Heidi Macdams har grydehår. Eller som hun selv siger ”sådan
en kæk lille margretheskålsfrisure”.
Den har hun haft siden november, hvor hun besluttede at gøre
noget ved det lange hår, der i løbet af et længere forløb med stress var blevet tyndere
og tyndere. Det var også på det tidspunkt, at hun faldt over et jobopslag fra
den lokale friskole på Møn, der skulle blive hendes vej ud af et arbejdsliv, der
føltes som om, at alle opgaver skulle løses med en klods om benet.
De seneste fem år har Heidi Macdams arbejdet på Møn Skole, hvor hun siden 2020 både har undervist i
almenklasser og i et mellemformstilbud til elever i 7.-9. klasse, der har
kognitive eller store sociale og faglige udfordringer.
”Der er en vanvittig mængde af papirer, der skal udfyldes på
de her børn (fra mellemformstilbuddet, red.) og en vanvittig mængde af møder,
som man skal gå til. Og oven i det har jeg også siddet til personalemøder og oplæg
sammen med resten af kollegaerne fra almenklasserne, som ikke har været relevant
for det arbejde, som jeg laver”, fortæller hun.
Når Heidi Macdams kom hjem fra arbejde, var det med en følelse
af udmattelse, fordi hun havde ”givet sig selv 300 procent”.
”Men jeg kunne ikke give mindre, end jeg gjorde. Ledelsen
erkendte også, at det er hårdt arbejde, men det kunne ikke være anderledes. Så
er der jo noget galt”, siger Heidi Macdams.
Hun ved ikke, om det er ledelsen på Møn Skole, kommunalbestyrelsen
eller nogen højere oppe i systemet, der er skyld i, at ”tingene ikke kan være
anderledes”, fortæller hun. Men siden at man ikke kan klippe håret af en
skaldet, som hun siger, så valgte Heidi Macdams altså at forlade den folkeskole,
som hun elsker, men ikke længere kunne holde ud at være i.
Slog op med skolen i et afskedsbrev
I langt de fleste år af Heidi Macdams arbejdsliv forestillede
hun sig ikke, at hun skulle lave andet end af være folkeskolelærer, og derfor
er afskeden også svær.
På sin
blog på folkeskolen.dk fortæller hun om sit valg. Teksten er skrevet
som et afskedsbrev, hvor hun slår op med folkeskolen.
”Min blog er sådan en form for ventil, hvor jeg lufter noget,
som er lidt sårbart, og som gør lidt ondt, og jeg havde brug for at få sagt farvel
uden vrede. Det her med at være lærer i folkeskolen er jo som et forhold, hvor
jeg tager børnenes frustrationer og opture med mig hjem. Det er noget vi bærer
med os i hjertet, og derfor gør det også ondt, når vi stopper”, siger hun og
opsummerer afskedsbrevets budskab,
”Jeg er blevet slidt op, og jeg kan ikke holde til det
længere. Det må du forstå, selvom du har gjort, hvad du kunne”.
Selvom Heidi Macdams ikke ønsker at bebrejde nogen, er hun ikke i tvivl, når man
spørger, hvem der allerhelst skulle læse hendes brev.
”Det skulle alle undervisningsministre de sidste tyve år. Brevet
er til systemet, der har skabt rigtig mange af de her ekstraopgaver. Det er til
dem der finder på, at nu kan vi jo også lige…, og nu har vi et regneark…, eller
nu har vi det her pædagogiske tiltag. Det er til kommunalbestyrelserne, der
lægger opgaverne ned over hovedet på os, så vi ikke selv kan bestemme, hvad der
er en god idé, og hvad der virker for os”, siger Heidi Macdams og trækker tråde
tilbage til hendes egen situation.
”Jeg synes, at de der mellemformstilbud, som vi havde på Møn Skole er en rigtig god idé, og det er en rigtig spændende måde at arbejde på,
men jeg kan ikke arbejde under de strukturelle tiltag, der kommer fra langt
oppe i systemet”, siger hun.
Håber på frihed til at lave skole på sin egen måde
I mandags havde Heidi Macdams første arbejdsdag på friskolen
Skolen for livet, der ligger på Møn.
”Det er noget af det mest radikale, jeg kunne forestille mig
at lave. Jeg er kørt forbi skolen de sidste otte år og har tænkt, ’det er
mærkeligt det der nede’. Men så kom der et stillingsopslag i november, og så
tænkte jeg, ’nu ser jeg, hvad det her system kan og om mine fordomme trives
eller bliver gjort til skamme’”, fortæller Heidi Macdams, der efter de første
dage er positiv.
”Indtil videre lader det til, at man her faktisk praktiserer
skole på den måde, som jeg synes skole skal laves på, og som jeg faktisk har praktiseret
det i mellemformstilbudet, men uden alle de her mange ekstraopgaver, møder og
tiltag”, siger hun.
Den skole, hun møder ind på om morgenen, har otte lærere
ansat og minder i størrelse om en mindre afdeling på en stor folkeskole,
fortæller hun. Elevernes dag er kortere, undervisningen er projektbaseret, og der
er hverken nationale test eller afgangsprøver. Og så er der den afgørende forskel
fra folkeskolen, at Heidi Macdams' vej til ledelsen og beslutningerne er meget
kortere. Håber hun.
”Jeg håber på at opleve den der frihed, man taler så meget
om, at man skal give til dem, der står med fingrene i dejen, så de kan gøre det,
som de synes er det rigtige”, siger Heidi Macdams.
”I folkeskolen bliver for meget af det, som lærerne på
gulvet skal lave, styret for langt væk fra. Jeg kan godt se, at det giver mening
at holde de her mange møder, men når der var gået to dage, sad jeg ofte tilbage
og tænkte, hvad kom der ud af det? Det er møder for mødernes skyld, der lige så
godt kunne have været en e-mail. Den slags går der lang tid med, og den tid
bliver taget fra børnene”, siger hun.
Heidi Macdams' farvel til folkeskolen er ikke nødvendigvis den
endelige afsked, fortæller hun.
”Jeg har ikke smækket med nogle døre, og hvis jeg skal være
ærlig, så tror jeg, at jeg vender tilbage en dag. Lige nu har jeg sagt til mig
selv, at det er ok, at jeg ikke ved det”.
De seneste år i folkeskolen har givet Heidi Macdams en følelse
af stress, som hun bærer med sig i hverdagen. Hun har efter eget udsagn ikke ”ligget
i fosterstilling” af bare stress, men da det var værst, var hun grådlabil og
træt, og havde en konstant fornemmelse af at være bagud. Og så var der det med
det lange hår, der begyndte at falde af i totter, og som stadig er noget tyndt,
hvis man spørger hende.
”Jeg håber på, at jeg ved at prøve at lave skole på en anden
måde kan bevare troen på, at skole kan være rigtig rart og godt og kan laves på
en anden måde, end det jeg er vant til”, siger Heidi Macdams.
Og efter at håret er blevet kortere har hun nu også en måleenhed for, om hun trives, fortæller hun.
”Jeg kan jo målbart se, om det får noget fred og bliver lige
så tykt, som det var for et par år siden. Det bliver min målbare indikator for
om det går godt. Og hvis det bliver ved med at være sådan noget fesentyndt
noget, så kan det godt være, at jeg skal få et arbejde hos en bager eller sidde
i kassen på et tidspunkt”, griner hun.
Heidi Macdams fortsætter med at blogge på folkeskolen.dk, lover hun.
”Jeg fortsætter med at rapportere om, hvad der sker ude i
virkeligheden. Det bliver bare ikke fra virkeligheden i folkeskolen”.
