Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Læs Lydret og Forstå - opgaver" er et kopimateriale, der kan bruges i indskolingen og specialundervisningen. Teksterne er lydrette og med selvkontrollerende opgaver, hvor eleven kan tjekke sit svar med en spf-pen. Et sjovt lille redskab, som de yngste børn helt sikkert vil blive motiveret af.
Annonce:
Fakta:
Titel: Læs Lydret og Forstå - opgaver
Forfatter: Rikke Mølbak, Randi Solvang
Pris: 372,25 kroner
Type: Diverse
Forlag: Special-pædagogisk Forlag
Titel: Turbo-ord
Forfatter: Helen Nielsen
Type: Diverse
Forlag: Special-pædagogisk Forlag
Læsetekster og opgaver er på 40 læseark på to niveauer med de 120 almindeligste eller hyppigste ord. Alt efter niveau er der en til to stavelser i ordvalg og en til to konsonanter i forlyd og udlyd. Arkene har glade tegninger af børn og dyr, som illustrerer de enkle tekster meget fint. Teksterne kan sammenlignes med bøgerne i Gyldendals letlæsningserie "Dingo" og den gode gamle "Søren og Mette". Skolebibliotekarer og læsevejledere ved, at tekster på dette niveau er efterspurgte, og det gennemarbejdede materiale supplerer fint skolens øvrige indskolingsmaterialer.
Materialet "Turbo-ord" træner de 120 hyppigste ord ud fra den pædagogiske ide, at når barnet behersker de 120 ord, kan det læse og skrive halvtreds procent af det danske skriftsprog. Her arbejdes med én strategi: genkendelse. Genkendelse på baggrund af ordets form, længde, bogstaver, bogstavophobninger og betydning. Materialet består af en slæde og seks bånd, hvor der på den ene side er almindelige ord og på den anden små historier. Slæden køres ned gennem båndet, og børnene træner et ord ad gangen. I historien bruges de enkelte ord i en sammenhæng. På forlagets hjemmeside kan læreren hente opgaver, skemaer og ord, der kan trænes i et træningsprogram. Materialet kan anvendes i den første læseundervisning, især i specialundervisningen. Det er efterspurgt med nye motiverende ideer til træning af de 120 ord, og det byder materialet bestemt ind med.