Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen er "mildest talt skuffet" over, at Holbæks skoleelever tvinges til at gennemføre de nationale test i år.

Kommuner får nej til at droppe de nationale test i år

Skolerne i alle kommuner skal gennemføre de nationale test, uanset hvad byrådsflertallet mener. De kommuner, der hidtil har fået svar på, om de må droppe testene, har fået nej. En beslutning, man ærgrer sig over i frikommunerne Holbæk og Esbjerg.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Omkring en fjerdedel af landets kommuner har skrevet til Børne- og Undervisningsministeriet for at få lov til at springe de nationale test over efter et skoleår fyldt med corona. Men alle, der har fået svar fra ministeriet, har fået besked om, at skolerne ikke får lov til at slippe for de nationale test (rettet 7. april, red.: der er stadig kommuner, der ikke har fået svar).

I bl.a. Esbjerg og Holbæk, som efter sommerferien skal i gang med tre års frihedsforsøg i skolen, ærgrer man sig over den beslutning.

"Det er jeg mildest talt skuffet over", skriver Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen skriver på Facebook. Hun fortæller, at  ministeriet begrunder afslaget således:

"Det er vigtigt at få afdækket omfang og karakter af de faglige udfordringer, som nedlukningen har medført, med de forskellige redskaber, vi har, så skolerne kan sætte målrettet ind i forhold til den enkelte elev og klasse".

Rosenkrantz-Theil står fast: Brug for de nationale test i år

Og selvom borgmesteren er enig i, at eleverne efter corona skal samles op på bedst mulig vis, mener hun alligevel, at skolerne har brug for andet end nationale test til at nå det mål.

"I stedet for at bruge en centralistisk metode, der ikke giver et retvisende billede og som dermed ikke reelt kan bruges på skolerne, burde man have tillid til, at man på den enkelte skole kan finde en løsning lokalt", skriver Christina Krzyrosiak Hansen.

3 procent af årets nationale test gennemført 

Derfor opfordrer Holbæks borgmester i sit Facebook-opslag ministeren til at revurdere sin beslutning:

"Inden længe er Holbæk Kommune frisat af lovgivningen på skoleområdet og har frihed til at drive skole, som de, der er en del af skolerne, mener det gøres bedst. Men for alle de andre kommuners skyld, som ikke er en del af frihedsforsøget, håber jeg meget, at man vil revurdere beslutningen".

Frihedsforsøg i skyggen

Christina Krzyrosiak Hansen forklarer desuden i opslaget, at man i ansøgning til ministeriet blandt andet begrundede Holbæks ønske med, at kommunen er en del af det forestående frihedsforsøg, og at skolerne derfor er i fuld gang med arbejdet i den forbindelse.

En begrundelse som ministeriet ifølge Christina Krzyrosiak Hansen ikke forholder sig til i deres svar til kommunen.

Også i Esbjerg Kommune begrundede man sin anmodning med, at man står over for det treårige frihedsforsøg. 

"Det er på godt vestjysk rigtig træls, men omvendt er jeg ikke specielt overrasket", lyder det i JydskeVestkysten fra formand for Børne- og Familieudvalget i Esbjerg, Diana Mose Olsen.

Hun hæfter sig dog ved, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i sit svar fortæller, at testene på længere sig skal nytænkes. 

Powered by Labrador CMS