"Det er vigtigt, at børn og unge kan dyrke deres idrætstalent", siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini

Antorini: Søg om forlængelse af eliteidræts-forsøg

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini opfordrer skoler, der har eliteidrætsklasser, til at søge om at få forlænget deres forsøgsperiode.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

14 folkeskoler sætter til august deres sidste eliteidrætsklasse i gang medmindre, de får forlænget deres tilladelse til at lave forsøg. Deres femårige forsøgsperiode løber nemlig ud nu.

Det er snart slut med eliteidrætsklasser

Ideen om eliteidrætsklasser i folkeskolen blev født af den tidligere regering, og skolerne er spændte på, om de får lov til at sætte en ny eliteidrætsklasse i gang i august 2013, så de kan bibeholde deres profil med eliteidrætsklasser i overbygningen.

Ministeren er imødekommende Børne- og undervisningsminister Christine Antorini vil ikke stikke et kæp i hjulet på de igangværende forsøg. Hun opfordrer tværtimod skolerne til at søge om forlængelse af forsøgene her i efteråret, så de kan sætte en ny eliteidrætsklasse i gang i august 2013.

"Det er vigtigt, at børn og unge kan dyrke deres idrætstalent, og jeg har en god dialog med Team Danmark om forsøgene med eliteidrætsklasser. De kommuner, der gerne vil forlænge forsøgsperioden, vil jeg opfordre til at søge om det", siger hun til folkeskolen.dk.

Ministeren overvejer lovændring Eliteidrætsklasserne bryder med folkeskolelovens princip om den udelte skole, eftersom eleverne skal indfri særlige krav for at blive optaget i en eliteidrætsklasse, og det er netop det princip, som i alt 24 folkeskole har fået dispensation fra.

Om forsøgene skal lede frem til en lovændring, der gør det legalt for skoler at have eliteidrætsklasser med optagelseskrav, vil ministeren beslutte i den nærmeste fremtid.

"I forbindelse med den kommende folkeskolereform vil jeg tage stilling til, hvordan vi skal arbejde videre med at fremme idrætstalenter blandt skolebørn", siger Christine Antorini.

"Jeg er i øvrigt glad for, at der allerede i dag er mulighed for at dyrke idrætten inden for den udelte folkeskole. Der er for eksempel positive resultater fra Svendborg Kommune, hvor både elever, lærere og forældre er meget begejstrede. De udvalgte idrætsskoler i kommunen er for alle elever på hele skolen - uanset deres sportslige niveau", tilføjer hun.