En del af Randers-eleverne kan se frem til at træne med de lokale helte fra Randers FC senere i oktober, præcis ligesom sidste år.
Foto: Fodboldlinjen Randers
Randers-elever spiller fodbold før solopgang – nu spreder idéen sig til Sverige
Siden 2009 har et stigende antal skoleelever fra Randers deltaget i en fodboldskole året rundt. Fodboldlinjen Randers giver eleverne lederkompetencer, og idéen er nu ved at sprede sig til svenske Helsingborg, der for nylig fik besøg.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Mød op kvart over seks én gang om ugen inden skoletid og vær aktiv.
Den virkelighed kunne umiddelbart afskrække en del elever i den danske folkeskole. Men det viser sig, at det modsatte er tilfældet i Randers Kommune. Her står 5. til 9. klasse-eleverne gladeligt tidligt op og spiller fodbold inden starten på skoledagen.
Fodboldlinjen Randers hedder konceptet, og siden 2009 har linjen oplevet entydig fremgang. I dette skoleår er 500 elever fra 14 af kommunens folkeskoler tilmeldt. Ifølge John Witting, der er leder og træner på linjen, er der flere gode grunde til populariteten.
"Vi vil gerne opnå, at der kommer mere bevægelse og læring i folkeskolen, at der er en brobygning til ungdomsuddannelserne, og at eleverne får nogle sociale oplevelser. Det er de fire væsentlige ting, vi arbejder med", siger han til folkeskolen.dk.
Fodboldlinjen er et samarbejde mellem erhvervsskolen Tradium, Randers Ungdomsskole og folkeskolerne i Randers, og i sidste ende kan 8.- og 9.- klasseeleverme få et diplom og en uddannelse med i rygsækken.