Debat

Styrk vejledning, og drop økonomilogik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor længe skal vi blive ved med at acceptere, at politikerne siger ét, men gør noget helt andet?

Gennem efteråret hørte vi igen og igen, at de unge træffer forkerte valg af ungdomsuddannelse. For mange vælger gymnasiet, og for mange »spilder« deres tid i uddannelsen, fordi de ikke bruger den efterfølgende. Enhver kan sige sig selv, at svaret på den udfordring må være endnu bedre vejledning af de unge og ikke mindre vejledning.

Derfor er det helt uforståeligt, at politikerne tillader, at økonomerne endnu en gang sætter en dagsorden, der går stik imod de politiske intentioner. Under dække af begrebet fokuseret vejledning lægges der op til, at vejledningsindsatsen i folkeskolen skal forbeholdes de 20 procent af eleverne, der ikke får en ungdomsuddannelse (den egent­lige begrundelse for forslaget er øjensynlig, at den sparede vejledning så kan udfylde det hul, der opstår, når finansieringen af Ungepakke 2 bortfalder - økonomilogik af værste skuffe!). Tankegangen er meningsløs. For det første er »de 20 procent« ikke en veldefineret gruppe, som vi lige kan sætte ind over for. For det andet vil det jo overhovedet ikke løse den problemstilling, som politikerne har angrebet hele efteråret: For mange unge vælger forkert.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I fredags besøgte jeg sammen med undervisningsminister Christine Antorini Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og 10.-klasseskolen i Slagelse Kommune. Her fik vi et fremragende eksempel på, hvordan god vejledning og 10. klasse kan være med til at kvalificere de unges uddannelsesvalg. Tre elever fra hver deres linje på skolen forklarede, hvordan samtalerne med en dygtig UU-vejleder op gennem folkeskoleforløbet og nu året i 10. klasse var med til at afklare deres uddannelsesvalg og styrke mulighederne for at gennemføre uddannelsen.

Antorini: Vi har ikke planer om at ændre 10. klasse

Jeg er overbevist om, at ingen af de tre unge var blevet rubriceret i »de 20 procent«, og havde UU kun tilbudt »fokuseret vejledning«, havde de derfor ikke fået den vigtige sparring frem mod deres afklaring af uddannelsesvalg.

Kære politikere, drop økonomilogikken, og tag i stedet ansvaret for, at vi har mulighed for at indfri jeres mål. I dette tilfælde handler det om styrket vejledning og ikke »fokuseret vejledning« (der reelt dækker over massive besparelser på vejledningen).