Arbejdsvilkårene som lærer har givet Malene Avlund Hansen lyst til at gå på deltid. Men det har hun ikke råd til lige nu.

Presset lærer: ”Hvis jeg havde råd, gik jeg på deltid i dag”

Andelen af folkeskolelærere, der vælger fuldtidsjobbet fra, er steget støt siden 2014. Danmarks Lærerforening er bekymret og ser det som et udtryk for, at lærerarbejdet er blevet hårdere.

Publiceret Senest opdateret

For ti år siden arbejdede en ud af otte lærere på nedsat tid. I dag er det knap hver femte.

Det viser tal, som Danmarks Lærerforening har trukket fra Kommunernes og regionernes løndatakontor (KRL).

Selvom der som sådan ikke er noget i vejen med at arbejde færre timer, er formand for Danmarks Lærerforenings arbejdsmiljø- og organisationsudvalg Thomas Andreasen ikke begejstret, når han kigger på andelen af deltidsansatte folkeskolelærere.

”Vi kan se en tydelig stigning, og det er bekymrende, for jeg ser det som et udtryk for, at lærerarbejdet de senere år er blevet hårdere, og at nogle bliver presset ud i at gå på deltid. Det kalder på, at lærernes arbejdsvilkår skal forbedres”, siger Thomas Andreasen.

”Det er som en endeløs række af afbrudte samlejer”

Den fortolkning kan 49-årige Malene Avlund Hansen nikke genkendende til. Hun arbejder på Øster Farimagsgade Skole i København, og kunne godt bruge lidt færre timer i skemaet. For arbejdet som lærer oplever hun som drænende.

”Over de seneste ti år af mit arbejdsliv har jeg oplevet et vedvarende pres på mit kognitive overskud. Jeg er drænet for energi, når dagen er slut, når ugen er overstået og sågar når jeg skal på ferie. Jeg mangler overskud til at være noget for min egen familie”, siger hun og slår fast,

”Hvis jeg havde råd til det, ville jeg gå på deltid i dag”.

Malene Avlund Hansen har været lærer i 14 år og underviser i dansk, engelsk, billedkunst og håndværk og design. Selve undervisningen elsker hun, men alt det der ligger udenom, har hun svært ved at nå, fortæller hun.

”Jeg elsker at stå i klasselokalet og få det til at spille, og det er enormt sjovt at være sammen med eleverne både i udskolingen og i de to 3. klasser, jeg har fået i år. Til gengæld oplever jeg at have rygende travlt udenfor undervisningen med forberedelse, samskabelse, logistik, håndtering af samarbejdspartnere, klæde pædagoger fagligt på, svare på mails og med teknik, der driller. Det bliver overfladisk og nødtørftigt og uden den kvalitet, jeg oplever i klasselokalet".

"Det er som en endeløs række af afbrudte samlejer, og det ender med, at jeg ikke føler, at jeg har tid nok til at forberede mig. Og eleverne og jeg selv som lærer trives altså bedre, når jeg har forberedt mig godt”.

Resultatet bliver, at Malene Avlund Hansen enten møder op til undervisningen mindre velforberedt, end hun ville ønske, eller at hun arbejder over. Og det sætter sig i systemet som stress, forklarer hun.

”Jeg oplever det som en konstant belastning, at jeg hele tiden er bagefter. Man får ikke nødvendigvis stress af at have travlt. Man får stress af de ting, man ikke når at gøre eller ikke når at gøre ordentligt. Det er sådan en latent etisk stress, hvor jeg langsomt mister mine kognitive evner, og det tror jeg sker for mange lærere”, siger Malene Avlund Hansen, der udover at undervise i fire forskellige fag har syv forskellige klasser med op til 27 elever i. Blandt dem er der elever, der er ordblinde, som mistrives og som er visiteret til specialskole, fortæller hun.

Hvor lang tid er deltid?

Sidste år arbejdede knap 40.000 lærere på fuld tid, imens 8.635 var på deltid.

Langt de fleste deltidsansatte havde en arbejdsuge på over 28 timer. Knap 45 procent lå lige på grænsen mellem 28-31 timer, imens over 25 procent arbejdede mellem 32-36 timer, viser tallene fra Danmarks Lærerforening.

Der er ikke lavet undersøgelse af, hvorfor det netop er den arbejdsmængde, der er mest populær, men Thomas Andreasen har et bud på en forklaring.

”Hvis man arbejder mindre end tredive timer, er man ikke fuldtidsforsikret i a-kassen, og så er nedgangen til 30 timer af en størrelse, der gør, at det faktisk kan mærkes. For eksempel ved, at man så kan have en ugentlig fridag”, siger Thomas Andreasen.

Og til Malene Avlund Hansens situation tilføjer han:

”Det er bekymrende, hvis flere ville gå på deltid, hvis de havde råd til det. Det har jo også en konsekvens. Hvis man skal kunne mærke på arbejdslivet, at man er gået ned i tid, betyder det jo også en mærkbar nedgang i løn”.

Færre timer betyder ikke altid mindre arbejde

Et presset arbejdsliv er ikke den eneste grund til at gå på deltid, understreger Thomas Andreasen.

Begrundelsen kan både handle om lang transporttid eller om, at man gerne vil bruge en større del af sit liv på noget andet end at arbejde, forklarer udvalgsformanden.

Men når det kommer til spørgsmålet om, hvem der faktisk går på deltid, er han ikke helt sikker.

”Jeg har faktisk ikke konkrete data på, hvem der går på deltid, men mit indtryk er, at det er udbredt i alle alders- og erfaringsgrupper, og at det særligt er i de år, hvor man har mindre børn, at mange vælger at gå på deltid”, siger han.

Det billede genkender Malene Avlund Hansen.

I hendes omgangskreds og blandt hendes kollegaer er der flere, der arbejder på deltid. Blandt andet en del af de kvindelige lærere, der har små børn, fortæller hun.

Men det er ikke hendes indtryk, at færre timer altid giver mindre arbejde.

”Jeg hører fra nogen, at de aldrig skal på fuld tid igen, men jeg hører også fra andre, at det ikke giver den luft, de havde håbet på. Det handler om, at ledelsen skal være meget skarpe på at sikre, at dem, der for eksempel er på firs procent, faktisk leverer firs procent og ikke mere”, siger Malene Avlund Hansen.

Selv har hun lagt drømmen om deltid på hylden et par år, fortæller hun.

Hun har to hjemmeboende teenagebørn, men når de flytter hjemmefra en dag, kan hun måske finde en mindre og billigere lejlighed, så hun har råd til at gå ned i tid.

”Med de nuværende vilkår har jeg mistet håbet om, at det kan blive meget anderledes”, siger Malene Avlund Hansen.

Skulle hun se en fremtid på fuld tid for sig, ville det kræve nogle forandringer.

”Hvis det, der driver og motiverer mig, skulle opfyldes, så skulle jeg have max seksten lektioner om ugen for at nedbringe forberedelsesbunkerne og max to klasser med tyve elever i hver klasse. Hvis ikke man kommer ned i den størrelsesorden, er det fuldstændig urealistisk, at jeg skal kunne leve op til forventningen om, at vi skal tilrettelægge undervisningen efter den enkelte elevs behov”.