Efter fire års intensivt lærerstudium med dygtige undervisere, diskussioner om dannelse, tekstfortolkning og de forevigede fredagsoplevelser er jeg blevet opmærksom på et modsætningsforhold, der ofte kan vække min undren som lærerstuderende. Opmærksomheden er blevet en større del af min faglige bevidsthed, nu hvor arbejdslivet kalder. Der er ikke overensstemmelse mellem en kritisk-engageret studietilgang og de ufleksible lønmodtagerforhold, folkeskolen efterhånden kan tilbyde vi nye lærere.

Kultursammenstødet

Kulminationen af dette modsætningsforhold ville være tydelig for enhver tredjepart, der havde overværet mine pupillers synslinje stå i lige vinkel med udslukkede punktummer i øjnene på en af de bedste bidragydere - folkeskolelæreren - midt i personalerummet på en østjysk skole, da jeg skyllede en vellykket lektion ned med en kop kommunekaffe og - for at blive i min studietid lidt endnu - »reflekterede over praksis«. Ind ad døren trådte én af veteranerne og sagde: »Nu er jeg træt og sulten. Jeg har vadet hele byen rundt og har ikke haft mulighed for at sidde ned bare ét sekund«. Hurtigt anede jeg lønmodtagerkulturens indflydelse på min nye praktikkollega, men nåede slet ikke at »reflektere over praksis«, før et spørgsmål formuleret som en konstatering trillede over på min halvdel: »ja, du er jo så vikar her!«

Virkeligheden er barsk

Da jeg efterhånden fik svaret på spørgsmålet, fandt min praktikkollega ud af, at jeg var lærerstuderende, og responderede spontant: »I får det hårdt, I nye. I får det barskt, barskt, barskt!«

Det er ikke første gang, at en kollega har malet det skræmmebillede for mig i min praktik, der - af gode hensigter - blot har forsøgt at forberede mig på »virkelighedens« arbejdsliv; et sandt helvede på jord.

Men man har det jo med at forglemme ubekvemme sandheder, hvorfor jeg indtil nu har båret et stille håb om noget andet - mindre barskt - men dog stadigvæk noget hamrende hårdt, så ingen kan pege fingre ad mig og sige: »Han er ikke effektiv nok«. Derefter forlod jeg »personalerummet« for at undervise igen.

En generel frustration

Dagen efter lagde jeg mærke til, at mange af lærerne så meget trætte ud. Mere end hvad godt var. Den fysiske udmattelse kom selvfølgelig til udtryk på forskellige måder - nogle med rødsprængte øjne, andre med uforløste kropsholdninger, men alle sværmende omkring kaffemaskinen i pauserne, så dagen blev udholdelig. Trods en særegen velvilje oplevede jeg alligevel flere lærere give udtryk for, at de følte sig utilstrækkelige i arbejdet - at man brugte sig selv forkert. Uden gavn for børnene. Det er en frustrationsfornemmelse, jeg har mødt på de fleste lærerværelser, jeg har besøgt i min studietid. Men hvorfor denne generelle frustration? Svaret på spørgsmålet har jeg kunnet ane ved min deltagelse i lærermøder med konfliktmaterialet på dagsordenen: »evaluering af APV-undersøgelse (arbejdspladsvurdering)«. Min forventning til lærerjobbet som en menneskenysgerrig og kritikafhængig professionsform, der drejer sig om det væsentlige - at skabe rammer for børns læring og glædesfølelse - er her manet til jorden. Den har været erstattet af en stærk lønmodtagerkultur, hvor lærerne skal løse overordentlige arbejdsmængder på kortere tid. Uden at ty til kritik. På næsten alle de lærerværelser, jeg har besøgt, har et sådant arbejdsmiljø tvunget sig igennem, og møderne har været præget af en kontraproduktiv stemning, hvor intet kan følges ordentligt til dørs.

Er du med eller imod?

Årsagen til disse konfliktfyldte arbejdsforhold på folkeskolerne er i min optik utrolig enkel: Arbejdstidsloven for folkeskolen har ført til udemokratiske beslutningsprocesser på skolerne, der umyndiggør lærernes faglighed og fører til denne frustration.

Processerne er utydelige, og kritikken af dem er ikke velanset. De sænker åbenbart effektiviteten og dermed den enkelte skoles udvikling hen imod at blive mere »effektiv«. Med andre ord: Den enkelte lærer kan enten være for eller imod sin skole som et effektivt helhedsprojekt. Nuancerne går desværre tabt i denne enten-eller-diskurs.

Lærere bør ikke være for kritiske

Der opstår et kulturelt - og demokratisk - modsætningsforhold, når en lærer ikke tages alvorligt i sin kritik af ledelsens implementeringsstrategier, men samtidig bliver spurgt om idéer til disse. Derimod omdøbes den kritiske lærer fra »engageret medarbejder« til »negativ kværulant«, der sænker skolens udvikling med sit brok. Jeg har efterhånden set flere eksempler til disse møder, hvor lærere, jeg anså for at have en stærk integritet, ikke ytrede sig, og hvis de gjorde, opstod der en ubehagelig marginaliserende stemning omkring det. Det er stik imod læreruddannelsens demokratiske studiekultur!

Lærerstuderende skal være kritiske

Den kritiske forholdemåde, vi får med fra læreruddannelsen, harmonerer øjensynligt ikke med det arbejdsliv, jeg har iagttaget i mine praktikker. Det demokratiske samfund har kaldt på en kritisk-konstruktiv skole siden Anden Verdenskrig, men den bliver marginaliseret på flere lærerværelser og ses ikke længere som en kvalitet ved det interagerende lærerarbejde. Den befinder sig desværre i slæbesporet og sænker processerne, det er åbenbart opfattelsen, som jeg ser det.

Vil man være lærer i den danske folkeskole og have hjertet med, kan man enten tage kampen op eller forene sig med følgende arbejdsbeskrivelse: »Undervis, når du er på arbejde, reflekter og snak om praksis i din fritid«, og det kan jeg ikke identificere mig ubetinget med.

Et lærerværelse kan sprudle af refleksioner og idéer, men det kan også dø ud. Det afhænger af kulturen.

Værdierne er modsætningsfyldte

Hvorfor er en god, anvendelsesorienteret kritik ikke en værdi, der anerkendes som konstruktiv i vor tids lærerarbejde? Hvorfor har procesbegrebet »effektivitet« fået plads i folkeskolens ledelsessprog som en absolut værdi, der bevidstløst skal implementeres? Og hvad kan begrebet »frustrationsrobusthed« tilbyde en lærer, der i forvejen er robust, men ikke har fået anerkendt sin frustration i alt for lang tid af dem, der burde gøre det? På min uddannelse er jeg ikke blevet klædt på til at legitimere en sådan lønmodtagerkultur, men til at forholde mig til den. Er det på tide, at vi også afvikler den kritisk-konstruktive tradition på læreruddannelsen, så studerende som jeg træffer et anden karrierevalg og ikke ender med at distrahere folkeskolens effektive udviklingsproces? Jeg er blevet uddannet til en anden folkeskole end den, der eksisterer, og går fra studiet med skyhøje karakterer. Hænger det sammen? Nu har jeg bare ét inderligt ønske:

Kære folkeskole. Her kommer jeg med en gnist, jeg håber, den kan få lov til at gløde videre!

Andreas Gram Friedrichsen går på fjerde årgang på læreruddannelsen i Aarhus - Via UC.