Etik i kristendomskundskab: Lærerne dukker sig

Etik er en værdikamp og lærerne er bange for at blive beskyldt for at indoktrinere deres elever, mener religionslærernes formand.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et pilotstudie om den etiske dannelse i folkeskolen fra december 2018, konkluderer, at faget kristendomskundskab skaber oplagte rammer for universelle diskussioner af etiske spørgsmål. Kristendommen og andre religioner har diskuteret etiske og moralske spørgsmål i tusindvis af år, og rummer en lang række af verdenshistoriens mest kendte fortællinger om etik. Samtidig problematiserer forskerne bag rapporten dog, at etik ofte ikke bliver italesat eksplicit.

Forskere vil have lærere til at diskutere etik med elever

John Rydahl, formand for Religionslærerforeningen, er ikke i tvivl om, at forskerne bag pilotprojektet her har fanget en grundlæggende pointe omkring lærernes håndtering af skolens bidrag til elevernes etiske dannelse.

"Det funderer sig efter min bedste overbevisning i en kulturrelativistisk grundholdning, som har præget skoleverden siden starten af 1970'erne. Sammen med den senere indoktrineringsdebat i sidste halvdel af 70'erne gjorde den lærerne blufærdige i forhold til undervisning i værdier og holdninger" siger John Rydahl til folkeskolen.dk/religion

"På en måde er etik i bund og grund en værdikamp, men ved at eksplicitere dette i undervisningen kunne lærerne meget let få ørerne i maskinen - især hos forældre og politikere. Dette fordi skolen jo i sin institutionelle fundering skal repræsentere alle værdier og ikke må tage stilling til dem med mindre de falder uden for det repræsentative demokratis rammer. Derfor valgte lærerne mere eller mindre bevidst at dukke sig, hvilket som rapporten rigtigt peger på, er et stort problem for skolens bidrag til elevernes dannelse på det bevidste plan".

Rydahl hæfter sig dog ved, at der i praksis er masser af formidling af etisk dannelse, såvel i læreres og elevers løbende omgang med hinanden - den såkaldte hverdagsetik - som ved fagenes mellemkomst.

"Hvad forskerne tilsyneladende slet ikke har fået færten af via deres pilotprojekt er, at der siden 70'erne på det formelle beskrivelsesniveau vedrørende indholdet af skolens undervisning er sket en kraftig opnormering af fagenes etiske fokus", mener Rydahl, som fremhæver ændringen af skolens formålsparagraf i 1993.

I fagbeskrivelserne til skolens undervisning før 1993 blev der peget på etiske perspektiver i tre af skolens 37 formelle discipliner - nemlig faget kristendomskundskab og emnerne sSundheds- og seksualundervisning samt Ffærdselslære. I fagbeskrivelser efter '93 stå etikken eksplicit i alle fag og områder.

At det så ikke for alvor er slået igennem som formel faglig refleksion i lærernes didaktiske overvejelser skyldes, mener Rydahl, at kulturrelativiteten fortsat er normsættende for skolens virke og at lærerne generelt set opfatter etikken som en for abstrakt og diffus disciplin uden faglig substans.

"De har alle en holdning til etik, men den har en tendens til at smutte mellem fingrene på dem."