Debat Leder Inklusion
4   19

Utopi og virkelighed

Når man læser om, hvordan integration af elever med særlige behov var tænkt for ikke så mange år siden, kan det minde lidt om at se »Ringenes Herre« og kigge på hobbitternes hjem, Herredet. Idealet var en normalklasse med ro og gode arbejdsvaner. Heri kunne man så integrere en, allerhøjst to elever med særlige behov, så de kunne fungere som en del af den »normale« klasse. Solen skinnede, og alle var glade. Smukt. Men ligesom Herredet har det aldrig eksisteret.

Artiklen fortsætter under banneret

I dette blad ser vi blandt andet tilbage på, hvordan inklusion har været forstået tidligere - og hvordan vi er havnet, hvor vi er. I dag er idealet forandret. I stedet for en gruppe normale elever - og nogle særlige, der skal tilpasse sig - er udgangspunktet nu, at alle har særlige behov, og at alle skal kunne være med. Navnet er skiftet til inklusion.

Metoden til at få det til at lykkes hedder undervisningsdifferentiering. Her fremtryller læreren i den bedste af alle verdener en undervisning og et klasserum, som skaber plads til alles særlige behov. Samtidig oplever alle elever sig selv som en del af et fællesskab med respekt og demokratisk inddragelse. Og så skal de jo også lære noget.

Sådan lyder idealet i dag. Men at denne karikerede fremstilling desværre ofte ikke har noget med virkeligheden at gøre, ser man tydeligt i Folkeskolens serie om inklusion. Her kæmper lærere for at få den umulige ligning til at gå op, mens ulykkelige ofre falder fra undervejs. Nogle gange ender læreren med selv at bukke under.

Samtidig er børn og unge blevet presset af en præstationskultur, så flere og flere mister troen på sig selv og glæden ved at lære. Så de rolige, normale og glade elever, som skulle være grundstammen i en folkeskoleklasse, bliver færre og færre.

150 lærere og forældre har foreløbig sendt deres beretninger om folkeskolens største udfordring til redaktionen. Så vi er ikke færdige med at dokumentere problemerne, selv om vi får klager over, at vi »taler folkeskolen ned«. Hertil må man svare: Nej, vi fortæller helt nøgternt om den virkelighed, som mange oplever. Nogen skal gøre det.

I den kommende tid vil vi blandt andet se på lærernes efteruddannelse og på Pædagogisk Psykologisk Rådgivnings rolle. To af de støttefunktioner, som efter lovændringen skulle hjælpe lærerne til at fremtrylle inklusionsmiraklet i klassen - hvad skete der med dem? For de er helt afgørende. Uden et støttesystem og med store klasser er det op ad bakke.

 

Heldigvis er der også lærere, som har skrevet til os, at deres skole/kommune er et eksempel på, at inklusionen er lykkedes. Dem kommer vi også til at fortælle om. For selv om gode eksempler sjældent kan overføres direkte, så kan de inspirere og skabe håb og glæde. Det har vi brug for.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.307 andre er allerede tilmeldt