Debat

Den endelige afhumanisering

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med den nye lov om specialundervisning kan man med god fornuft hævde, at den endelige afhumanisering af folkeskolen er i fuld gang.

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), som tidligere har tilvejebragt en del forståelse for børnenes behov og dermed også resurser til børnene, forsvinder i nye paradigmetåger - sammen med diagnoserne. Kun i tilfælde af at PPR, mod mange kommunale beslutningstageres forventning, skulle afdække børn med diagnoselignende funktionsvanskeligheder, kan der tilvejebringes en form for professionel hjælp og støtte til børnene. Psykologiprofessor Svend Brinkmann har i både medier og under foredrag peget på, at børn med ADHD, Asperger, Tourettes syndrom og lignende massive problemstillinger nu blot er »urolige«! Deres behov for trivsel og undervisning skal fremover dækkes uden nævneværdige resurser i et inkluderende miljø, som ingen reelt kan skabe uden meget massive tilførsler af menneskelige og materielle resurser, og dermed helt andre rammer, end der almindeligvis eksisterer i en almindelig dansk folkeskole. Resurser, der ikke er vilje og forståelse til at etablere i kommunerne. Det er i stedet lærerne og få andre professionelle, som sidder temmelig alene med opgaven. De »hjælpes« af det kommunale system til et nyt paradigmeskift, så den fremtidige rette forståelse af børnene ikke indebærer økonomisk belastende tiltag, men blot en menneskelig belastning for de lærere og pædagoger, som nu skal skabe det inkluderende miljø ud af - ingenting. Hele processen er sat på skinner og flot pakket ind i humanistiske floskler om »at se barnet i dets kontekst« og anerkendende pædagogik, som lærere og pædagoger ikke tidligere skulle have beskæftiget sig med!

Skulle lærere, som desperat forsøger at skabe trivsel for børn med før omtalte vanskeligheder, få arbejdsrelateret stress eller depression, kan ovennævnte psykologiprofessor nu trøste dem med, at de blot har lidt tristhed! Die endgültige Lösung zu den humanistischen Themen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS