Det vigtigste er at blive set

Forfatter Peter Høeg underviser to 7.-klasser i litteratur-oplevelse, kreative skrivefærdigheder og empatiske, sociale kompetencer på Nørre Snede Skole. Det handler om nærvær, om at kunne mærke sig selv og om at turde sætte ord på dybere følelser.

Publiceret

Børns Livskundskab

Peter Høeg er medstifter af foreningen Børns Livskundskab sammenmed blandt andre familieterapeut Jesper Juul, psykolog HelleJensen, ledelsesprofessor Steen Hildebrandt og dr.phil. ogmeditationslærer Jes Bertelsen. Foreningen samarbejder med AarhusUniversitet og læreruddannelsen i Aarhus. Til august starter eninternational uddannelse i Berlin - training empathy.

Projektet på Nørre Snede Skole

Biblioteksleder i Ikast-Brande Kommune Martin Lundsgaard-Lethfik en bevilling fra Kulturstyrelsen til et projekt omlitteraturformidling for unge og spurgte forfatter Peter Høeg, omhan ville være med. Derefter er projektet udviklet til at handle omlitteraturoplevelse, kreative skrivefærdigheder og empatiske,sociale kompetencer.

Projektet varer otte uger - en dobbeltlektion om ugen på NørreSnede Skole. Ikast-Brande Kommune og skolen har bevilget pengesammen med Kulturstyrelsen.

Projektet følges af forskere og studerende. Blandt andre MetteSteenberg, der er postdoc i litteratur og beskæftiger sig medlæsegrupper, og lektor ved Via University College Søren Fanø, derforsker og underviser i empati og litteraturoplevelse.

Bibliografi

Peter Høeg er mag.art. og forfatter. Han har læst idræt og haren baggrund inden for fleuretfægtning og dans.

Han har udgivet bøgerne:

Forestilling om det tyvende århundrede

Fortællinger om natten

Frøken Smillas fornemmelse for sne

De måske egnede

Kvinden og aben

Den stille pige

Elefantpassernes børn

Effekten af Susan

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På strømpefødder danser eleverne rundt i naturfagslokalet, hvor udstoppede dyr står langs den ene væg. Indimellem lyder ordren »skift« eller »kaos«, og eleverne opløser smågrupperne, finder sammen med nogle nye, danser og griner.

Imellem eleverne futter forfatteren Peter Høeg dansende rundt. Et par forskere, en bibliotekar, en antropologistuderende og en lærer er der også plads til i lokalet. Alle er de i gang med deres forskellige roller i det otte­ugersprojekt, der kører for 7.-klasserne på Nørre Snede Skole.

Det handler om litteratur, kreativitet, selvberoenhed og kontakt mellem mennesker.

»Kom hen til mig. Stille. Alle sammen. Tæt på. Når vi laver sådan noget - det gør vi jo ikke hver dag - det er kreativt. Jeg har danset i 40 år, men 'den indre dommer' er altid med. Den har alle mennesker. Nadja, selv om du er danser, er den indre dommer så ikke også hos dig?« spørger Peter Høeg.

»Jo da«, svarer den danseglade elev.

»Man skal give hinanden og sig selv lov til at lave sådan noget. Lad os give os selv en stor hånd - YES«.

Alle skriger YES! Så er stemmen også aktiveret, og det er tid til at finde yogamåtterne frem. Der er plads på gulvet til alle.

Den indre dommer

Dagens emner er det fysiske/dynamiske, en fortælling, kropsscanning, at skrive breve og den indre dommer, som vi alle slæber rundt på.

Først varmede alle op til en serie, som to af 7.b's piger selv har udviklet. Der var fart på, og mange havde svært ved at følge med til de mange bevægelser. Men alle prøvede, det bedste de kunne, med smil, grin og hovedrysten, når kroppen ikke lige ville følge de to instruktører.

Nu ligger alle på måtter.

»Mærk lige kroppen, efter at vi har lavet alt dette. Sidst var der en, der fortalte, at det var lettest at mærke kroppen, når den var skadet efter idræt. Hvordan har kroppen det, sig ét ord«.

Ord som dampende, frisk, afslappet, fint, godt og træt kommer fra eleverne.

»Husk, at vi laver noget, der er usædvanligt. Der er en lille uro i stemmen inden i én. Man skal have respekt for den stemme. Jeg er forfatter, og hver gang jeg sætter mig ved skrivebordet, så siger den stemme, at jeg ikke kan skrive næste bog. At ingen vil læse den. Det er den indre dommer. Vi har den alle sammen«, siger Peter Høeg.

Han spørger, hvordan stemningen er i klassen. Om alle tør være sig selv? Det mener mange. En pige siger, at det er forskelligt fra person til person. Peter Høeg kommer med et eksempel på en af eleverne, der har vist, at hun er sig selv. Han siger, at han ikke tror, at alle kan danse, sådan som de lige gjorde sammen, hvis ikke alle i klassen har det godt.

Eleverne går i gang. Peter Høeg foreslår, at de tager udgangspunkt i, at de ligger på gulvet i naturfagslokalet og skriver.

»Nogle gange skriver man to linjer og går i stå. Tænk eventuelt på, om I tør skrive jeres følelser for personen til vedkommende. Tænk på sidste gang, I mødtes. I kan skrive noget om dét. Den anden vil tænke: Jeg blev set. Vedkommende vil tænke over, at du så ham/hende«.

En mobil på lydløs brummer henne i kassen, hvor hele klassens mobiler ligger. Men det forstyrrer ikke brevskrivningen.

Peter Høeg fortæller, at man kan afslutte med at skrive, at der ikke er mere tid. Man kan bare skrive det, som det er. Og så skal eleverne finde ud af den afsluttende hilsen. Om det er et hej, en kærlig hilsen, hjertelig hilsen, eller hvad de har lyst til.

»Fold brevet, og skriv jeres navn udenpå. Læg det i kassen, ingen kommer til at se det. Jeg lover, at jeg næste gang har kuverter og frimærker med, hvis nogen vil sende brevet rigtigt«, siger han med lukkede øjne.

De taler om, hvordan det er at modtage et brev, om forskellen på en sms og et brev.

»Et brev kommer lidt mere fra hjertet«, mener en pige.

»En person har brugt lang tid på at skrive det«, siger en anden.

»Ja, man modtager noget omhu«, siger Peter Høeg.

De taler om omhu og om håndskrift. At man kan lære sig selv en ny håndskrift, hvis man ikke kan lide den, man har. At det er vigtigt at kunne skrive et håndskrevet brev til sin elskede eller til sin chef. Klasselæreren nikker, det er omhu, og der er mere af en selv i et brev. Det er vigtigt.

At etablere åbenhed

»Når man underviser i kreativitet, er det vigtigt at skabe et tidspres. For så narrer man den indre dommer, man tvinger dommeren væk. Som underviser bruger du hele tiden tricks. Min kontakt til de unge er vigtig. Jeg er manipulerende, men jeg er samtidig kompromisløst ærlig bagefter. Jeg fortæller dem, hvordan jeg har gjort, hvordan jeg har forsøgt at snyde den indre dommer for eksempel«.

Peter Høeg fortæller, at eleverne har arbejdet med at skrive alternative slutninger til »Hyrdinden og Skorstensfejeren«. De kan også lære at forstå deres eget liv som en fortælling. Hvis de har en konflikt med deres mor for eksempel, kan de øve sig i at skrive forskellige slutninger på den. At se den fra deres mors synspunkt eller fra andres.

»Det er fantastisk at undervise. Der er så stor forskel på de unge nu, og da jeg gik i 7. klasse - og det er glædeligt. De er ikke bange for voksne. Det ligger meget dybt, at den autoritære pædagogik er slut. Der er i høj grad et ligeværd mellem børn og voksne i dag. Det er en stor glæde. At være lærer er en passion. Lærerne elsker børnene, og det gør mig til optimist. Vi har måske verdens bedste skolesystem. Læreren har et meget vigtigt erhverv, og læreren er en vigtig person for eleverne«.

Læs mere

Peter Høegs nyhedsbreve undervejs i projektet:

Nr. 1

Nr. 2

Nr. 3

Nr. 4

Nr. 5

Nr. 6

Nr. 7

Nr. 8

Nr. 9

Powered by Labrador CMS