Skal skoler og kommunernes Pædagogiske Psykologiske Rådgivning (PPR) arbejde med klassefællesskabet, eller skal de tage sig af det konkrete barn, som er enten selvskadende eller risikerer at skade andre børn.

”Så er der ikke ret meget at vælge imellem. Så er vi nødt til at have fokus på det barn, som har det svært”.

Sådan lyder det fra en PPR-leder i en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) om PPR’s samarbejde med skolerne, som udkom sidste år. I sidste uge blev undersøgesen fulgt op af et inspirationsmateriale til, hvordan samarbejdet mellem PPR og skoler kan styrkes.

Undersøgelsen viste, at 9 ud af 10 PPR-ledere oplever en efterspørgsel på individuelle udredninger af børn. Det giver et meget stort pres på PPR, som bruger næsten halvdelen af arbejdstiden på enkeltelever og brandslukning. 

Det efterlader ikke plads til det forebyggende arbejde med at skabe inkluderende læringsfællesskaber i almenundervisningen, lyder det fra områdechef hos Danmarks Evalueringsinstitut Lise Tingleff Nielsen. Ifølge hende er der opstået en ubalance i de danske støttesystemer, når det gælder fokus på individ og fællesskab.

”I stedet for at se det som en spænding mellem det individorienterede og det fællesskabsorienterede, så kan vi se det som et samlet støttesystem”, siger hun. ”Vi skal hen til, at det, at alle børn er en del af fællesskabet, ikke bare er noget, vi siger til hinanden, men noget, vi mærker i maven”.

"Det der sker i skoler hver eneste dag er presset"

Det er nemlig ikke kun i PPR, der opleves et stort pres. Den samme melding kommer fra skolerne, siger Lise Tingleff.

”Når vi spørger kommuner, hvordan står det til, får vi at vide, at det der sker i skoler og dagtilbud hver eneste dag er presset", siger hun. 

"Det handler både om tid, men handler også om kompetencer. Lærerne tænker, hvordan gør jeg det her? Hvordan underviser jeg i en så mangfoldig gruppe? Vi skal til at være to voksne, hvordan giver det mening i det her undervisningsforløb?”, siger Lise Tingleff.

Hun peger på et udsagn fra en lærer i undersøgelsen:

”Du har jo nogle børn med diagnoser, hvor man nogle gange savner redskaber og mere indsigt i, hvordan du tilgodeser deres behov i undervisningen. Samtidig så har du 27 andre i klassen, der sidder nogle, der har adfærdsvanskeligheder og andre udfordringer. Så er der lige det der med at rumme dem alle sammen på 45 minutter”, lyder det fra læreren.

Vi ved, hvad der skal til for at inkludere

Alle niveauer i støttesystemet er presset, forklarer Lise Tingleff. Derfor kan det være godt at se på steder, som umiddelbart lykkes med at inkludere elever. 

Her peger Lise Tingleff blandt andet på Lillehammer Kommune i Norge, som inkluderer 100 procent af eleverne i normalundervisningen. Det kræver stærke læringsfællesskaber, påpeger hun.

”Vi ved, at hvis vi er dygtige til at skabe det og ikke har undervisning på samme måde hver dag, men bruger forskellige typer af holddeling, mellemformer, co-teaching, to voksne, så vil det lykkes os at møde behovet for omkring 75 til 85 procent af eleverne”, siger hun.

Ifølge hende vil omkring 15- 20 procent af eleverne med eksempelvis ordblinde elever eller elever med psykosociale udfordringer i perioder have brug for særlige indsatser.

”Men det kan godt foregå i tæt tilknytning til læringsmiljøerne”, siger hun og peger på Norge, hvor kun tre procent af eleverne i den norske kommune modtager specialundervisning, og specialundervisningen sker på almenskolerne. 

Ifølge Lise Tingleffs vurdering vil kun omkring 3-5 procent af eleverne herhjemme have brug for specialundervisning, hvis der var stærkere læringsfællesskaber på de danske skoler.

Forskerens råd: Skab overskud til nysgerrighed

Skoler og PPR vil gerne være mere nysgerrig på, hvordan flere elever kan inkluderes, men den pressede hverdag gør det svært og nogle steder umuligt, mener forskeren.

”Undersøgelsen viser, at selv om vi gerne ville arbejde os frem mod en model, der i højere grad prioriterer børn i det inkluderende fællesskab, så er vi måske lige nu i en situation mange steder, hvor der er en overophedning, der gør, at systemet vælter”.

Lise Tingleffs råd til de kommunalpolitikerne er, at det gælder om at få skabt et overskud både i PPR og på skolerne.

”Der er mange gode intentioner derude”, siger hun. ”Men man må forstå, at der er steder, der føler sig voldsomt pressede og på bagkant. Derfor er det vigtigt, når man sætter ind med støttesystemer, og at man arbejder på alle niveauer samtidig”, siger hun og forklarer: 

”Så PPR kan få frigivet resurser, så de i højere grad kan være med i arbejdet med de inkluderende læringsmiljøer, og der i arbejdet i skoler og daginstitutioner bliver skabt rum til at se på, hvordan kan man gøre det på andre måder”.