Sydjysk kommune gav lærere mundkurv på

… og flåede den af igen et døgn senere, da Danmarks Lærerforening påpegede, at der var tale om et brud på grundloven.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det hele skete inden for et døgn: Først fik lærerne mundkurv på af skolelederen, og dernæst krævede Danmarks Lærerforening i et brev til byrådet, at kommunen respekterer lærernes ytringsfrihed.

Og her og nu sidder rådhuset og skriver på et brev til lærerne, der giver dem deres ytringsfrihed tilbage.

"Alt det her var ikke sket, hvis vi stadig havde haft en dialog med kommunen", siger formand for Vejen Lærerkreds Birthe E. Cramon.

"Så havde vi sagt på forhånd, at det ikke ville være så smart at give lærerne mundkurv på".

Kommune giver lærere mundkurv på

For kommunen er ledelsesretten alt

Kommunen kører 100 procent på arbejdstidsloven og 110 procent på ledelsesretten, og det har hægtet kredskontoret af og stoppet samarbejdet mellem kreds og kommune, forklarer kredsformanden.

"Førhen hjalp vi hinanden, det var vi nødt til, fordi vi havde en arbejdstidsaftale under A08", fortæller hun .

"Nu kan skolelederne gøre, hvad de vil, bare de overholder loven", tilføjer Birthe E. Cramon.

Men loven blev altså ikke overholdt i denne sag. Elsebeth Kristensen er konstitueret som leder på Lintrup Børnecenter, der lukker til sommer, og desuden skoleleder på Rødding Skole, som Lintrup Børnecenter er fødeskole til. Hun sendte følgende brev til medarbejderne på skolen, der gav dem mundkurv på - i strid med grundloven:

"Jeg har fået en forespørgsel på, om I må deltage i møder, som arrangeres af fx Borgerforeningen vedr. Lintrup Børnecenters fremtid.

I må gerne deltage i borgermøder, I skal bare være opmærksomme på den dobbeltrolle, I vil kunne få til et sådan møde.

Derfor vil jeg præcisere at:

• Hvis I vælger at deltage, er I der som repræsentanter for Vejen Kommune, altså som ansatte, også selvom I evt. bor i lokalsamfundet. I kan kun udtale jer som ansatte - ikke som privatpersoner.

Bemærk, som ansatte må I IKKE deltage i oprettelse af en friskole.

For at alle får den samme besked, skriver jeg det til jer.

Fællesbestyrelsen er også orienterert.

Jeg håber, det er med til at skabe klarhed. Spørg endelig.

Venlig hilsen Elsebeth"

Danmarks Lærerforening griber ind

Vejen Lærerkreds sendte sporenstregs den besynderlige instruks videre til Danmarks Lærerforening, som straks sendte et elektronisk brev til byrådet i Vejen Kommune, hvor det bliver påpeget, at kommunen "undertrykker sine ansattes ytringsfrihed i strid med paragraf 77 i grundloven".

Og videre: "Danmarks Lærerforening opfordrer til, at Vejen Kommune uden forbehold tilbagekalder skolelederens instruks og bekræfter, at kommunens ansatte frit kan udøve de rettigheder, de har som borgere i samfundet, herunder

• At de har ytringsfrihed og kan udtale sig frit på egne vegne

• At de aktivt kan arbejde for at fremme de politiske mål, de måtte ønske, herunder også arbejde for oprettelse af en friskole

Hvis Vejen Kommune ikke efterkommer denne opfordring, vil Danmarks Lærerforening forfølge sagen".

Som privatperson har du større ytringsfrihed

Kommunen tilbagekalder instruksen

Og det er altså det, der sker lige nu - kommunen skriver i øjeblikket på et brev, der trækker instruksen fra skolelederen tilbage, helt og fuldt.

"Ytringsfriheden gælder også i Vejen Kommune", fastslår kommunaldirektør Ole Slot over for folkeskolen.dk.

Og borgmester Egon Fræhr (V): " Vejen kommune følge naturligvis de regler, der er på området".

Konstitueret skoleleder Elsebeth Kristensen kalder det hele en misforståelse.

"Vi var for upræcise i vores instruks, det kan vi godt se nu. Selvfølgelig må lærerne udtale sig. Instruksen bliver nu trukket tilbage, der er klart", siger hun. 

Powered by Labrador CMS