Ét nyt samlingssted for lærerne i kulturfag

Her på folkeskolen.dk har vi hidtil haft et fagligt netværk for religion samt et for historie og samfundsfag. Dem lægger vi nu sammen til ét fagligt netværk for kulturfagene. Det er der flere grunde til.

Publiceret Senest opdateret

Der er der ofte sammenfald i de emner, som vi skriver om til de tre fag. Desuden er prøveformen nu fælles, hvilket har ført til et tættere samarbejde mellem kulturfagslærerne på skolerne.

Endelig kan vi konstatere et markant overlap imellem de tilmeldte til de to faglige netværks nyhedsbreve.

Derfor synes vi, det giver mening at samle kræfterne og fremover tilbyde én samlet pakke, der dækker alle tre fag.

Stadig indhold om alle tre fag

De tre fag har ligheder, men i dén grad også forskelligheder. Vi er klar over, at de færreste anser sig selv som kulturfagslærer.

Og bare rolig: Sammenlægningen kommer ikke til at betyde en reduceret dækning af nogen af de tre fag.

Hvert netværk har tilknyttet en faglig rådgiver, som er en lærer og faglig ildsjæl med benene solidt plantet i klasseværelset.

Det faglige netværk for kulturfag har en faglig rådgiver tilknyttet både i religion samt en i historie og samfundsfag.

Det vil sige, at begge de faglige rådgivere, der før var tilknyttet de to hidtidige netværk, rykker med over i det nye.

Journalisten, der står for at skrive indhold til og kuratere det månedlige nyhedsbrev, følger fortsat med i udviklingen på alle tre og sørger for, at de alle får plads.

Det nye faglige netværk hører hjemme på folkeskolen.dk/kulturfag.

Både folkeskolen.dk/religion og folkeskolen.dk/historieogsamfundsfag kommer til at føre til den nye adresse.

Så har du gemt et af linkene i din browser, kan du roligt beholde bogmærket.

Bland dig i debatten om dit fag

Ambitionen for folkeskolen.dk’s faglige netværk er, at det er her, samtalen om folkeskolens fag skal foregå.

Vores team af netværksjournalister dækker alt fra de store beslutninger på Christiansborg til glæder og sorger i den enkelte faglærers praksis.

Vi har tilknyttet en række bloggere, der skriver fra deres skolehverdag. Alle kan komme til orde i debatindlæg og kommentarspor.

Det faglige netværk for kulturfagene er lavet i samarbejde med Religionslærerforeningen og Foreningen af Lærere i Historie og Samfundsfag (Falihos), og begge faglige foreninger vil fortsat få stillet en blog til rådighed.

Hermed også en opfordring: Bland dig i samtalen! Send gerne indlæg til debat@folkeskolen.dk, eller skriv kommentarer under indholdet på netværket.

Og send altid hellere en e-mail for meget end en for lidt, hvis du har tips til emner, vi bør kigge nærmere på.

Spørgsmål, input og tips til artikler til det nye kulturfagsnetværk kan sendes til journalist på netværket Andreas Brøns Riise på abr@folkeskolen.dk.

Velkommen til folkeskolen.dk/kulturfag!