"Det er forkert, at vi med den her dom reelt ikke kan have idrætsklasser", siger bestyrelsesformand i Team Danmark, som selv er læreruddannet

Statsforvaltningen Syddanmark: Eliteidrætsklasserne i Esbjerg er ulovlige

Eliteidrætsklasserne på Vestervangskolen i Esbjerg er i strid med folkeskoleloven, erklærer Statsforvaltningen i en afgørelse i dag. Kommunen vil nu prøve at finde en anden måde at pleje idrætstalenterne på inden for folkeskolelovens rammer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Statsforvaltningen begrundelse for at erklære eliteklasserne for ulovlige, er, at eleverne skal leve op til bestemte kriterier for at blive optaget i eliteklassen. De skal således tilhøre eliten inden for deres idrætsgren. Og eftersom man ikke må dele danske folkeskoleelever efter deres evner, er eliteklasserne altså i strid med loven.

"Statsforvaltningen har derfor anmodet Esbjerg Kommune om at oplyse, hvad kommunen agter at foretage sig i sagens anledning", skriver Statsforvaltningen i sin afgørelse.

Kommunen vil finde nye veje

Direktør for afdelingen for børn og kultur i Esbjerg Kommune Jørn Henriksen siger til folkeskolen.dk, "at nu vil vi læse præmisserne for afgørelsen sammen med vores jurister, og så vil vi selvfølgelig rette ind".

"Og så vil vi gå i dialog med Team Danmark, for der er jo også andre kommuner, der har eliteidrætsklasser. Og så vil vi prøve at finde ud af, hvad vi så kan gøre inden for folkeskolelovens rammer", tilføjer Jørn Henriksen.

Lige meget hvad, så skal de elever, der nu går i eliteklasserne på Vestervangskolen ikke lide under afgørelsen, fastslår direktøren.

"De elever, der nu går i 7. og 8. og 9. eliteidrætsklasse på Vestervangskolen, skal have lov til at fortsætte i deres eliteidrætsklasse stille og roligt. Vi vil ikke skabe panik. Og vi har været i god tro", siger han.

Team Danmark er rystet

Carl Holst, bestyrelsesformand i Team Danmark - der i øvrigt er læreruddannet - tager en dyb indånding:

"Jeg er rystet. Det er forkert, at vi med den her dom reelt ikke kan have idrætsklasser. Vi vil fortsætte kampen for at fastholde idrætsklasserne, som vi har så gode erfaringer med. Vi vil se på, hvordan vi kan anke dommen. Skrivebordsafgørelser skal ikke ødelægge en god sag, som mange unge mennesker i folkeskolen har stor glæde af", siger han.

Projektkoordinator for eliteidrætsklasseprojektet i Esbjerg, Gert Hadberg, skal lige have tid til at kikke afgørelsen ordentlig igennem, men han er umiddelbart fortrøstningsfuld.

"Jeg er sikker på, at der rejser sig nogle nye muligheder. Det er ikke et spørgsmål og at lægge sig ned; det er et spørgsmål om se, hvilke muligheder det giver, nu der er en afgørelse. Vi vil se på indholdet, og det vil undre mig, hvis det ikke giver nogle andre muligheder", siger han.

Sagen blev sat i gang af den socialdemokratiske byrådsgruppe i Esbjerg, der for fem år siden klagede til Statsforvaltningen over, at tre elever først var blevet optaget i eliteidrætsklassen og dernæst afvist.

Sagen med de tre elever er nu forældet, men sagen gav Statsforvaltningen anledning til at undersøge, om det overhovedet er lovligt at have optagelseskriterier i den danske folkeskole. Det er det ikke.