Anmeldelse

Læsevanskeligheder og selvværd
Klik for at skrive manchettekst.
"Ordblindhed findes ikke", sagde en psykolog til mig engang i 80'erne, da jeg rådførte mig med ham om en elevs læsevanskeligheder. Den pædagogisk-psykologiske mode skifter. I dag er der ingen tvivl om, at fænomenet findes.
Mange lærere ved ikke så meget om ordblindhed, og derfor bliver støtten ofte sat ind for sent. Denne bog er en lettilgængelig introduktion til lærere, der ikke har særlig indsigt i læsevanskeligheder. Den gennemgår enkelt og klart karakteristiske kendetegn på ordblindhed og beskriver også grundigt, hvilke symptomer man kan iagttage på forskellige klassetrin.
Bogen handler imidlertid også om de psykologiske aspekter og de mange kompenserende manøvrer, det ordblinde barn benytter sig af for ikke at få afsløret sin manglende færdighed i at læse og stave. Ordblindhed kan føre til tab af følelse af selvværd og skabe store psykiske og sociale problemer.
I afsnittet "Bryd mønsteret" beskrives helt konkret, hvad skolen, lærerne og forældrene kan gøre for at støtte en positiv identitetsudvikling og gennemførelse af et uddannelsesforløb.
Nogle unge beskriver i et afsnit deres oplevelser med at være ordblinde. De beskriver deres problemer, men også gode oplevelser med lærere og forældre, som har hjulpet dem til at finde gode løsninger, så de kan leve et værdigt liv.
En glimrende introduktion til ikke-specialister, som har brug for at orientere sig i emnet på en klar, overkommelig og konkret måde.