Ny politisk bog: Spar penge ved at investere i skolen

Pernille Rosenkrantz-Theil kommer fra et lærerhjem. Hendes far blev skoleleder. Hendes mor speciallærer. Og hun mener selv, at hun er farvet af sin baggrund, når hun skal sætte sin bog: "Det betaler sig at investere i mennesker" ind i en skolekontekst.

"Jeg har så tit hørt, at hvis vi gjorde det rigtige fra start af og havde resurserne fra start af, så kunne det være, at man havde flyttet på børnene, inden det gik rigtig galt. Jeg tror faktisk, at lærerstanden er nogle af dem, som bedst ved, at det kan betale sig at investere i de yngste", siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

"Man kan ikke bare tage et forskningsprojekt og sige, nu kan vi 'sømme' det. For at et forskningsprojekt kan bruges, så skal det tygges igennem den systematik, hvor vi beregner på, hvad giver det af afkast, hvis man for eksempel flytter på klassekvotienten".

Og Pernille Rosenkrantz-Theil ser store muligheder, når man får samlet nok viden sammen om eksempelvis inklusionsindsatsen i skolerne til, at man kan lave beregninger på, hvilke indsatser, der på længere sigt giver størst afkast. 

"Tænk hvis det var sådan, at vi faktisk kan begynde at gå ind og kigge på: hvad betyder det for inklusionen? Har det haft en negativ eller positiv betydning for økonomien? Hvad ville det betyde for prioriteringerne i kommunerne?", spørger hun.

Sådan overbeviser du en djøf'er

Det er logik for perlehøns og fagprofessionelle, at det betaler sig at investere i velfærd, men de fagprofessionelle har brug for modeller og argumenter, når de skal overbevise ansatte i det offentlige, mener den socialdemoktratiske politiker.

"Alle der arbejder i felten ved godt, at det er sådan. Men de har manglet det regneredskab, hvor de kan gå ind til økonomidirektøren og sige, at det ikke er et spørgsmål om, at vores faglighed tilsiger os at det er en god ide at sætte tidligt ind, vi kan også sætte kroner og øre på, hvor meget i sparer på at gøre det rigtige", forklarer hun. "Det bliver rykket fra at handle om den fagfaglighed, man har som lærer, socialrådgiver eller pædagog til at blive oversat til djøf-sprog. Det betyder, at den faglighed som skolelæreren har om hvilken indsats, der ville være god for børnene- det bliver oversat til noget, hvor man i økonomiforvandlingen kan se, at jo mere man gør det her, jo tidligere man gør det, jo mere man gør det på tværs af forvaltninger, jo flere penge sparer man også i årene derudad".

"Vores ærinde er ikke, at det hele skal gå op i penge. Men politisk risikerer vi at spare på vigtige områder, som på sigt bliver meget dyrere, hvis ikke vi begynder at indregne eksempelvis værdien af en stærk og god folkeskole", tilføjer Ane Halsboe-Jørgensen.

Røde og blå kan bruge Søm

Men er det ikke bare rød velfærdspolitik skrevet ind i en økonomisk model? Hvordan skal det få gang på jord i et Folketing, hvor der skal tages hensyn til både liberale og sociale grundholdninger?

Og her hiver Pernille Rosenkrantz-Theil det store historiske skyts frem og peger på, at forebyggelse allerede i 1933 kom på banen med Steinckes socialreform under Thorkild Stauning.

"Siden har vi altid gerne ville det, og vi har også gjort det på rigtig mange områder, men de fleste der arbejder ude i felten ved, at hvis vi gjorde det meget mere, ville det både økonomisk, men også menneskeligt være bedre. Og her kan man sætte ind i et intelligent planlægningssystem. Jeg har oplevet, at vi har udviklet det her i fællesskab med de blå. Men det aflyser ikke den politiske kamp. Når jeg gerne vil det, så er det fordi jeg vil have flere penge til velfærd. De blå vil bruge det for at få flere skattelettelser. Så selv med redskabet er den politiske kamp intakt".