"Jeg frygter, at debatten udvikler sig til generaliseringen: Hjemtagelser er lig forringelser", siger Mikkel Vest Stephansen fra Specialskolen for Voksne, Vendsyssel i Hjørring.

Speciallærer: Hjemtagelse behøver ikke være lig med forringelser

Borgerne risikerer at få ringere tilbud, når kommuner trækker opgaver hjem, lyder det fra lærere på typisk regionale specialcentre. Men hjemtagelse er ikke nødvendigvis lig med forringelser, mener en lærer fra en kommunal specialskole for voksne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I den rundspørge, folkeskolen.dk har foretaget blandt tillidsrepræsentanter for speciallærere, udtrykker flere deres bekymring for, at den faglige ekspertise bliver svækket, når kommuner vælger selv at løse opgaver, som større specialcentre traditionelt har taget sig af.

Speciallærere: Borgerne får et ringere tilbud

Men sådan behøver det ikke være, siger lærer Mikkel Vest Stephansen fra Specialskolen for Voksne, Vendsyssel i Hjørring.

"Jeg frygter, at debatten udvikler sig til generaliseringen: Hjemtagelser er lig forringelser. Men at hjemtage opgaver er ikke nødvendigvis et udtryk for ringere faglighed og tilbud til borgeren. Det kan være fagpersoner, også medlemmer af DLF, der håndterer opgaverne med stor faglighed i hjemkommunen, så det står forhåbentlig ikke skidt til med specialundervisningen alle steder", siger Mikkel Vest Stephansen, der er tillidsrepræsentant for begge specialskolens afdelinger, henholdsvis Center for Kommunikation og Undervisning og STU Center Vendsyssel.

Skolen hørte tidligere under regionen, men ejes nu af Hjørring Kommune, der har et tæt samarbejde med især Frederikshavn Kommune.

Fagpersonale er en forudsætning for hjemtagelse

Specialskolen har oplevet en stor fremgang i læreropgaver siden 2007. Det skyldes primært, at skolen er blevet udbyder af STU med elever fra kommunen selv og to nabokommuner. Derudover tilbyder skolen kompenserende specialundervisning.

"Vi har dels opgaver fra før kommunalreformen, som vi stadig varetager. Samtidig har Hjørring Kommune i samarbejde med Frederikshavn Kommune hjemtaget dele af hjerneskadeområdet", fortæller Mikkel Vest Stephansen.

Han har været ansat på skolen siden 2008, og med sin daglige gang på STU'en har han ikke et indgående praktisk eller historisk kendskab til arbejdet under den kompenserende lovgivning.

"Jeg er blevet fortalt, at rammerne ikke har ændret sig i forbindelse med hjemtagelse af opgaver, så forhåbentlig oplever borgerne en bedre tværsektoriel sagsgang, samtidig med at undervisningen har den samme høje faglighed", siger Mikkel Vest Stephansen.

Det giver mening, at borgeren modtager undervisning i sin hjemkommune eller nabokommune og for eksempel sparer en lang køretur for at modtage undervisning, mener han. Men det er under den forudsætning, at kommunen har ekspertise på området.

"I forbindelse med hjemtagelse af nye opgaver er det vigtigt, at man ansætter fagpersonale med ekspertise og bruger resurser på relevant videreuddannelse for at kunne varetage nye opgaver. Hvis det ikke overholdes, er det bestemt meget bekymrende", siger Mikkel Vest Stephansen.

Færre lærere skal rumme en større mængde specialistviden

Det kan være nødvendigt at råbe op

Som tillidsrepræsentant på en skole, der udbyder kompenserende specialundervisning, kan Mikkel Vest Stephansen kun bakke op om, at der sættes fokus på, om borgerne oplever serviceforringelser.

"Vi skal være fortalere for, at der fortsat kan være en høj faglighed på området - og råbe op, når vi oplever det modsatte. Derfor er det vigtigt, at det bliver undersøgt, hvordan de økonomiske rammer og takster har udviklet sig gennem de senere år fordelt over landet. Debatten må ikke udelukkende hæfte sig ved hjemtagelse, men i højere grad om økonomien", siger han.

Lærere på specialinstitutioner oplever massiv tilbagegang

Det vigtigste må være, at hjemtagelsen af opgaver ikke skyldes besparelser, hvor pengene forsvinder fra den kompenserende specialundervisning, fremhæver han.

"Dernæst må der være klare vurderinger af, hvilke opgaver de enkelte kommuner har volumen nok til at hjemtage. Det er vigtigt, at der stadig er ekspertise til at varetage de opgaver, som de enkelte kommuner ikke kan løse", siger Mikkel Vest Stephansen.

Evaluering af strukturreformen ventes klar i 2013

En arbejdsgruppe med repræsentanter fra Social- og Integrationsministeriet, Ministeriet for Børn og Undervisning. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Finansministeriet, Skatteministeriet, KL og Danske Regioner er i gang med at evaluere konsekvenserne af strukturreformen. Et af de fire særlige fokusområder er de specialiserede social og undervisningstilbud. Evalueringen ventes at være klar i begyndelsen af 2013.

Kritik: Strukturreformen evalueres i en lukket kreds

 

Ældre specialærere føler sig presset til at gå før tid