Lise Kruchov Rachlitz og Lina Kofoed Romanini fra LL's bestyrelse var blandt underskriverne på et opråb for nylig om sexisme i fagbevægelsen. I weekenden var de med til at vedtage en politik for samværet i LL.

Lærerstuderendes Landskreds: Stort flertal vedtager samværspolitik

Da Lærerstuderendes Landskreds mødtes i weekenden, blev foreningens retning for 2021 diskuteret. Men det var især vedtagelsen af en nye samværspolitik, som var på dagordenen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I weekenden gennemførte Lærerstuderedes Landskreds et delvist digitalt og delvist fysisk årsmøde, hvor foreningens retning for 2021 blev flittigt diskuteret. Der skulle blandt andet vælges en ny ledelse, og Caroline Holdflod Nørgaard blev valgt som foreningens nye forperson.  

Men det var den nye samværspolitik, som især blev omdrejningspunktet på årsmødet. Det gav anledning til en debat, som varede i næsten fem timer, men det er virkelig også en vigtig sag, forklarer næstforperson Lina Kofoed Romanini.

Her er de lærerstuderendes nye forperson 

"Jeg er meget tilfreds med det, som blev vedtaget i weekenden. Samværspolitikken blev stemt igennem med et kæmpe stort flertal, så det er noget, vi er enige om. Vi har arbejdet på at skrive den her samværspolitik siden februar. Det har været en lang og rigtig god proces".   

Ædruvagter og adgang til krisehjælp

Den vedtagne samværspolitik er ret tæt på den, som foreningen fremlagde på mødet. Den indeholder flere vedtægter og retningslinjer for, hvordan Lærerstuderendes Landskreds skal være sammen på fremover - både socialt og professionelt.

"Vi vil gerne have, at Lærerstuderendes Landskreds er et rart rum at være i - uanset politisk uenighed eller ej. Der er nogle retningslinjer for, hvordan det skal foregå, når vi holder møde. Folk skal være aktivt lyttende og byde konstruktivt ind, så alle oplever en god debat", siger Lina Kofoed Romanini.

Sexisme: Lærerstuderendes Landskreds skal vedtage samværspolitik

Det vigtigste emne i diskussionen om den nye samværspolitik er ifølge hende foreningens sociale kultur.

"Vi har blandt andet besluttet, at der skal være to ædruvagter, når vi holder fester, hvor det er muligt at købe alkohol. Det er to frivillige, som skal være ædru under hele festen, og de har et skærpet ansvar for, at det er en god fest for alle", siger hun og forklarer, at mindst en af ædruvagterne skal have kørekort i tilfælde af, at der sker noget.  

Til årsmødet blev det også vedtaget, at Lærerstuderendes Landskreds har en nultolerance over for vold, euforiserende stoffer og seksuelle overgreb, hvis det i værste tilfælde skulle finde sted til et af deres arrangementer.

"Der er en helt konkret procedure med krisemøder, hvem der har ansvaret og hvornår, hvem der skal orienteres osv. Man har som medlem af Lærerstuderendes Landskreds adgang til DLF's rådgivning om psykisk arbejdsmiljø.  Men hvis det bliver nødvendigt, så betaler Lærerstuderendes Landskreds for akut krisehjælp", siger Lina Kofoed Romanini om nogle af årsmødets vedtægter.

Konsekvenser ved upassende adfærd  

Det skal have konsekvenser, hvis man overtræder nogle af de vedtægter, som er en del af den nye samværspolitik i Lærerstuderendes Landskreds. Der vil blandt andet stå nogle eksempler, som skal sætte rammerne for de konsekvenser en overtrædelse måtte medføre.

Professionshøjskolerne vil afdække sexisme 

Lærerstuderendes Landskreds er en kreds under Danmarks Lærerforening.

"Vi kan ikke ekskludere folk, fordi de har ret til at være organiseret i deres forening. Den magt ligger hos DLF. Men hvis man f.eks. har medbragt euforiserende stoffer til et arrangement, så kan man blive sendt hjem for egen regning", fortæller Lina Kofoed Romanini og tilføjer:

"Derudover kan man få alkoholforbud til et arrangement eller en decideret karantæne til den sociale del af arrangementer, hvis man har vist upassende opførsel. Det tætteste vi kommer på en ekslusion er nok en generel karantæne, hvor det eneste man kan deltage i, er personvalg. Det har DLF vurderet, er det eneste, man ikke kan ekskludere medlemmer fra".

Foreningens papir

Der er stor glæde at spore hos Lærerstuderendes Landskreds' næstforperson over den nye samværspolitik. Det er hendes fornemmelse, at alle føler, de kan stå bag de nye vedtægter.

"Der er virkelig lagt nogle kræfter bag. Jeg håber, at der er en følelse af, at det er hele foreningens papir det her", siger hun.

Det blev desuden besluttet, at politikken skal revideres som minimum hvert andet år. Det gør de for at sikre, at det et ikke bliver et skuffepapir, men noget som hele tiden er aktuelt. Lina Kofoed Romanini mener, at der kan ske meget på to år, og der skal den opdateres løbende, så de bliver tvunget til at tage stilling.

"Det er enormt vigtigt med sådan en samværspolitik, fordi vi er en ungdomsorganisation. Alle foreninger burde have sådan en, fordi vi alle bør tage stilling til, hvordan vi gerne vil være sammen med hinanden. Det bliver en slags klasseregler for god opførsel". 

DLF-undersøgelse: 4,1 procent af lærerne har oplevet seksuel chikane på jobbet