Debat

Engang var den mundtlige fortælling hverdagskost i skolerne. Måske kan vi tage det bedste fra den gamle stil og bruge det på en moderne måde? spørger dagens debattør.
Engang var den mundtlige fortælling hverdagskost i skolerne. Måske kan vi tage det bedste fra den gamle stil og bruge det på en moderne måde? spørger dagens debattør.

Lærer efter 21 år: Regeringen har fremført sin plan for folkeskolen, men noget mangler

Der skal ikke nødvendigvis strikkes og hamres i en mere praktisk skole - i stedet kan fortællingens kraft styrke eleverne, mener Pia Sigmund.

Publiceret Senest opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Med regeringens udspil ”Forberedt på fremtiden II” fra oktober 2023 lægges der op til en styrket folkeskole.

Det skal nås via fem tiltag: Frihed under ansvar, mere praktisk undervisning og valgfrihed til de ældste elever, mere indflydelse til skolebestyrelserne, et styrket lærerværelse og stærkere fællesskab i klasserne.

Kun to af disse fem tiltag ligger i mine øjne tæt på eleverne og den daglige undervisning: Praksisfaglighed og fællesskab i klasserne.

Det er nødvendigt at ændre mangt og meget i folkeskolen efter ti år med målstyring, dårlige resultater og stigende udfordringer i den daglige undervisning; dog ønsker ingen en helt ny folkeskole. Lærerne er udfordrede.

En mere praktisk folkeskole kan blive en kreativ skole, men behøver ikke nødvendigvis blive en skole, hvor der strikkes og hamres. Fokus på håndværksfag er fint, men der er andre måder at få den meget omtalte praksisfaglighed ind i skolen. Hvis vi skal løse nogle af folkeskolens store problemer, skal krop og bevægelse også i spil i dansk og matematik, historie og naturfag.

En folkeskole med fokus på fællesskab i klassen kan understøttes af mundtlig fortælling og dialog. Eleverne kan netop bidrage til det fælles med egne fortællinger. Afsættet kan være fri fantasi eller egne oplevelser. Begge områder, der skaber et frirum, hvor alle kan være med. Det styrker den enkelte elevs autonomi og mundtlige og sproglige kompetencer samt evnen til at ”være på”.

En naturlig plads i undervisningen

I foreningen 'Fortællere i Danmark' (FIDA) undrer vi os over, at der (endnu) ikke er tænkt på at indtænke mundtlighed i kvalitetsprogrammet. Den mundtlige fortælling har så mange kvaliteter, at vi bør sørge for, at den får en renæssance i undervisningen. Når man fortæller, bruger man hele kroppen, og hjerneforskning viser, at man aktiverer større områder af hjernen, når der fortælles.

Engang var den mundtlige fortælling hverdagskost i skolerne. Læreren fortalte danmarkshistorie, bibelhistorier, om romaner, om livet i andre lande… Og børnene lyttede koncentreret og huskede, hvad de havde hørt. Dagen efter kunne de selv genfortælle historierne.

Måske kan vi tage det bedste fra den gamle stil og bruge det på en moderne måde? Fortæl, løft blikket, lyt til hinanden, gå i dialog.

Fortællingen øger ordforrådet, udtryksevnen, forestillingsevnen. Den lærer os at forstå andres bevidsthed, at forhandle mening mellem forskellige perspektiver, at være åben over for fortolkningsmuligheder.

En lang række udenlandske videnskabelige undersøgelser, som FIDA har samlet en oversigt over, bekræfter det, som alle vi historiefortællere ved: At den mundtlige fortælling er et enkelt og stærkt virkemiddel, der kan danne fællesskaber, fremme den sproglige udvikling og styrke den menneskelige udvikling i bredere forstand.

Der er også danske undersøgelser på vej om, hvad der sker i klasseværelset, og hvad der sker med den enkelte elev, når en del af undervisningen bliver mundtlig. I det helt små har FIDA i øjeblikket et pilotprojekt i gang på tre skoler i Svendborg.

Det magiske øjeblik

Når jeg bliver inviteret ud på en skole for at fortælle en historie og kommer ind i en klasse med elever, som aldrig har set mig før, og jeg begynder: ”Jeg vil fortælle jer en historie. Der var engang…” så bliver der øjeblikkelig stille, og scenen er min. Der sker noget magisk: Børnene lytter, og der etableres et rum, et oplevelsesfællesskab, et fælles tredje mellem børnene og fortælleren.

Jeg var lærer i folkeskolen i 21 år. Når jeg tænker tilbage på de vellykkede timer og på vellykket elevkontakt, hvor undervisningen rykkede i en god fælles atmosfære, hænger de altid sammen med en eller anden form for fortælling, hvor elever og lærer skiftedes til at få ordet, hvor vi lyttede til hinanden, hvor vi forvandlede matematik (i de små klasser) til leg med dukker, der diskuterede matematiske problemer, hvor jeg fortalte danmarkshistorier med fokus på børns liv i andre tider, og hvor eleverne selv kunne skabe historier ud fra min fortælling.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk

Powered by Labrador CMS