Nye tal: Syge børn får ikke lovpligtig sygeundervisning

En vind fejer hen over Christianshavns Torv og bærer lyden af to formiddagsberusede Københavnere med sig ned til en mørkegrøn bænk ved kanalen.

Her sidder Marianne Rossé Simonsen og kigger ned i en opslået macbook, som balancerer på hendes lår oven på en blå elastikmappe.

Marianne Rossé Simonsen er sygeunderviser. De seneste seks år har hun undervist københavnske skolebørn i deres eget hjem, og bænken her er en af hendes mange små kontorpladser rundt omkring i byen.

Her opdaterer hun logbog om sine elever imellem besøgende, skriver input til skolevurderinger eller spiser sin frokost. Enten alene eller med en af sine kollegaer.

Klokken er 12.30, og dagens to hjemmebesøg er overstået, og hendes sorte cykel med Københavns Kommunes logo på skærmen står parkeret få meter fra bænken.

Københavns Kommune har siden 2015 haft et hold af sygeundervisere, der tager sig af elever, som af en eller anden grund ikke kan komme i skole.

Otte lærere underviser på de psykiatriske afdelinger, fire tager sig af dem, der er indlagt på Rigshospitalets børneafdelinger, og seksten sygeundervisere underviser eleverne derhjemme.

Sidste år var 95 procent af de københavnske elever, der modtog sygeundervisning i hjemmet, børn i psykisk mistrivsel med skolevægring – visse havde ikke havde været i skole i årevis.

I år udgør de børn ifølge Københavns sygeunderviserteam indtil videre 100 procent af alle hjemmebesøg.

“Vi har blandt andet børn, der har angst, OCD, autismespektrumforstyrrelser og spiseforstyrrelser”, siger Marianne Rossé Simonsen og fortæller, at de fleste af hendes elever har det dårligt, de er i mistrivsel og i et højt niveau af stress.

Det gør læreropgaven uforudsigelig, for det er aldrig sikkert, at hun kan komme til at gennemføre den undervisning, som hun har aftalt med eleven.

“Det her er mit kontor”, siger Marianne Rossé Simonsen og klapper på sin vandtætte friluftsrygsæk og løfter den op på bænken.

“Du tror, at det er løgn, alt det, jeg har hernede. Her er alt til en hel dag. Den skal pakkes meget omhyggeligt, for når først man kommer ud til en elev, skal man have gennemtænkt alle de scenarier, som man kan komme ud i. Man skal have plan a, b og c med. Det kan være, at en elev har en svær dag og ikke kan være med til det, som vi planlagde sidste gang. Så prøver man noget andet ud fra sin fornemmelse af, hvad eleven faktisk er rigtig god til”, fortæller hun.

Kriseramte børn har godt af krav

Elever, der har mere end femten dages fravær i træk, har krav på sygeundervisning.

Langt de fleste af de elever, som Marianne Rossé Simonsen og hendes kollegaer underviser, går i 6. klasse eller derover, og ofte kan deres fravær opgøres i måneder og år.

Undervisningsforløbene varer oftest tre-fire måneder, hvor eleven optimalt set bliver undervist to lektioner om dagen. Og selv om det nogle dage er praktisk umuligt at lære eleverne om brøker eller tabeller, dukker læreren alligevel op.

“Vi prøver at kile os ind på selv de dårlige dage, også selv om det bare er i tyve minutter. Det er rigtig vigtigt med den menneskelig kontakt, fordi mange af eleverne er marginaliserede. De kommer ikke ret meget ud, forældrene er måske på arbejde, de mangler kammerater og har nogle gange været skolefraværende i op til flere år, og så kan det der med strukturen være rigtig svært i en hverdag”, siger Marianne Rossé Simonsen.

Hun fortæller, at barnet temmelig ofte har en forskudt døgnrytme, som underviseren langsomt kan hjælpe dem med at vende. Men arbejdet kræver “fingerspitzgefühl”.

"Vi skal ind og skabe struktur, men også sætte krav, og det skal være afmålt. For vi kommer jo ind i familier i stor krise, når barnet ikke har været i skole i lang tid, og så man skal træde varsomt men sikkert”, siger Marianne Rossé Simonsen.

Og det dér med krav er vigtigt.

“Når du lever isoleret, møder du måske ikke så mange krav. Men vi har jo alle sammen godt af at leve op til noget, som vi er gode til og kan lykkes med. Og når vi så kommer og siger: ’Nu skal vi i gang med det her emne, og det tror jeg godt, at du kan’, så kommer vi ofte ind i en god spiral, hvor de finder ud af, at de kan en masse ting, og hvor de føler, at de også går i skole. Men bare på en særlig måde”.

Hele formålet med indsatsen er at give børnene lyst til at komme tilbage i skole, og ikke mindst at give dem troen på, at det kan lade sig gøre. At bygge bro til skolen, som Marianne Rossé Simonsen kalder det.

Men ofte, er eleverne meget langt fra at være skoleklar, når underviserne møder dem første gang.

“Det kan være lidt udfordrende i starten. Vi har et opstartsmøde hos familien, hvor eleven også skal være til stede, men det er ikke altid, at eleven vil komme ud fra sit værelse og sige hej til os. Det er simpelthen for svært for dem. Så sidder vi og taler med forældrene, og måske kan døren være åben, så eleven kan lytte med. Det kan nogle gange mildne den der angst over for en fremmed lærer, og næste gang vi kommer, så kan det være, at eleven kommer ud. Så spiller vi måske et spil sammen med forældrene, hvor eleven også er med”, siger hun.

Derfra kører spiralen, og i 99 procent at tilfældene lykkes det at få eleverne klar og motiverede til skolen.

Kommer virkelig tæt på familierne

Klokken nærmer sig to, og en tynd sky driver for solen over Christianshavns Torv. Om lidt skal Marianne Rossé Simonsen mødes med sin kollega Annette Fur Andersen på det lokale bibliotek.

I dette skoleår er de to et makkerpar og deles lige nu om at undervise seks elever. Marianne Rossé Simonsen underviser i matematik og engelsk, og kollegaen underviser i dansk og engelsk.

Hver uge lægger de et nyt skema. Elevernes svingende dagsform, fællesmøder på Holbergskolen, hvor alle syge-underviserne formelt set hører til, og netværksmøder hos kommunen er bare noget af det, der skal tages højde for i skemaet.

Og så er der selvfølgelig ruteplanlægningen og vejret. For selv om de to undervisere forsøger at lægge undervisningen, så transporttiden ikke bliver for lang, kan dagen nemt byde på lange cykelture på tværs af byen.

Gode tips til regntøj, praktisk fodtøj og vandtætte tasker er noget, de taler meget om i syge-underviserteamet, fortæller Marianne Rossé Simonsen, imens hun trækker cyklen hen ad det smalle fortov i retning Christianshavns Bibliotek.

Hun fortæller også grinende, at hun indimellem bruger en anden cykel, hvor hun har fået påmonteret en cykelkurv, der er så stor, at folk drejer hovedet efter hende, når hun cykler ned ad gaden med sin oppakning som en anden soldat på vej i krig.

Inden Marianne Rossé Simonsen blev sygeunderviser, underviste hun i indskolingen og på mellemtrinnet på en almindelig folkeskole i Espergærde. Det var et job med masser af mening og udfordringer husker hun, men alligevel meget anderledes end at undervise syge børn i hjemmet på fuld tid.

“Det her job er meget intenst. Man skal lykkes med ret mange ting på kort tid, og det gør vi som regel også”, siger hun.

Hun taler hurtigere og med færre pauser, og er tydeligvis begejstret, når spørgsmålene peger i retning af jobbets kvaliteter. For selv om hun også følte, at hun gjorde en forskel i almenskolen, så kommer hun nu “virkelig tæt på” eleverne og deres familie.

“Det en kæmpe ting at træde ind i et hjem og bidrage til en positiv udvikling. At se de her børn, der er isolerede og ikke tror på sig selv, få mod på livet igen, det giver så meget mening, og det er virkelig tydeligt, at du gør en forskel”, siger hun.

Lærerværelse i det offentlige

På Christianshavn Bibliotek bliver Marianne Rossé Simonsen mødt med kram fra Annette Fur Andersen.

De går imellem bibliotekets reoler for at finde et sted, hvor de kan tale i fortrolighed. Valget falder på et stort firkantet bord i børneafdelingen, hvor printerpapir og en kurv med farveblyanter står sammen med en lille dunk håndsprit.

I dag skal de blandt andet tale om, hvordan det går med én af de elever, som Marianne Rossé Simonsen besøgte i dag. Hun skal også vise kollegaen et nyt spil, som hun måske kan bruge i sin undervisning i morgen.

Selv om størstedelen af hverdagen foregår langt fra kollegaerne, er samarbejdet i lærerkollegiet af sygeundervisere tæt, fortæller Marianne Rossé Simonsen.

“Vi mødes ret tit og sparrer. Så sidder matematiklærerne sammen og taler om, ’hvad starter du med, regnehæftet eller noget andet? Hvilke spil bruger du?’ og den slags. Det er lige før, at der er mere sparring her, end på den skole, jeg kom fra, og det hjælper én rigtig meget, for vi skal jo kunne undervise alle klassetrin”, siger hun.

Elevernes hverdag byder på mange store udfordringer og kriser, og ikke alle forløb har en lykkelig slutning.

Flere af eleverne er i kontakt med psykiatrien, og nogle gange bliver de indlagt, inden sygeundervisningsforløbet er slut.

“Det kan være svært at opleve, men det hjælper meget, at jeg kan tale med Annette, hvis jeg har oplevet noget uforudset eller nedslående. Hun ved jo præcis, hvad jeg sidder i. Hun skal måske ud i hjemmet om to dage. Nogle gange har hun læst min opdatering i loggen og ringer selv for at høre, hvordan undervisningen er gået”, siger Marianne Rossé Simonsen.

Giver vigtig viden til psykologerne

Højlydt barnegråd fra bibliotekets tumlingeafdeling skærer igennem luften, imens de to kvinder sidder lænet ind mod hinanden og kigger på Marianne Rossé Simonsens opslåede computer.

De taler lavmælt og indforstået. I næste uge er der netværksmøde om én af deres elever, og sammen skal de lave en skoleudtalelse, der skal bidrage til beslutningen om, hvorvidt eleven skal have et specialtilbud eller ej.

“På netværksmøder og andre lignende møder er der tit folk til stede, som aldrig har mødt børnene, og som skal afgøre, om de skal på den ene eller den anden type skole. Så vores input er faktisk rigtig vigtige, når vi selv skal sige det. For det er os, der har kendt barnet og kender dets potentiale”, siger Marianne Rossé Simonsen.

Med tiden er hun og kollegaerne blevet gode til at vide, hvad de skal holde øje med hos eleverne for at hjælpe psykologerne med deres afgørelser, fortæller hun,

“Hvis vi har en elev, der har rigtig svært ved støj, lyd, lugt og berøring, så nævner vi jo det, for man kan ikke regne med, at almenskolen bare bliver a walk in the park for den elev. Eller hvis arbejdshukommelsen er lav, eller vi starter forfra med undervisningen, hver gang vi kommer, så kan det indirekte sige noget om, elevens udfordringer”.

Ansvaret for eleverne ligger hos de folkeskoler, som de er indskrevet på. Nogle gange, har eleverne aldrig været på skolen, og andre gange er det bare lang tid siden.

Og noget af det hårdeste ved jobbet er at slippe eleverne igen, hvis man ikke er enig i den plan, der bliver lagt for deres videre skolegang.

“Nogle gange kan vi være bekymrede for, om de respektive skoler er klar til at gribe eleverne, og det fylder rigtig meget mentalt. Skolerne har gode intentioner og forsøger med undervisningsstøtte og reduceret skema, men der bare gang i den i den danske folkeskole. Der er masser af elever, masser af støj og udfordringer, og det er rigtig ærgerligt, når man har forberedt et barn til at komme tilbage i skole, at man allerede kan se på forhånd, at de kan få det svært med det skoletilbud, de får”, siger hun.

Men når det lykkes at få børnene tilbage til det rigtige tilbud, er det til gengæld noget af dét bedste ved jobbet.