Skolepolitik

"Vi vil have en ekstra lærer eller pædagog i halvdelen af alle timer for at sikre, at børn, der har det svært, kan få hjælp med det samme – uden at forældre eller lærere skal slås for hjælpen i årevis", siger Lotte Rod.

Radikale vil have Tesfaye til at finde penge til tolærertimer i halvdelen af elevernes skoleuge

Hvis skolen faktisk skal være for alle elever, er der brug for langt flere timer med to voksne, mener de Radikale. Partiet vil konkret have en ekstra voksen i halvdelen af alle timer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) bør indkalde til politiske forhandlinger i år om at tilføre penge nok til folkeskolen til, at der kan være en ekstra lærer eller pædagog i halvdelen af alle timer.

Sådan lyder et konkret beslutningsforslag fra de Radikale, som i dag er blevet førstebehandlet i Folketinget.

”Lige nu er 16.000 forældre hjemme, fordi deres barn har det for skidt til at komme i skole. Det er et politisk svigt, som Radikale Venstre i dag tager et vigtigt skridt for at rette op på”, siger partiets undervisningsordfører Lotte Rod.

Ifølge partiet vil de flere tovoksentimer gøre skolerne i stand til at lykkes med inklusion og for at forebygge skolevægring.

”Det skal være en ekstra lærer eller pædagog i klassen, der kan håndtere konflikter med det samme, så den primære lærer ikke står helt alene og skal vælge mellem at undervise eller løse en konflikt”, skriver partiet blandt andet i beslutningsforslaget.

Partiet skriver, at det vil koste 4,7 milliarder kroner om året at indfri ambitionen om at have to voksne i halvdelen af timerne.

Mattias Tesfaye afviste under behandlingen at stemme for beslutningsforslaget med henvisning til, at forslaget vil koste besparelser på andre områder.