Som en del af projektet Den gode tone har 6. a i grupper produceret korte film om at tale pænt til hinanden. Filmene er blevet vist for de yngre klasser som e opfordring til at øve sig i at holde en god tone. Alle filmene kan findes på skolens hjemmeside vestergaardsskolen.dk

Psykolog: Børns sprog er blevet voldsommere

Ord som fuck og luder er blevet en del af nogle børns ordforråd, men selv om tonen er hård, betyder det ikke nødvendigvis, at børnene er blevet hårdere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mindre hold kæft og mere undskyld

Børns sprog er objektivt set blevet voldsommere. Det er John Aasted Halse, psykolog, konsulent og tidligere formand for foreningen Børns Vilkår, ikke i tvivl om. Men det betyder ikke nødvendigvis, at børn er blevet hårdere over for hinanden, alene at ordene er blevet udvandet.

»Sproget er klart blevet voldsommere, men det er vigtigt at huske, at sproget er en relativ størrelse. Det kan hurtigt lyde meget grænseoverskridende, hvis en knægt råber so eller luder efter en pige, men fordi sproget er normativt, svarer det måske til tidligere at kalde nogen kælling eller tøs«, siger John Halse.

I dag bruger børn og voksne mere tid sammen end tidligere, og John Halse påpeger, at voksne derfor lægger mere mærke til det, når hårde ord slipper ud af munden. Derfor kan det også komme til at virke, som om tonen er blevet værre, end det er tilfældet. I skolen er frikvarteret ikke længere voksenfrit, og blandt andet derfor er børn blevet mere åbenmundede, mener han:

»Børns adfærd i dag er mere fremme i skoene end nogensinde før. Tidligere generationers børn har typisk været mere tilbageholdende med at sige noget, mens voksne lyttede med, og de grimme ord var noget, der blev sagt på toilettet. Sådan er det ikke længere«.

Grimme ord behøver dog ikke nødvendigvis at være et problem, hvis børnene er indforstået med, at ordene er tillagt en anden værdi.

»Hvis alle er enige om sprogkoden, at luder for eksempel ikke betyder prostitueret, men idiot, behøver der ikke at være noget galt i at bruge grimme ord. Men det er problematisk, hvis ordene bliver sagt med en nedgørende eller chikanerende bagtanke, for så bliver sproget ekskluderende«.

Hvis man som lærer gerne vil gøre noget ved en hård tone i klassen, er dialog ifølge John Halse vejen frem. For eksempel kan man spørge eleverne, hvad det betyder, når de siger luder. Og tage en snak om, at selvom de måske ikke opfatter det som et grimt ord, kan andre opfange det som nedgørende.