"Vi hjælper gerne kommunerne med at spare penge, selv om vores motivation er at give borgerne en bedre støtte", siger Steen Friis.

Fusion af tre centre inden for kommunikation orienterer sig mod vækst

Til januar fusionerer Center for Høretab i Fredericia med kommunikationscentrene i henholdsvis Vejle og Odense. Ikke mindst centret i Vejle er hårdt presset, fordi kommunerne trækker opgaver hjem. Lederen af den nye enhed vil samarbejde med kommunerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Politikerne i Region Syddanmark har besluttet at samle Center for Høretab i Fredericia, Center for Kommunikation og Hjælpemidler i Vejle og Center for Rehabilitering og Specialrådgivning i Odense under samme paraply. Det nye center kommer til at hedde Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi, og det er ikke tilfældigt, fortæller Steen Friis, der i sidste uge blev udnævnt til centerchef. I dag er han forstander for Center for Høretab.

"På Center Høretab arbejder vi mere og mere med rådgivning, vejledning og teknologisk udvikling fremfor undervisning, fordi døve børn bliver CI-opereret. Sådan er det også på de to kommunikationscentre, så fremover satser vi på innovation og vækst", siger Steen Friis.

Han vil danne projektgrupper på tværs af de tre nuværende centre, som skal finde nye løsninger inden for syn, høre, tale og mobilitet, som er de fire områder, alle tre centre dækker i dag.

"Vi vil samarbejde med kommunerne, som er motiverede for at spare penge. Det hjælper vi gerne med, selv om vores motivation er at give borgerne en bedre støtte", siger Steen Friis.

Det nye center skal være attraktivt for kommunerne

Alle tre centre har skåret i medarbejderstaben i de senere år. Det gælder ikke mindst Center for Kommunikation og Hjælpemidler i Vejle, hvor tre af fem kommuner har hjemtaget opgaverne. Steen Friis håber at kunne overbevise kommunerne om, at de igen skal bruge det regionale tilbud.

Lærere på specialinstitutioner oplever massiv tilbagegang

"Vi vil i dialog med kommunerne om, hvad vi kan gøre for dem. Derfor har vi dannet et team med tre medarbejdere, som er kommuneansvarlige. Vi vil prøve at gøre os attraktive for kommunerne gennem effektiviseringer, en gennemskuelig prispolitik og ved at samarbejde", siger chefen for det kommende center.

Steen Friis erkender, at det kan blive svært at få kommunerne til at ændre kurs, når de først har taget opgaver hjem.

"Kommunerne siger, de kan løse opgaverne billigere, men spørgsmålet er, om kvaliteten er den samme, og om det er en god ide at bygge et parallelsystem op, når vi har ekspertisen. Det kan godt være, at det bliver op ad bakke at få kommunerne til at bruge os igen, men det kan også ske i et samarbejde, så de ikke selv behøver ansætte for eksempel talepædagoger", siger Steen Friis.

Ikke udsigt til nye fyringer

Center for Høretab opstod for et par år siden, da Nyborgskolen og Fredericiaskolen blev lagt sammen. For ti år siden havde Nyborgskolen 130 elever, men siden er det faldet støt til blot ti elever i dette skoleår. Denne nedgang kombineret med ledige lokaler i Fredericia gjorde, at Nyborgskolen i sommer blev flyttet til den gamle fæstningsby ved Lillebælt.

Døveskolerne i Nyborg og Fredericia fusioner

Lærere ser fortrøstningsfuldt på fusion af døveskoler

Selv om Center for Kommunikation og Hjælpemidler i Vejle også har været udsat for massiv tilbagegang, er der ingen planer om også at flytte denne institution til Fredericia.

"Lige nu har vi ingen ledig kapacitet i Fredericia. Desuden er der tale om en vækstorienteret fusion, som skal sikre os nye indtjeningsmuligheder gennem udvikling af velfærdsteknologier. Derfor er der ikke nogen, der bliver afskediget på grund af fusionen", siger Steen Friis.

Takstfinansiering er en barsk måde at være ansat på

Den nye centerchef kan dog ikke garantere medarbejderne, at der er et job til dem i fremtiden.

"Vi lever af takstfinansiering, og det er en barsk måde at være ansat på. Når medarbejderne spørger, om de også er ansat til næste år, kan jeg kun svare: Ja, hvis kommunerne vil bruge os. De bestemmer vores skæbne. Men som en stor organisation med cirka 275 ansatte og en omsætning på 200 millioner kroner får vi flere muligheder for at skabe os indtægter. Vi skal både dele faglig viden på tværs af de tre nuværende centre og lave velfærdsteknologiske projekter sammen", siger Steen Friis.

Powered by Labrador CMS