penge på inklusionen. Forskellen til KL's tal ligger i, at BDO har korrigeret tallene for den stigende udgift til pension for overenskomstansatte lærere og en ny konteringsmetode, hvor befordringen til specialundervisningselever som noget nyt i 2012 er blevet flyttet ind på kontoen for specialundervisning. Med andre ord har de sørget for at tallene er gjort op på samme måde som i 2011.

Inklusion er blevet en spareøvelse i kommunerne

Christine Antorini vil ikke forholde sig til BDO-rapporten.

"Jeg kender ikke til de beregninger, der ligger bag BDO-rapporten. Men jeg må forholde mig til, at denne rapport siger, at pengene er fulgt med".

Lærernes formand Anders Bondo forstår ikke, at Ministeriet kan sige, at resurserne er fulgt med eleverne, og at ministeren ikke kan forholde sig til BDO-rapporten.

"Det er det stik modsatte, der er sket. Og den måde, som udgifterne er gjort op på i BDO-rapporten, er samme metode, som ministeren tidligere selv har brugt til at klandre den forrige regering".

Antorini: Økonomiaftalen lugter af spareøvelse

Indsatsen skal vurderes igen næste år

Professor Niels Egelund, der står bag evalueringen, understreger, at rapportens konklusioner bygger på vurderinger fra 12 repræsentativt udvalgte kommuner, og at det derfor kun kan give et skøn i forhold til, hvordan situationen ser ud.  Christine Antorini medgiver da også, at der kun er tale om tendenser.

"Udgangspunktet er fortsat, at det ikke skal være en spareøvelse. Denne rapport viser kun år ét. Vi må se på det igen, når vi følger op med næste rapport. Og hvis det viser sig, at der bliver sparet på inklusionen, så vil vi selvfølgelig tage det op med kommunerne. Det er jo derfor vi har et samarbejde med kommunerne om inklusionen".

 

 

Læs mere

Rapporten: Kommunernes omstilling til øget inklusion