En del forældre har fået mere tid med deres børn, som kan bruges på kreative projekter.

Skal man nødundervise i håndværk og design?

Lærerne er ikke forpligtet til at fjernundervise eleverne i håndværk og design. Men mange gør det alligevel. "Det må bare ikke ende med at demotivere eleverne for faget", siger formanden for håndværk og design-lærerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er ikke meget samlet folkeskole over børns hverdag i øjeblikket. Og det gælder i høj grad også faget håndværk og design. På sociale medier poster forældre, der har fået ekstra tid, billeder af, hvordan de bygger, strikker, syer og snitter med deres unger. Men ligeså mange kæmper for at holde ungerne limet til computerens dansk og matematik, mens de selv knokler fra hjemmearbejdspladsen.

Som udgangspunkt omfatter bekendtgørelsen om nødundervisning ifølge §2 stk. 4 ikke "praktisk orienteret undervisning i fag eller aktiviteter, hvor det vil være forbundet med uforholdsmæssige faglige, praktiske eller sikkerhedsmæssige vanskeligheder at gennemføre undervisningen uden samtidig tilstedeværelse af underviser og elever".

Men der står også, at man så udskyder planlagt undervisning, så den kan gennemføres senere, og det har givet anledning til meget forskellige fortolkninger på skolerne. Folkeskolen.dk har spurgt håndværk og designlærerne, og svarene går fra:

"Vi skal levere til alle fag. Hvis ikke skal vi regne med at læse ekstra timer i faget, når vi kommer tilbage".

Til: "På vores skole prioriterer vi dansk, matematik og sprogfag".

Argumenterne for det ene eller andet findes enten i fortolkning af ministeriets tekst eller i forholdet til faget:

Ingen tager skade af at undvære faget en måned

"Selvom jeg er håndværk og design- og sløjdlærer, så tager ingen skade af at undvære faget i en måneds tid. Elever og forældre har rigeligt at gøre med de 'bombardementer', nogle lærere har sat i gang. Slap dog af - dette er en yderst usædvanlig situation, men eleverne kom også videre efter lockouten. Vi tager undervisningen op igen efter coronaen", svarer én.

Mens en anden insisterer på at opretholde faget:

"Mit valgfagshold afleverer en opgave, hvor de har tegnet skitser af møbler i eget hjem. Så de øver det. Og så har de fået en persona, de skal beskrive. Næste bliver nok en lille designopgave ud fra personaerne og dertil lave skitser og en lille mockup i pap fra papkasser. De skal sende billeder og begrundelse for deres valg i designprocessen".

Se hvad dine kolleger gør med håndværk og design i coronaens tid

Kun dem, der afslutter faget skal have undervisning

Men er det virkelig sådan, at de timer eleverne går glip af, hvis der ikke sendes materiale ud til håndværk og design, skal læses når de er tilbage på skolerne? Bekendtgørelsen er tydeligvis åben for fortolkning. Det har man også erkendt i Undervisningsministeriet, som på sin hjemmeside om nødundervisning har tilføjet en undtagelse for folkeskolen, som ikke var med i det første bekendtgørelsesudkast, men er kommet til "på baggrund af bemærkninger fra interessenterne på området". Den lyder:

"Hvis det ikke har været muligt at gennemføre praktiskorienteret undervisning som nødundervisning, er udgangspunktet, at denne undervisning så vidt muligt skal gives, når skolerne åbner igen. For folkeskolerne gælder dette dog kun praktiskorienteret undervisning i fag, som eleven afslutter i skoleåret 2019/2020, og kun i det omfang, det er muligt".

Formand: Vi skal ikke demotivere med teoretisk undervisning

Formanden for Den faglige forening Håndværk og design, Irene Egeskov Andersen, mener bestemt ikke, at lærerne skal sidde og opfinde virtuel undervisning til eleverne.

"Håndværk og design er et praktisk fag, som forudsætter, at man har materialer til rådighed og mulighed for at få hjælp og eventuel få ting vist. Jeg har meldt klart ud på min skole, at jeg ikke sender noget ud, fordi praktiske fag ikke egner sig til virtuel undervisning", siger hun til folkeskolen.dk/h&d.

Forsker: Fjernundervisning virker i alle fag

Der er ingen tvivl om, at håndværk og design også har en teoretisk dimension, og hun giver gerne eleverne tekster, de skal læse normalt, men hun vil ikke anbefale, at man gør det nu.

"Tekster er fine, når de har relation til den opgave, man er i gang med. Men lige nu vil det blive løsrevet. Samtidig er familierne meget pressede, fordi de skal passe børn og arbejde samtidig. Hvis man sender tekster eller en teoretisk designopgave ud uden mulighed for at debattere og stille kritiske spørgsmål og uden mulighed for at arbejde praktisk, så frygter jeg, at man dræber motivationen for faget. Jeg tænker, at vores fag alt i alt er bedst tjent med, at vi giver den en skalle, når vi er tilbage".

Hun tror ikke på, at man vil dække undervisningen ind, når eleverne kommer tilbage i skole.

"Det vil altid være en fortolkning mellem skoleleder og personale. Men vi arbejder jo fuld tid nu, for de andre fag, som vi skal undervise i, tager væsentligt længere tid end normalt. Hvis vi skal erstatte håndværk og design, bliver det jo ekstra timer. Desuden tror jeg, at vi alle sammen har brug for, at det hele bare bliver normalt, når vi kommer tilbage".

Om denne periode vil gøre noget godt eller noget dårligt for fagets status i skolen, synes hun er svært at spå om, for på den ene side kan det jo ses som en nedprioritering, at der ikke skal sendes materiale ude, på den anden side er der mange forældre, som lige nu griber chancen for at være kreative med børnene. Hun håber ikke, at lærerne sender en masse lektier hjem alene for at vise, at faget er vigtigt.

"Faget er vigtigt, det kan noget andet og har andre rammer og krav. Hvis forældrene har overskuddet og lysten til fx at lære børnene at strikke eller snitte, er det jo rigtigt fint. Det er jo en fantastisk måde at være sammen på i familien. Og at lave noget manuelt er en god måde at tackle den her situation, hvis man fx har svært ved at koble af eller har brug for at få tankerne over på noget andet. Der kan vores fag virkelig noget, som alle kan have glæde af, og der er masser af ideer at hente på nettet og hos lærerne", siger Irene Egeskov Andersen. 

Powered by Labrador CMS