Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Lektier. Vi hader dem. Så er det sagt. Ja, jeg ved godt spørgsmålet om lektier er nuanceret, men på vegne af eleverne tør jeg godt sige det: Vi bryder os ikke om dem. De er kedelige og trælse, og vi vil faktisk gerne have fri fra skole, når vi ikke er i skole.

Hvis dét var den eneste grund til, at vi burde have en lektiefri skole, er jeg med på, at I måske kan synes, vi elever lyder en lille smule forkælede. Men spørgsmålet om lektier stikker dybere end det. En lektiefri skole handler om, at alle elever skal have lige gode muligheder for at klare sig godt i skolen. Det må aldrig nogensinde blive længden af vores forældres uddannelse, der afgør, om vi lærer at læse og skrive eller ej.

Lektiehjælp bør erstattes med andet tilbud

Derfor bør øget frihed til skolerne ikke betyde øget frihed til at skabe ulighed. Det fælles ønske om mindre regulering og mere ejerskab må ikke betyde, at nogle elever lades i stikken. 

Desværre vidner regeringens forslag om at afskaffe det centrale krav om lektiehjælp om noget andet. En afskaffelse af lektiehjælpen vil nemlig betyde, at endnu flere elever skal sidde derhjemme og græde ned i matematiklektierne, fordi stykkerne ikke går op, og der ikke er nogen til at hjælpe. Hver ottende elev forlod i 2023 folkeskolen uden at kunne opnå en karakter på 02 i dansk og matematik. Det, synes jeg, ikke er i orden. I mine øjne er det ikke muligt at afskaffe kravet om lektiehjælp uden at erstatte det med en anden understøttelse af os elever, når tallene ser sådan ud.

Man slipper selvfølgelig for at skulle løse udfordringen med lektiehjælp, hvis vi blot afskaffer lektierne helt og gør skolen reelt lektiefri. For stemmer lektier overhovedet overens med vores danske værdier om lige muligheder i uddannelse? Spørgsmålet er, hvor mange elever der skal føle sig dumme og dårlige, mens de kæmper sig gennem lektierne uden nogen støtte fra en lærer, før man dropper ideen om, at vi elever skal tage skolen med hjem. Og spørgsmålet er, hvorfor vi tror, at dét, vores lærere åbenbart ikke har tid til at lære os i skolen, på magisk vis vil give mening, når vi sidder alene med det derhjemme?

Risiko for dobbelt ulighed

Der er en grund til, at vi har uddannede lærere i vores skole. Det er, fordi man netop skal have en faglig baggrund for at lære godt fra sig. Den forudsætning vil øget frihed ikke ændre på.

Jeg er bekymret for, at der vil blive stor geografisk forskel på, hvor meget hjælp man kan få som elev. Der kan altså opstå en dobbelt ulighed, hvor de elever, som bor i kommuner, der skal spare og samtidig har forældre, som ikke kan understøtte deres læring, vil blive endnu mere udsatte. Den ulighed må vi ikke acceptere.

Derfor har Danske Skoleelever blandt andet udgivet ”Elevernes 3 anker til Regeringens Folkeskoleudspil”, så vi ikke glemmer nuancerne i handlekraftens blændende lys. Den første anke handler netop om, at skolen skal være god på tværs af landet. Herunder at alle elever skal kunne få hjælp til lektier - eller endnu bedre, at skolen bliver helt lektiefri.

For meget styring er ødelækkende for vores skole, men for lidt er mindst lige så katastrofalt. Jeg vil kæmpe for balancen. For de elever, der er afhængige af at uddannelsessystemet griber dem helt og ikke kun halvt.

Balancen kræver, at vi ikke afskaffer tilbud, der gør skolen bedre, før vi er helt sikre på, at opgaven bliver grebet et andet sted. Hvis der er noget, vi elever hader mere end lektier, er det nemlig at se vores venner kede af det.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk