Hvad kommer efter inklusionen?

I snart 15 år har inklusion stået højt på folkeskolens dagsorden, og det har ændret forventningen til lærerrollen markant. Idealet er der bred opbakning til, men den konkrete udmøntning har ført til så store frustrationer, at inklusionsbegrebet snart bliver skiftet ud, mener ekspert.

Publiceret

Inklusion før og nu

1814

Folkeskolen fødes. Special-undervisning hører under forsorgen.Elever med handicap bliver primært undervist adskilt, ofte medhenblik på at lære et håndværk.

1980'erne

Specialundervisningen for udviklingshæmmede rykkes fra forsorgenog dermed det sociale område over i undervisningsregi.

1993

»Differentieret undervisning« bliver skrevet ind ifolkeskoleloven. Hermed menes der, at undervisningen skal indrettesefter den enkelte elevs forudsætninger.

1994

Danmark tilslutter sig som et af 92 lande Salamanca-erklæringen.Dermed tilslutter Danmark sig principielt økonomisk såvel sompolitisk at ville prioritere et uddannelsessystem, hvor der så vidtmuligt er plads til alle børn i den lokale skole.

00'erne

Begrebet inklusion kommer på dagsordenen. Indtil da har mantypisk snakket om inte­gration eller rummelighed, når man hardiskuteret skolens evne til at undervise elever med særligebehov.

2007

Amterne nedlægges. Kommunerne overtager den vidtgåendespecialundervisning.

2010

En Deloitte-rapport bestilt af regeringen viser, at en tredjedelaf folkeskolens budget går til specialundervisning.

2012

Folketinget vedtager en inklusionsreform, der skal vendeudviklingen. Den indeholder en målsætning om, at 96 procent af alleelever skal gå i normalskole. Resurser frigjort på specialområdetskal overføres til folkeskolen. Pædagogisk personale skalefteruddannes.

2016

Regeringen dropper 96-procentsmålsætningen.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fra midten af 00'erne skifter den måde, der bliver snakket om folkeskolen på. Tidligere har man anvendt ord som »integration« og »rummelighed«, når man omtalte folkets skoles evne til at være til for alle elever - også dem med særlige behov. Herfra snakker man i stedet om det nu så omdiskuterede begreb »inklusion«.

»Der er i princippet intet i vejen med ansvarliggørelse, og det er nødvendigt med denne gentænkning af skolens fællesskab, hvis vi vil inklusion. Men det er et kæmpe arbejde at lave de her analyser, handleplaner og eksperimenter med alternative læringsmiljøer, og det sker oven i en i forvejen presset hverdag«.

Inklusionen bliver sat på reform

I 2010 bestiller regeringen en rapport fra analysefirmaet Deloitte. Den viser, at cirka en tredjedel af folkeskolens resurser anvendes til specialundervisning.

»Det er alarmerende ud fra et økonomisk perspektiv, men det er så sandelig også alarmerende, at man er ved at udvikle et samfund, hvor normalitetsbegrebet bliver så snævert«, siger Camilla Dyssegaard.

Rapporten danner grundlag for inklusionsreformen i 2012, som indeholder en målsætning om, at 96 procent af alle elever skal undervises på normalområdet. Det tal er senere blevet droppet igen. Som en del af reformen vedtages det også, at pengene, der frigøres, når specialskolerne skal have færre elever, skal følge med over på specialområdet uden dog at være øremærket de enkelte børn. Desuden skal kommunerne sørge for at efteruddanne deres lærere.

Camilla Dyssegaard var en af forskerne bag et treårigt dokumentationsprojekt, der med udgangspunkt i 12 kommuner undersøgte, om lovkravene blev efterlevet. Hun fremhæver som en særligt interessant konklusion, at der var voldsom diskrepans imellem, om skolelederne og lærerne mente, at der blev levet op til efteruddannelseskravet.

»Jeg tror, at det, der er gået galt, er, at kurserne er blevet meget teoretiske og ikke umiddelbart har kunnet overføres til praksis som konkrete værktøjer. Har lærerne en pædagogisk eftermiddag om kritisk psykologi, er det meget svært at overføre til en konkret situation i klasseværelset«, siger Camilla Dyssegaard.

Vil inklusionsbegrebet overleve?

Både Camilla Dyssegaard og Helene Ratner peger desuden på det uheldige i, at inklusionsreformen i 2012 blev fulgt op af ny arbejdstidslov i 2013 og en folkeskolereform i 2014.

»Man har placeret mere og mere ansvar for, at inklusionen lykkes, hos læreren. Og selvfølgelig har både forvaltning, ledere og lærere et ansvar for at realisere inklusion. Men der har måske ikke været nok fokus på den del af ligningen, der hedder skolen som organisation«, siger Helene Ratner og tilføjer:

»Tre store reformer på tre år. Resultatstyring ud fra nationale test har øget kommunernes opmærksomhed på faglige resultater. Samtidig med at vi bliver ved med at kræve, at børn også er kreative og innovative, hvilket hænger sammen med forestillinger om, at vi lever i et videnssamfund«.

»Vi har enorme forventninger til vores folkeskole som organisation, og det er dejligt, at vi er ambitiøse på dens vegne. Det skal vi være. Men forventningerne kan i sig selv virke ekskluderende, og det er ikke noget, den enkelte lærer er herre over«, siger Helene Ratner.

Adspurgt, hvor de ser inklusionsbegrebet bevæge sig hen, understreger begge forskere, at det ligger uden for deres forskningsfelt. Men Camilla Dyssegaard påpeger en tendens til, at forældrene nu i stigende grad går til egen læge og får udredt deres barn ad den vej.

Det kan dels ses som et udtryk for en bevægelse tilbage mod at fokusere på det enkelte barn frem for fællesskabet. Dels som et udtryk for, at det er svært at få inklusionsindsatsen til at lykkes med de resurser, der er til rådighed, mener hun.

»Forældrene har en forhåbning om, at der med en diagnose også følger flere resurser til det enkelte barn, men det er langtfra altid tilfældet. Skolerne får elever tilbage med en diagnose, efter at barnet har været igennem et forløb, som kommunen reelt ikke har været involveret i. Dermed ender både forældre, skoler og lærere i en frustrerende situation«, siger Camilla Dyssegaard.

Men betyder det også, at opbakningen til det inklusionssyn, vi har nu, er vigende?

»Jeg ved det faktisk ikke. Havde du spurgt for ti år siden, ville jeg have sagt, at der var stor og bredt forankret opbakning til, at vi ikke skal have et så snævert normalitetsbegreb, som vi havde dengang. Men samtidig må man jo erkende, at det er svært at løfte en opgave, når medarbejderne føler sig så frustrerede, som lærerne gør nu«, siger Camilla Dyssegaard.

Helene Ratner har de seneste år i sin forskning fokuseret på brugen af data i styring og forvaltning af folkeskolen. Hun ser en risiko for, at inklusionstankegangen marginaliseres fra en helt anden kant: datainformeret undervisning.

»Det fine ved inklusionspolitikken er, at den har skærpet læreres blik for mangfoldige fællesskaber, relationsarbejdet og systemiske analyser af læringsmiljø i stedet for blot at problematisere det enkelte barn. Det kan give rigtig meget positivt til folkeskolen. Men rigtig meget data rapporteres på individniveau. Jeg kan godt være bekymret for, at vores afrapporteringer risikerer at individualisere ting som trivsel og læring, som er dybt bundet ind i kontekstuelle og relationelle faktorer«.

Powered by Labrador CMS