Observationer i børnehøjde, men med begrænset dybde
Bogstavernes år savner de skarpe indsigter, der kan sætte gang i tankerne hos garvede børnehaveklasseledere. Men studerende, som endnu ikke har erfaringer fra skolens hverdag, kan have gavn af den.
Forfattere: Bjørn Arild Ersland(oversat og bearbejdet af Lis Pøhler)
250 kroner
240 sider
Forlag: Pøhler
Bogstavernes år rummer to bøger. Man skal læse Bjørn Arild
Erslands dagbog først og derefter at vende bogen om for at læse læsekonsulentens Lis Pøhlers bidrag, som er skrevet med henblik på at understøtte reflekterende samtaler om det liv, børnene oplever.
Annonce:
Bjørn Arild Ersland er norsk forfatter og professor i skrivekunst. Han forsker i begynderundervisning. Han har aldrig undervist i
grundskolen, men har fået stor sin indsigt, hvordan børn lærer at læse og
skrive ved at være en flue på væggen i en børnehaveklasse gennem et år.
Hans del af Bogstavernes år er skrevet i dagbogsform, opdelt efter de fire
årstider: sensommer, efterår, vinter og forår. Han formidler sin oplevelse af
skolestarten: den første skoledag, mødet med læreren, forældrene og eleverne.
Han fremhæver betydningen af indretningen af klasselokalet, hvor bogstavrækken er
hængt op. Han ser på organiseringen af eleverne og lærerens planlægning af
skoledagene, som har indflydelse på, hvordan læreren får indsigt i de elever,
vedkommende skal undervise og hvordan eleverne lærer.
Observationerne giver os indblik i, hvordan eleverne
har det sammen og i klassens liv. Ersland ser hvad der sker, i
et børneperspektiv. og formidlingen giver os gode billeder af dagligdagen i
klassen.
Lis Pøhler introducerer i sin del af værket Bjørn
Arild Erslands bog og følger introduktionen op med en række spørgsmål til det,
han formidler. Hun opfordrer til refleksion over egen
praksis, som kan refleksionerne foregår i teams og er
fordelt på temaer som 'de voksne i klassen', 'børnene i klassen', 'klasseledelse' og 'trivsel'.
Annonce:
Ideen bag bogen er god. Refleksioner skal bygges på
konkrete erfaringer, men jeg er usikker på, om jeg vil anbefale bogen til
lærere og teamsamarbejder i indskolingen. Dagbogen bliver kedelig i længden, fordi det, der
foregår for den mere erfarne, er så genkendeligt. Jeg synes, at den mangler for
mig overraskende, tankevækkende observationer, som er god gødning til tanker og
diskussioner over, hvad man gør. Jeg tror snarere, at værket vil gøre god fyldest i
professionshøjskolernes undervisning af studerende uden megen erfaring fra
dagliglivet i skolerne. Dobbeltbogen er et konkret eksempel på nedfældning af
observationer, valg af temaer og refleksionsspørgsmål.