Flemming Ernst, formand for Hvidovre Lærerforening, frygter, det vil føre til overfyldte klasse, hvis to af kommunens skoler bliver lukket. Dette afvises dog fra politisk side.
Lærere protesterer mod skolelukninger i Hvidovre
Kommunalbestyrelsen i Hvidovre vil nedlægge to af kommunens skoler. Hvidovre Lærerforening frygter, det vil føre til overfyldte skoler og større udgifter og har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling for at belyse sagen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Socialdemokraterne, De Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre i Hvidovre Kommune har sendt et forslag om at lukke to af kommunens skoler til høring, hvilket er blevet mødt med protester fra Hvidovre Lærerforening. Skolelukningerne vil ikke umiddelbart medføre lærerfyringer, ligesom der i det politiske beslutningsgrundlag for lukningerne lægges vægt på, at: "Den driftsøkonomi der frigøres ved de to skolelukninger forbliver i skolevæsnet med henblik på at understøtte udviklingen af kvaliteten i skoletilbuddet og højne fagligheden". Lærerformand: Økonomien holder ikke Det er altså meningen, at driftsmidlerne skal blive i skolevæsnet. Imidlertid er kredsformanden for Hvidovre Lærerforening, Flemming Ernst ikke sikker på, at der vil være ekstra driftsmidler til overs efter skolelukningerne. "Jeg tror ikke på, at økonomien i det her holder. Selvom der er forskel på anlægs- og driftsmidler, så er jeg bange for, at ombygningerne vil ende med at æde af driftsmidlerne. Jeg tror, kvaliteten vil blive dårligere for rigtig mange elever og kun bedre for nogle få", siger formanden for Hvidovre Lærerforening, der på baggrund af kommunalbestyrelsens planer har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling onsdag den 9. november. Udvalgsformand: For få elever til kapaciteten Kommunalbestyrelsens vurderer, at lukningen af de to skoler, Enghøjskolen og Sønderkærskolen, vil medføre kvalitetsforbedringer på skoleområdet, men Flemming Ernst har svært ved at se, hvordan kvaliteten vil blive højnet på baggrund af forslaget. "Vi tror, vi får nogle overfyldte skoler med færre klasseværelser og frie rum til holddeling og alternative former for undervisning. Og så tror vi ganske enkelt, at det bliver for dyrt, fordi man er nødt til at bygge til eller bygge om på nogle af de skoler, der skal modtage børnene". Den frygt har formanden for Børne- og Ungeudvalget i Hvidovre Kommune, Socialdemokraternes Carsten Jelund, dog ikke. Han vurderer, at kommunen har for mange skoler i forhold til antallet af elever. "Vi har elleve skoler, og det er der slet ikke elever til, hvis de skal have en fornuftig størrelse. Jeg er helt overbevist om, at vi kan inkludere eleverne i den kapacitet, vi vil have tilbage" siger han. Carsten Jelund vil ikke kommentere på økonomien bag forslaget og påpeger desuden, at der endnu ikke er besluttet noget med hensyn til hvorvidt kommunens eksisterende skoler skal ud- eller ombygges. De endelige beslutninger skal først træffes i februar 2012. Frygter for tosprogede elever Den ene af de to skoler, kommunalbestyrelsen ønsker at lukke, Enghøjskolen i Avedøre, har en høj andel af tosprogede elever. Disse elever og deres lærere skal spredes ud på kommunens andre skoler, og Hvidovre Lærerforening frygter, at skolens arbejde og erfaring med integration vil gå tabt. "Der er ikke den samme erfaring med integration på de andre skoler, og når man kommer over på en anden skole, er der en helt anden kultur. Og vi frygter, at der vil gå noget erfaring til spilde, selvom af lærerne fra Enghøjskolen skulle følge med børnene over på de nye skoler", siger Flemming Ernst fra Hvidovre Lærerforening.