Anmeldelse

Tag ansvar
Tag ansvar

En kulde har bredt sig

De seneste reformer af læreruddannelse og grundskole har ramt forfatteren med en kraft, der får en til at fornemme, at reformernes fædre har plejet omgang med Narnias hvide heks. Bogen er et forsøg på at smelte isen med kærlighed til den danske pædagogiske tradition og et infernalsk råb: Tag ansvar!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er en oplevelse af fimbulvinter, der indleder dette (mare)ridt fra kærlighed til den danske pædagogiske tradition til instrumentalismens besættelse af folkeskolen og læreruddannelsen.

Fakta:

Titel: Tag ansvar

Forfatter: Iben Benedikte Valentin Jensen

Pris: 189

Sider: 164

Forlag: Fjordager

For at kunne mærke kuldens bid helt ind i sjælen beskriver forfatteren jordnært og levende sin hengivenhed over for den danske skoletradition, der blandt andet bygger på oplysningstidens idealer, her i især grundtvigsk og kierkegaardsk udgave, den forunderlige tilgang til det at være pædagogisk fagperson, som stiler efter at virke, så eleverne får "mod på livet" i "skolen for livet".

Men med et djøf'sk fingerknips er det lykkedes at ændre den studerende/eleven og læreren fra at være nogen til at være noget. Gennem læreruddannelses- og skolereformens systemtænkning er alt og alle levende blevet reduceret til brikker i "amatørtest og smileybaserede elevplaner". Fimbulvinteren bider ikke bare i lærerens sjæl, men helt ind i skolelivets ben.

Dette sammenstød mellem den levende oplysning og de konstruerede kompetencer står skåret i is hele bogen igennem. En velvalgt brug af citater understøtter fronten; Løgstrup, Hans Henningsen, Hal Kock, Johannes Sløk, Finn Slumstrup, Ove Korsgaard og flere hovedsageligt med højskolerødder over for Jens Rasmussen, Ole Thyssen, Lars Qvortrup, Stefan Hermann, Claus Holm og andre med referencer til den såkaldte reformfløj, hvor forfatteren i øvrigt også inddrager reformtilhængernes nyttige supportere: efterskolerne, Politiken, Cepos og Dafolo.

Isfiguren slibes til gennem kapitler om relationen mellem teori og praksis, om ånden i pædagogik, om det abstrakte samfund, om tradition og globalisering og om forholdet mellem det personlige og det videnskabelige.

I samtlige kapitler har forfatteren en særlig evne til at sætte fingeren på de blå mærker, som rigtig mange skolefolk har fået, da de stødte sig på reformen. Iben Valentin Jensen er selv en af dem, og hun formår at udtrykke sig i et dagligdags sprog, der emmer af menneske og skoleliv. Afsættet er lidenskab snarere end videnskab.

I belysningen af forholdet mellem det videnskabelige og det personlige argumenterer forfatteren ud fra oplysningstanken for, at mennesket er et resultat af livet, ikke af videnskaben. Videnskabens bestemmelse er altså ikke at udsige sandheden, men give anledning til en kritisk belysning af et problemfelt. Når videnskaben kaster sig op til at være sandsiger, bliver mennesket, pædagogikken og skolen frataget den hårdt tilkæmpede praksis, der lader folkets erfaringer og faglige begreber mødes. Livsoplysningen og dermed dannelsen står for fald.

Arenaen for slaget om folkeskolen står således helt oplyst efter læsning af bogens første halvdel. I den sidste halvdel skifter henvendelsen karakter fra det argumenterende til det insisterende, næsten desperate, idet vi i 20 Facebook-tekster er med på turen fra en kronik i Politiken (12. august 2015), der provokerer forfatteren, til lanceringen samme dag af en protest på trappen foran Christiansborg den 11. september og frem til afslutningen på protesten.

Forfatteren viser i bogens indledende syv artikler, der behandler de tidligere omtalte temaer, at hun er ramt og vred, men også at hendes argumenter er solidt forankrede. På mig virker det, som om Facebook-formen får denne balance til at skride, når det ene ord tager det andet: Vreden bliver forstærket, mens argumenterne står svagere, ja, nogle steder kommer til at virke som postulater. Man skal spole tilbage i tanken eller i kapitlerne for at finde fodfæste. Og det er lige så ærgerligt, som det er en iboende konsekvens af den ulidelige tankens lethed, der sniger sig ind i skrivning på sociale medier.

Men som sagt: Den ramte lærer får her sat ord både på sig selv som den kulturbærende fagperson og på den kolde tænker, der har affyret ispilen.

To fænomener vil jeg særligt fremhæve: påpegningen af efterskolernes dyrkelse af reformen og analysen af Pippi som model for kvindefrigørelsen.

Pippi-analysen er udtryk for indsigtsfuld selvkritik og for stærk tekstlæsning. Den Pippi, kvinder har dyrket, er filmens stærke, selvsikre og selvhjulpne, men man har overset figurens komplimenterende karakteristika, som kommer til udtryk i bogen: den egoistiske og uempatiske, negative egenskaber, som er en del af det, der skal overstås i barndommen. Når man vælger Pippi som rollemodel, men overser hendes negative, barnlige træk, så forhindrer man sig selv i at blive moden: Man bliver en barnlig voksen. Måske har barnlige voksnes manglende empati og sans for fællesskab bidraget til, at reformvejen blev udfoldet så iskoldt.

Powered by Labrador CMS